Pyramiden er symbolet på den trefoldige Gud (pyramidens trekantede sider), som er manifesteret i stoffets fire elementer (pyramidens kvadratiske bund). Obelisken er derfor et af de højeste af alle esoteriske symboler, for den viser en pyramide, der er anbragt på toppen af den forlængede eller oprejste terning eller kubiske sten.

Pyramiden er symbolet på fuldkommenhed både på makrokosmisk og mikrokosmisk niveau. Pyramidens proportioner og form er så fuldkommen, at intet kan forbedres, siger den åndsvidenskabelige forsker Geoffrey Hodson. Pyramiden er selve arketypen i sin grundlæggende form. Den symboliserer derfor menneskeguden eller den fuldkomne arketype i manifestation. Geoffrey Hodson tilføjer, at obeliskerne er et symbol på det menneske, der har fuldført indvielsesvejen. Obeliskens trekantede top symboliserer ånden eller monaden − det guddommelige i mennesket. Og det kvadratiske fundament i bunden af obelisken symboliserer personligheden eller de fysiske redskaber, som ånden arbejder igennem via sjælen. Obelisken er symbol på, at der er skabt forbindelse mellem ånden og personligheden i kraft af sjælen. Obelisken repræsenterer derfor den lange udviklingsvej, som kaldes "indvielsesvejen". Den er symbolet på mesteren, som har opnået denne ophøjelse, idet mesteren har udviklet alle sine ydre og indre legemer til fuldkommenhed og har løftet sin bevidsthed fra det fysiske, som er obeliskens fundament, til ånden, der er repræsenteret af obeliskens toppunkt.

Fra seriøse åndsvidenskabelige kilder siges det, at obelisker stammer fra Atlantis. I Egypten (der repræsenterer en efteratlantisk udviklingsperiode) genopstod skikken med at rejse obelisker i An eller On (nutidens Giza som grækerne kaldte Heliopolis), og herfra bredte den sig til hele Egypten. Obeliskerne blev placeret på magnetiske punkter på Jorden på samme måde som akupunktøren anbringer nåle for at frigøre energiophobninger i patientens æteriske krop. Obeliskerne var derfor i stand til at kanalisere energi fra Jorden. Solens stråler blev opfanget af obeliskens elektrum- eller guldtop i obeliskens toppunkt. Solen er som sagt et symbol på Gud (solguden Ra) og dermed evigheden. Obelisken modtog på denne måde guddommelig energi fra kosmos. Men obelisken kastede desuden en skygge, og skyggen skabte tiden – evighedens modsætning. Man kan derfor sige at obelisken symboliserer det evige og guddommelige i mennesket, som oplever og erfarer gennem tiden.

Obelisken modtog energi fra kosmos, men hvilken? Åndsvidenskaben oplyser, at solsystemet er et 2. strålesystem, som desuden fungerer som hjertecenter i konstellationen "Sirius". Solsystemets primære opgave er at udvikle kærlighed/visdom til fuldkommenhed i solsystemet. Obeliskerne fungerede derfor som kanaler for denne grundlæggende energi i solsystemet, som skulle kanaliseres ind i templerne.