Man hører ofte undskyldningen: "Jeg kan ikke gøre for det – det er min natur." Et menneskes natur, er måden det tænker på. Og de tanker skabes af mennesket selv – ikke af dets natur. Et menneskes natur eller karakter er derfor ikke en færdig eller uforanderlig størrelse. Man skal løbende arbejde på at opbygge og ændre sin karakter. Men hvordan? Det er meget simpelt – og alligevel svært. Man skal have et ideal. I tanken må man forsøge at danne sig en idealkarakter, som man konstant skal holde sig for øje. Man må forestille sig, hvordan denne idealkarakter ville handle og optræde og gradvis forsøge at indrette sin handlemåde derefter. Hver dag skal man lade dagens begivenheder passere revy for det indre blik, udvælge alle større begivenheder og måle dem mod idealet. Denne øvelse skal man fortsætte med dag efter dag, år efter år. Man bør derfor livet igennem styre tanken efter idealkarakteren og idealmennesket.

Hvis man vil lære at svømme, hjælper det ikke, at man lader en anden springe i vandet og opøve den egenskab, man ønsker at tilegne sig. Når stedfortræderen har lært at svømme, står man stadig på strandbredden.

Man kan tage et eksempel fra hverdagen, og se, hvordan man kan arbejde med tanketræningen. En person bliver f.eks. let irriteret og vred. Det er ingen forbrydelse, men en helt almindelig fejl. Vedkommende vil sikkert undskylde sig med, at "jeg er født med et kraftigt temperament" – underforstået: "Jeg kan ikke gøre for det – det er min natur."

Denne person er imidlertid blevet opmærksom på dette karakterproblem, og har besluttet at gøre noget ved det. Personen ved, at det er tanken, der skaber karakteren, og at energi følger tanken, så hvis man tænker på sig selv som "et iltert temperament", vil tendensen bare vokse.

Man skal altså tænke på den modsatte egenskab – nemlig tålmodighed. Dette menneske skal tænke koncentreret på tålmodighed 5–10 minutter hver eneste morgen. Det nytter ikke at tænke på tålmodighed i 2 timer hver anden søndag. Det skal være hver eneste dag. Hvordan skal man tænke?

Først forestiller man sig et ideal. Man kan f.eks. forestille sig at man er Jordens mest tålmodige menneske. Absolut intet kan rokke den indre og ydre ro. Herefter tænker man på de mest irriterende mennesker eller de mest utålelige situationer, man kender. Man tænker på, at på trods af at man sagtens kan se, at disse mennesker eller situationer er grænseløst irriterende, så er man urokkelig i sin ro. Man giver ikke plads til nogen form for ærgrelse. Uanset hvad disse mennesker gør for at ophidse, fastholdes tankebilledet af urokkelig ro. Når man har gjort det i en kortere eller længere periode, afhængig af den gamle tankeforms størrelse og styrke, vil der i sjælen skabes en tilbøjelighed til at tænke på tålmodighed.

Før, under, efter

• I første fase dukker tanken op efter et udbrud af irritation. Man husker pludselig: "Åh nej – jeg skulle jo være tålmodig!"
• I næste fase opstår tanken samtidig med irritationen, og man forsøger efter bedste evne at være tålmodig.
• I tredje fase kommer tanken før irritationen, og irritationen preller nu af, fordi tålmodighed er blevet en ny og positiv vanetænkning – eller en sjælelig egenskab.

Hvor længe denne proces vil vare, afhænger af problemets størrelse og personens tankekraft.

Man kan målbevidst opbygge sin karakter lige så sikkert og systematisk, som en murer bygger et nyt hus – sten for sten. Man er ikke længere en slave af "sin natur" eller karakter. Man er blevet herre over den. Man ved, hvordan man skaber sin egen natur. Det er alene et spørgsmål om tid og målbevidst arbejde. Er det ikke bedre at være herre over sin karakter, end at gå rundt og sukke: "Bare jeg dog var anderledes!" – mens man hver eneste dag bare gentager de samme dumme ting?