Hypnotiske eksperimenter
Den åndsvidenskabelige forsker Annie Besant fortæller, at tankeformens eksistens kan undersøges gennem såkaldte hypnotiske eksperimenter:
- En idés tankeform kan overføres til et hvidt stykke papir og blive synligt for en hypnotiseret.
- En tankeform kan blive så objektiv, at den hypnotiserede ser og føler den, som om den var en fysisk genstand.
- Et medie, der ser en tankeform, som er skabt af en af de tilstedeværende, tror ofte, at det er "ånd", fordi tanken skaber en synlig form i auraen.
- En clairvoyant vil være i stand til at se og beskrive en tankeform (et tankebillede), der bevidst skabes af et menneske.
Alle, der visualiserer, ser et indre selvskabt billede, og de er derfor til en vis grad clairvoyante, for de iagttager deres egen tankeform. Alle formgiver selv det tætteste stof ved hjælp af tanken. Bl.a. former man selv sit fysiske udtryk. Det fysiske udseende er en maske ("persona"), der formes over sjælens forestilling af personligheden. Enhver tanke- og følelsesvane – god eller dårlig – sætter sit præg på de fysiske træk.
Tanker er (ikke) toldfri
Denne oplysning står i skærende kontrast til det kendte ordsprog: "Tanker er toldfri." Det afslører, at man mener, at en tanke er helt privat. Dvs. at den ikke rækker ud over den enkeltes sfære. Det er imidlertid ikke korrekt ifølge åndsvidenskaben.
"Tanker er ikke toldfri!"
Clairvoyante mennesker, der er i stand til at se tankens virkninger på følelsernes plan (astralplanet) oplyser, at de tanker, man tænker, absolut ikke kun vedrører en selv. Tankerne skaber meget vidtrækkende virkninger i den astrale verden. Det er virkninger, som ikke kun har betydning for mennesket selv, men også for dets medmennesker.
En tankeform gengiver samme tanke. En tankevibration gengiver lignende tanker. Eksempelvis vil tankeformen af en rose, gengive et billede af en rose hos andre, der er modtagelig for tankeformen, mens en religiøs oplevelse (hengivenhed) hos en kristen, kan skabe en religiøs oplevelse hos andre kristne, men også hos muslimer, hinduer, buddhister osv.
|