Rabbinerskrifters historiske

oplysninger rehabiliteres

Ofte glemmes, at de ældste dele af Bibelen og af rabbinerskrifterne er af samme høje alder og opfylder samme kildekritiske betingelser; tilmed i traditionen stammer den ekstra, mundtlige Torah fra Moses. Jf. også at skrifternes specifikke oplysninger fra Egyptens 18. dynasti, historisk kontrollerbare af forskningen, umuligt kunne konstrueres tusinde år senere. Litteratur om og gengivelser af skrifterne: i Bibliografien, gruppe 5.

Rabbinerskrifternes Moses-beretninger, der eksisterede sideløbende med Bibelens Mosebøger, passer i mange data og forhold med overleverede Moses-beretninger hos antikkens egyptiske, græske, romerske og jødiske historikere, bl.a. Philo og Josefus - og i arabiske gengivelser.

Alligevel betragtes i nutidens rabbinerskoler mange oplysninger i rabbinerskrifterne om bl.a. den unge Moses' bedrifter nærmest som underholdende fortællinger af symbolmæssig og fortolkningsmæssig værdi, men uden konkret historisk værdi.

Lignende holdninger forekommer også i en forskning farvet af den kristne kirkes tradition - i de relativt få tilfælde, hvor disse rabbinerskrifters eksistens overhovedet ænses her. Dette gælder også arabiske overleveringer, ofte fra delvis glemte jødiske kilder.

Og beretninger i rabbinerskrifterne betragtes af mange teologer som myter med en blanding af allegoriske fortællinger og mere eller mindre fantasifulde gamle skrøner. Der er ikke hos teologiske forskere tradition for anvendelse af dem i videre udstrækning - rabbinerskrifterne er et studium for sig, men er ikke brugt i større betydning i historievidenskaben.

Således eksisterer en sjældent omtalt, en ofte noget ubevidst, men i praksis synlig afstandtagen fra rabbinerskrifternes beretninger, idet mange teologihistorikere hidtil har optrådt, som om disse skrifter næppe eksisterer. Mens jøderne, ud fra deres ældste bibeltraditioner, aldrig ville fortolke Bibelen alene uden rabbinerskrifterne.

Et typisk eksempel på følgerne af denne ofte praktiserede udeladelse skal nævnes - en fyldig tysk doktorafhandling, "Die Kaleb-Traditionen oder Ein Beitrag zur theoretischen Diskussion in der Religionswis-senschaft" (Berlin 1966) af teologen Walther Beltz. Den i værkets titel omtalte Kaleb beskrives i Bibelen som en af Moses' betroede ledsagere. Men om denne og andre Kaleb'er - idet der forekommer flere forskellige Kaleb'er i Bibelen - giver netop rabbinerskrifterne ("Talmud" m.fl.) detaljerede udredninger. Dette specialværk om Kaleb behandler imidlertid stoffet, som var det givet, at der mest var tale om en og samme person; og det er forsynet med hele 18 sider litteraturhenvisninger med mange hundrede bogtitler uden én eneste henvisning til noget rabbinerskrift.

Der er endvidere udgivet flere omfattende samlinger om så godt som alle større forskeres teologisk-historiske og sproglige værker om Moses, ud fra hvordan denne skikkelse fremtræder i Bibelen.

Et af de værker er samlet og kommenteret af Eva Osswald, "Das Bild des Mose" (Berlin 1962); også Rudolf Smend har selekteret en stor samling, "Das Mosebild von Heinrich Ewald bis Martin Noth" (Tübingen 1959). En af de nyere samlinger er af Herbert Schmid: "Die Gestalt des Mose" (Darmstadt 1986). Ingen af de mange fremtrædende eksperter i værkerne anvender rabbinerskrifterne - der forskes, som om Moses kun kendes i Bibelens version. Uundgåeligt har dette givet: - et mangelfuldt, selvbekræftende Moses-billede af uklar videnskabelig værdi, uanvendeligt ved efterforskning af Moses' tilstedeværelse i Egypten.

I sin "Überlieferungsgeschichte des Pentateuchs" (Darmstadt, 1966) omtaler ovennævnte Martin Noth (u)kendskabet til Moses ironisk:

"… Det eneste, man i det gamle Israel konkret vidste om Moses, var, at han skulle være begravet i Østjordanlandet, men ingen kendte stedet …".

I hele spørgsmålet om, hvorvidt Moses var en mytefigur uden historisk realitet, har hans eksistens hidtil været taget for givet af især en stor del af ældre teologisk forskning, fordi vi så længe i vor kulturhistorie har været vant til, at det var et indiskutabelt bibelsk faktum.

Herefter kom forskningen ofte mest til at kredse om enten at opfylde eller helt forkaste et forudbestemt facit ud fra kirketraditionens etablerede Moses-kliché. Disse begrænsninger reducerede åbenheden for andre indfaldsvinkler - som f.eks. dette enkle forhold, at i de mange år, inden Moses blev israelitternes anfører og ikke kulturelt og sprogligt var undergivet hebræiske forhold, kunne han have været kendt under et andet navn.

Hertil er det ligeledes misvisende, når der i nutidige opslagsværker lægges vægt på eller ligefrem "opfindes" hebraiske betydninger af Bibelens navne på israelitter, der udvandrede med Moses, for også disse udsprang af et i realiteten totalt egyptisk scenario.

Allerede et årtusinde efter Moses synes rabbinerne i deres skrifter at have haft svært ved at få det stærke egyptiske præg til at stemme overens med, at Moses ifølge det senere religionspolitiske syn helst skulle være af hebræisk oprindelse. Efter at det i de første israelitiske generationer efter udvandringen har været alment kendt, at Moses var af egyptisk kongeæt (se kap. 18), blev der siden hen indsat forklaringer, en "efterrationalisering" tilpasset en senere tids forståelse.

Det er bl.a. dette, der gør, at der til forskningsbrug af tekster fra rabbinerskrifterne om Moses må kritisk skelnes mellem: - beretninger med oplysninger, der udspringer af de oprindelige historiske forhold og udgør disse skrifters ældste dele - og på den anden side kommentarer, der er indføjet senere, evt. farvet af en anden indstilling. Skrifternes egne redaktører kan undertiden selv skelne ret entydigt og åbent. Men under alle omstændigheder ses der bevaret meget stof om Moses "i ureduceret form" i rabbinerskrifterne, også i sammenligning med Bibelen.

Bekræftende for de ældste rabbinerskrifters troværdighed er deres mange specifikke oplysninger om egyptiske forhold, som nu er mulige at verificere, når de betragtes ud fra et egyptisk perspektiv i stedet for hovedsagelig ud fra Bibelen og den senere jødiske tradition.

I overleveringer i Bibelen, rabbinerskrifter og hos oldtidsforfattere findes konkret information - f.eks. kongenavne, stednavne og astronomiske oplysninger, der kan verificeres. Og det gør ikke disse overleveringer uanvendelige, at de senere undertiden fik fantasifulde tilføjelser, f.eks. forsøg på at udglatte problemet med Moses-beretningens mindre forklarlige hændelser, pga. netop ukendskab til særlige egyptiske forhold.

Uforsvarlig ignorering af relevant "myte"stof i overleveringerne om Moses har følgelig medført et syn, der nær udelukker værdien af ældre dele af rabbinerskrifterne som kilder. Og det til trods for at disse bidrager i sammenhæng med øvrige kilder til bedre vurdering af Moses' status og tidsalder, hvor de sætter Moses-beretningen i et ganske anderledes og konkret historisk perspektiv end det hidtidige. F.eks. tidsbestemmelsen - den vigtigste nøgle - har med computerberegnet astronomi nu kunnet tilvejebringes netop ved hjælp af disse gamle informationer.

Ud af rabbinerskrifterne kan der stump for stump fremdrages flere yderligere oplysninger om Moses - som om forlægget til disse tekster engang blev splittet ad, og store dele af en oprindelig beretning om Moses siden blev mindre genkendelig. En udbredt dobbelthed i selve Mosebøgernes gudsnavne (Jahweh/Elohim), personnavne (Abram/Abraham, Jakob/Israel) og beskrivelser (Mosesbarnet ved flodens 'side', jad, og Faraos Datter ved flodens 'bred', sefat ha-jeor) viser heller ikke fremmede kilder, men var kutyme; og redundansen styrker bevarelsen af indholdets mening. Forlæggets splittelse er et hidtil overset mysterium. Men en løsning skulle kunne findes bag de betydelige indicier for Moses' historiske eksistens - ud fra hvilke det videre viser sig, at yderligere forhold i Moses' mere ukendte liv i Egypten nu kan afdækkes. - De vil her blive fremlagt.

_________________________________

• Rabbinerskrifternes nøjagtige, gamle egyptiske data viser deres høje alder. - Når rabbinerskrifters oldtidsoplysninger kontrolleres, f.eks. astronomiske data - og passer præcist ifølge nutidig astronomi - kan kilder med basis i den eksakthed ikke afvises som værende "myter og tilfældigheder".

_________________________________