APPENDIKS - 3

Moses' dato og egyptisk kalender

3-a: Astronomisk datering kan forbedre farao-datering

Supplerer kap. 9, 10, 12 og 13. (Udvidet behandling i bind 3's appendiks)

Den præcise astronomiske datering af det særlige år for den israelitiske udvandring, som Bibelens Moses-beretning omtaler, kan nu krydsrefereres eksakt med Tuthmosis-kongernes regeringsperioder. Denne nyopdagelse skulle kunne bidrage til bedre datering af 18. dynasti.

Disse faraoperioders datering inden for den første del af 18. dynasti har hidtil været ret ubestemmelige. Egypterne havde til deres tidsregning ikke noget fast udgangspunkt i lighed med f.eks. vor (vesterlandske) anvendelse af tidsmarkeringspunktet "Kristi fødsel".

En række egyptologer har for kongeregeringstider opstillet hver sin årstalshypotese - med flere store indbyrdes differencer - anvendt i en for Egypten konstrueret tidsskala, hvis yderpunkter og midte betegnes high-, middle- og low-datering, der er opbygget på anstrengte kompromisser og mangel på de faktorer, der skulle afgøre, om de er korrekte. Til datering før 900 f.Kr. har det da været nødvendigt at anvende relative kronologier, dvs. ikke-absolutte årstal. I standardværket "Cam­bridge Ancient History"s artikler af egyptologieksperter findes flere usikre årstal, endda noget uoverensstemmende, fra bind til bind.

Som allerede fremlagt, er astronomisk datering blandt de mest præcise metoder for datering. Andre metoder er f.eks. dendrokronologi, dvs. datering ud fra årringe i antikt træ; og glaciokronologi, dvs. ud fra aflejringer i tusindårige snelag i arktisk indlandsis. Mens C-14-metoden (kulstof-14) er mindre præcis.

Den tyske teologiforsker, Martin Noth - skønt tilhænger af hypotesen om, at Bibelen består af sammensyede kilder af ret sen dato (se foran, kap. 8) - fremhæver i sit værk "The Old Testament World" (1966, s. 272), at:

"... astronomisk bekræftelse kan konvertere en relativ kronologi (der blot viser historiske begivenheders rækkefølge) til en absolut kronologi, der er i stand til at specificere (hændelsernes tidspunkter) til et system af datoer relateret til vor kalender ...".

Et problem er, at astronomiske oplysninger i gamle kilder er forholdsvis sjældne, og når de forefindes, skal der være tilstrækkeligt af de ofte få data til, at materialet kan beregnes. Og en almindelig fejlslutning hos flere af de forholdsvis få forskere, der overhovedet bruger astronomisk datering, er, at de ved sol- og måneformørkelser antager, at oldtidens mennesker mest eller kun interesserede sig for de formørkelser, der var totale. Derved udelukkes en del af de overleverede data, der ellers kunne bidrage til resultater.

Forskellige egyptologiske trends har flyttet på tidsregningen cirka hvert 20. år. For tiden bruger flere egyptologer en lowdatering, der sætter Tuthmosis III's tronbestigelse til 1479 f.Kr. - og glemmer ofte, at det er en foreløbig antagelse og er fortsat kun relativ datering. Men en videnskabelig international kongres i 1987 om "absolut kronologi" påviste, at astronomien bekræfter en tidlig highdateringsramme - og er den mest præcise metode. (Jf. i Bibliografiens gruppe 12,I: Kitchen et al., Int. Colloquium, 1987).

Astronomisk har egyptisk kalender udgangspunkt ud fra stjernen Sirius, der hvert år - efter ikke at have været synlig i 70 dage - dukker op igen på himlen kort før solopgang ved det egyptiske nytår cirka 21. juli.

Også her er der stor forskellighed i opfattelserne hos egyptologer og historikere; og en del misforståelser, idet mange af deres hidtidige dateringer synes baseret på en mindre præcis Sirius-cyklus, hvor der ikke er taget tilstrækkelig hensyn til astronomiske langtidsfaktorer: bl.a. at jordaksens såkaldte præcessionsbevægelse er ujævn, samt stjernens store egenbevægelse, og at den julianske kalender har akkumulerende unøjagtighed.

Og selv om mange forskere teoretisk anser relativ årstalsangivelse som en midlertidig arbejdsmodel, og dennes baggrund er flydende, ses den altså alligevel ofte i praksis anvendt solidt som en sandhed. Men faktum er, at der aldrig er leveret et eneste konkret bevis for low-dateringerne!

Flere egyptologer, der har ladet sig binde af high/low-dateringens kunstige overgrænse ved cirka 1530 f.Kr., har overset, at Amenhotep I's år 9 - som et af hovedpunkterne i egyptisk dateringsforskning - ifølge Alan H. Gardiner's "Egyptian Grammar" (3rd rev. ed., 1965, s. 205), har udgangspunkt i det særlige Sirius-år 1545 f.Kr. Under den farao findes dette år specielt optegnet vedrørende Sirius. Det koordinerer fint med den egyptiske præst og historiker Manethos ældre egyptiske data - og giver:

• Ahmose - 25 år: 1581-1556/55 f.Kr.
• Amenhotep I - 20 år 7 mdr.: 1556/55-1535/34 f.Kr.
• Tuthmosis I - 12 år 9 mdr.: 1535/34-1522 f.Kr.
• Tuthmosis II - ca. 13 år: 1522-1509 f.Kr.
• Hatshepsut - 21 år 9 mdr.: 1509-1487 f.Kr.
• Tuthmosis III - 53 år 7 mdr.: 1509-1455 f.Kr.
• (de første 21 år og 9 mdr. var under Hatshepsuts regentskab)
• Amenhotep II - 25 år 9 mdr.: 1457-1431 f.Kr.
• (de første 2 år i co-regentskab med Tuthmosis III).

Dette ligger også nær dateringer især inden for fransk egyptologisk forskning.

Udvandringen fra Egypten fandt med Josefus' præcisering sted "i Moses' 80. år" (dvs. året 1455 f.Kr.) og skete ifølge Bibelen lige efter, at en farao døde. Det samstemmer med året for Tuthmosis III's død.

Manetho angiver, at Moses' oprør og ledelse af folkets udvandring skete under Amenhotep (II). Denne farao var Tuthmosis III's søn og efterfølger. Alt det bliver nu bestyrket af den præcise astronomiske datering.