Moses udførte en konges funktioner

Rabbinerskriftet "Yashar" (S. 1265f) beskriver, hvordan Moses - iført fuldt prinseligt ornat - ledede store anlægsarbejder i nord, i Nedre Egypten. Dette bekræfter hans kongelige status, idet det som før omtalt viser den praksis, at kronprinsen "stod i lære" ved at være faraos medhersker eller guvernør, oftest over Nedre Egypten.

Rabbinerskrifterne oplyser (Baren-Gould, II), at farao satte Moses til at modtage fremmede landes ambassadører. Faraoprinser gjorde også ofte dette - de var faraos stedfortrædere og repræsenterede farao direkte. Moses' status som Egyptens kommende konge omtales videre i disse skrifter:

"… det egyptiske folk så op til ham (Moses) med forventninger til ham som deres fremtidige konge …".

Efter at Moses måtte flygte fra Egypten, tilbragte han ifølge rabbinerne og oldtidsforfatterne en lang årrække i Etiopien - og først de sidste par år af sit langvarige eksil var han hos præsten Jethro i Midian. Et rabbinerskrift, "Sifre", anfører i en kommentar til "4. Mosebog" (10,29), at det:

"… for Jethro … var en ære at være svigerfar til en konge …".

Rabbinerskriftet "Beth ha-Midrash" (II, ed. Jellinek, s. 1-11) omtaler også Jethros utryghed ved risikoen for, farao skulle få kendskab til, at han skjulte Moses som en flygtet tronarving eller konge, der ikke længere kunne være i Egypten eller Etiopien:

"… Dette er den mand, der udstrakte sin hånd efter Egyptens krone …".

Også dette skrift indikerer her, at der engang fandtes oprindelig viden om, at det var meningen, at Moses skulle have været Egyptens konge.

Jethro, der selv havde måttet forlade Egypten, kunne i lighed med Moses ønske at ændre på forholdene. Herom beretter den egyptisk-jødiske historiker Artapanos i Alexandria 100 f. Kr. - ifølge Ginzberg's "Legends of the Jews" (vol. 5, s. 412):

"… Jethro ønskede at oprejse krig mod Egypten og sætte sin svigersøn (Moses) på tronen; men Moses' fædrelandsloyalitet ville ikke tillade ham (Moses) at gå i krig mod sit fædreland. I stedet fremlagde han planer om at invadere Arabien. Jethro misbilligede imidlertid dette forehavende …".

Baggrunden var, at Moses under sit ophold hos Jethro fik pålagt - ved den berømte episode med "den brændende tornebusk" - at gå tilbage til Egypten og blive hebræernes leder; hvorefter folkets udvandring og ophold i ørkenen under Moses' ledelse medførte, at han også invaderede arabiske områder (tidligere kaldtes kun sydlige Jordanien og østlige Negev-ørken for 'Arabien'). At Moses optrådte som feltherre viser ham som kongelig person; for i oldtiden, især i Egypten, skulle helst kongen eller en kongelig stå i spidsen for et hærtogt.

Jethro har med sin baggrund, viden og personlighed haft betydelig indflydelse ved Moses' oprettelse af den ny religionspraksis for israelitterne.

I "2. Mosebog" (18,13-26) beskrives efter udvandringens start, hvorledes Moses på Sinai fra sit sæde modtog israelitterfolket, for at de "gennem ham kunne rådspørge Gud". En sådan dommerrolle var typisk for oldtidens konger, der under audiens tronede som dommer (ofte kun som formalitet), når folket kom for at få løst retsproblemer.

Da det hurtigt udvikledes til at blive en krævende affære, støttedes Moses af den erfarne faraorådgiver Jethro med forslag om uddelegering af magten - det skulle senere blive grundlaget for Israels administrative system. Den herved frembragte struktur af en magtpyramide kendtes i de gamle kulturer især som kongernes apparat.

Da Moses skulle udvælge rådgivere dertil, fortæller rabbinerskrifterne - bl.a. rabbi Eleazar af Modi'im cirka 100 e.Kr. - at Jethro som faraos tidligere astrologiske ekspert rådede Moses til at finde de bedst egnede ved at anvende astrologi:

"… ligesom (andre) konger plejede at bruge det …".

Et rabbinerskrift omtaler, at "Korahs oprør mod Moses i ørkenlejren havde som baggrund, at Moses var kronet til konge"!

Moses fik også et råd af Jethro: for at udøve den overordnede kontrol skulle Moses proklamere sig som den eneste udvalgte, der var i stand til at modtage befalinger direkte fra israelitternes gud Jahweh! 3.000 år efter skrev den italienske magtanalytiker Niccolo Machiavelli (1462-1527) beundrende om dette i sit berømte værk om statskundskab netop for konger "Il Principe" ('Fyrsten'), at - "det trick, som Moses udførte, var yderst kløgtigt, nemlig at kundgøre, at hos hele folket var han, Moses, den eneste, Jahweh havde som talerør".

At folket accepterede Moses som gudens talerør var også et tegn på, at Moses betragtedes som havende en kongestatus, idet der i det gamle Egypten og Mellemøsten eksisterede en lang tradition for, at kongen var "gudens talerør". Det var også baggrunden for, at der blev lagt så megen vægt på at tyde kongernes drømme og tyde stjernerne ved vigtige begivenheder i en konges liv, idet det opfattedes at være gudernes meddelelse gennem kongen om noget, der angik hele landet. Således sattes i den astrologiske tradition såvel som i drømmetydning landets skæbne lig med kongens skæbne, hvorfor det gjaldt om at styrke og forny kongens "kraft" - undertiden ved at udføre "det stedfortrædende offerdrab", når det efter "stjernernes varsler" mentes nødvendigt.

Moses optrådte som den tids typiske "sakrale konge" ved at være "gudens talerør". Men derudover har han selv været i besiddelse af "den profetiske gave". Der kan ikke være tvivl om hans særlige profetiske evner - og det synes da at være Jethros fortjeneste at have bidraget til at organisere måden, som Moses anvendte denne side af sit særlige talent på.

At Moses' kongestatus reelt var anerkendt af israelitterne under udvandringen fra Egypten, fremgår også af, at han havde direkte adgang i israelitternes helligdom "Tabernaklet", det mobile tempeltelt, til den afdeling, der var afspærret som "det allerhelligste" - hvor han som "gudens talerør" formidlede meddelelser fra guden. Denne måde at indrette templet med et "allerhelligste" var overtaget fra egypternes større templer - og i hovedtemplerne i hele den gamle verden var adgangen derind kun tilladt for konger (samt ved visse lejligheder for kongens religiøse stedfortræder, ypperstepræsten).

Tilmed viser det også Moses' kongestatus, at han havde en ypperstepræst som stedfortræder til disse religiøse handlinger, sådan som det var kongers skik under de gamle kulturer. Inden for den katolske kirke er en af Pavens titler stadig Vicarius Dei, 'Guds stedfortræder'.

En konges vikar som også værende stedfortrædende "hjælperegent" tilsvarer en islamisk "vesir" hos konger i det gamle Mellemøsten. Ordet er fra arabisk wazir, 'stedfortræder' - oprindelig fra egyptisk Aser eller Usir, '(for) Osiris'. Netop wazir blev det navn, som araberne fortsat bruger om Ahron, der som ypperstepræst var Moses' stedfortræder.

Endelig fremtrådte Moses' kongestatus også ved, at han udstedte love og religiøse regler, hvilket kun konger kunne gøre - igen ifølge de gamle egyptiske og babyloniske forestillinger om kongen som "gudens talerør". Moses' position på dette område, ikke mindst ved episoden på Sinai-bjerget med hans fremtræden med "de ti bud"s tavler, korresponderer fuldt ud med denne herskende tradition.

Hermed opfattedes oldtidens konger som værende i nær kontakt med - eller ligefrem opstigende til - guden for at modtage "gudens eller gudernes tavler", nærmere betegnet som "bestemmelsens tavler". Dette udtryk stod for både "skæbnens tavler" og "lovens tavler", idet de på hver sin måde omhandlede, "hvad der var bestemt for menneskene".

Den lange række udsagn fra oldtiden og i antikken om Moses' status, som viser, at han oprindelig blev betragtet som prins, tronarving og konge, er netop tydeligt demonstreret af de gamle kilder og aldrig modsagt på det punkt (flere kilder behandles i nærværende bogseries bind 5, kap. 3). Men senere har de kilder været måske "uønskede" og blev efterhånden mere ignoreret.

_________________________________

• Moses' status som egyptisk tronarving fremgår også af udsagnet i rabbinerskrifterne om, at det mislykkedes for Moses at gribe Egyptens krone - og ligeledes af Artapanos' udsagn om, at Jethro ønskede Moses placeret på Egyptens trone. - Kun en person af anerkendt kongerang var i princippet accepteret - som just i Moses' tilfælde - til at sidde i dommersæde foran folket.
• Moses' kongestatus afspejles også i, at: a) han var "gudens talerør", og: b) ved hans uhindrede adgang til helligdommens allerhelligste, samt at: c) han havde en ypperstepræst, hvilken traditionelt var kongernes religiøse stedfortræder, foruden at: d) han udstedte love. - Alle var det handlinger særlig forbeholdt konger.

_________________________________