13. KAPITEL

Barnedrab udført som kultus

Ofring af børn ved kongesønners fødsel

Rabbinerskrifterne angiver, at Balaam i tiden op til Moses' fødsel rådede farao til at indskrænke antallet af hebræernes børn.

Ofring af børn var en udbredt tradition især kendt hos semitiske folkeslag og oprindelig udført ud fra betragtninger om at give afkald på det kæreste, man ejede, for at afværge, sone eller "købe aflad" for større truende farer og ulykker. Børn betragtes som levende ”genstande” med en handelsværdi. Udgravninger i oldtidsbyerne Megiddo og Gaza af mængder af indemurede lig af børn vidner om denne skik hos kanaanæerne - ligesom mange fund af barnelig fra nabatæernes ofringer i Petra i Jordan og hos fønikerne i Karthago i Tunis (en skik i øvrigt kendt hos aztekere og mayaer i Mexico).

I Bibelen er mindst 25 omtaler af barneofring - den ældste er om Abraham, der "på sin guds befaling" forsøgte at ofre sin søn Isak. I israelsk-jordansk-libanesiske områder og senere også i Karthago blev ofringerne især foretaget til guden Molok, hvis navn er i familie med melek, der betyder 'konge' (indgår f.eks. i navnet Melchior). Idet konger ofte betragtedes som guder, kan disse ofringer oprindeligt i nogle tilfælde tilmed være udført også for kongerne.

Men israelitterne havde ingen konger under deres første 400 års bosættelse i Israel - og allerede Moses havde med afskrækkende kendskab til den primitive ritus udtrykkeligt i sine love forbudt barneofring, der især florerede hos semitiske nabofolk. F.eks. var moabitterne kendt for at "ofre børn til Molok".

I den hebraiske bibels "2. Kongebog" (17,31) berettes om en senere tid, hvor nogle folkeslag i 600-tallet f.Kr. bosatte sig i Samaria og foretog barneofring til fremmede malik-guder (jf. melek og ligeledes Molok):

"… sefarvitterne brændte deres sønner i ilden for Adram-melek og Ana-melek …".

Børn ofredes, da Hi'el genbyggede Jeriko ("1. Kongebog" 16,34):

"… det kostede ham hans førstefødte, Abiram, at lægge fundamentet, og hans yngste, Segub, at indsætte byporten …".

Yderligere i "2. Krønikebog" (28,3) fortælles, at en jødisk konge, Ahaz af Judæa (735-28 f.Kr.) ofrede sine (konge)sønner:

"… ha … lod sine sønner brænde i bål …".

Ofring af kongebørn opfattedes som en kraftig magi - og "2. Kongebog" (3,26-27) omtaler, at israelitterne lod sig påvirke deraf:

"… Da kongen af Moab så, at kampen (mod israelitterhæren) var for hård for ham … tog han sin førstefødte søn, som skulle være konge efter ham, og ofrede ham som brændoffer på muren. Da kom der stor opstand mod israelitterne, så de drog bort fra ham og vendte tilbage til deres land …".

Kong Saul var rede til at ofre sin søn Jonathan; og i "Dommerbogen" (11,30) ofrer Israels kong Jeftas sin datter. Ikke helt ukendt andre steder - den græske kong Agamemnon lod sin datter Ifigénia ofre til guderne.

Barneofring var ofte forbundet med astromagiske forhold og er kendt helt frem til nutiden, bl.a. i Arabien - ifølge religionsforskeren Julius Wellhausen's bog "Reste arabischen Heidentums" (Berlin 1897, s. 40-44 og 115). Han rapporterede da, at drenge og piger stadig ofredes til Morgenstjernen, himmeldronningen al-Uzza, dvs. planeten Venus.

I sit råd om barnedrab kan Balaam også have indbygget en genocid hensigt: begrænsning af et stærkt voksende "indvandrersamfund" i Egypten. At der først og fremmest var tale om ofring, fremgår af "2. Mosebog" (1,22), hvor der, ud over hebræiske drengebørn, også skulle dræbes/druknes egyptiske forud for Moses' fødsel. Kultisk drukning var ikke ukendt i Egypten - ligesom senere i Hellas og Rom. Det omtales i egyptologen Margaret Murray's afhandling "The Cult of the Drowned in Egypt", i Zeitschrift für gyptische Sprache (51, 1914, s. 127-135).

I magisk praksis ansås afværgemagien ved et såkaldt "stedfortrædende" barneoffer som nødvendig for at beskytte kongebørn, tronarvinger, i perioden ved fødslen. Allerede hos egypternes kong Kheops, tusind år før Moses, indikeres - i "Papyrus Westcar" - barnedrab ved tronarvingfødsel. I Egypten var drukning en hellig død, idet man oversprang flere trin i dødsriget.

Rabbinerskrifterne beretter, at allerede kong Nimrod i Ur - mere end 400 år før Moses - efter et stjernevarsel henrettede et stort antal børn, da hebræernes ældste høvding Abraham fødtes. Lignende genkendes også 1.500 år efter Moses-tiden, da kong Herodes - ifølge evangelierne - lod børn henrette efter et stjernevarsel ved Jesu fødsel, der omtales som "fødslen af en kongesøn", dvs. "den nye konge".

Elementer i kanaanæisk (semitisk) kultus sås jævnligt i brug i Egypten. Når derfor Bibelen og rabbinerskrifterne fortæller, at der i tiden inden Moses' fødsel i Egypten blev beordret henrettelse - drukning - af nyfødte drengebørn, og at dette iværksattes som følge af et stjernevarsel, er det en korrekt fremstilling af Mellemøstens tradition for afværgemagi.

I Moses-episoden har der da været tale om stedfortrædende barneoffer ved et kongebarns fødsel. Den skik praktiseredes altså stadig, kort efter det semitiske hyksosfolks 180-årige besættelse af Egypten.

Men da Moses i den senere version af den Hebraiske Bibel, fra efter 400-tallet f.Kr., ikke længere åbent kendtes som egyptisk tronfølger, genkendtes heller ikke noget "stedfortrædende offer" for Moses som det nyfødte kongebarn. Den pågældende bibeltekst vil nu efterlade det indtryk, at barnedrabene ved Moses' fødsel var en enkeltstående begivenhed, et anslag mod hebræerne, skønt disse forhold beviseligt var udbredt praksis i den gamle verdens kongekulttradition.