Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-De-Fortrængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (21 af 70)


Ove von Spaeth afslører et omvæltende attentat på Moses, og dokumenterer, at hans liv og position var overraskende anderledes end hidtil antaget.

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (21 af 70)

Freud - og historiesyn præget

af kirkelig Moses-kliché

 

Efter mangeårige forsøg skrev Sigmund Freud 1934-1938 tre afhandlinger - og det blev hans sidste bog - med titlen "Der Mann Moses und die monotheistische Religion", hvor han brugte sit analytiske talent til at dissekere Moses-beretningen. Her fremhævede Freud - som den første - den kendsgerning, at ingen historiker havde fundet det påfaldende, at Moses' navn var egyptisk! Freud var af rabbinerslægt og fremsatte her i åben modstrid med ortodoks jødisk indstilling, at konsekvensen måtte være, at Moses var egypter og ikke-jøde (dvs. ikke hebræer).

Et af hovedpunkterne i den sexualitetforskende analytiker Freuds argumentation var Moses' indførelse af den egyptiske skik omskæring.

En ekspert i hebræisk historie, Ludwig Hugo Koehler, kommenterede i "Neue Zürcher Zeitung" (No. 667; 16. april 1939) Freuds Moses-afhandlinger og opstillede en liste over, hvad han selv anså for ukorrekte og umulige påstande, men anerkendte at:

"… Freud med sit store talent havde fået en sandsynlig forklaring ud af det givne fletværk af umuligheder …".

Dette er ret præcist vurderet - for hvad angår det historiske aspekt ved Moses som egyptisk prins, var Freud logisk og konkret.

Ligeledes når Freud - der var egyptologisk velorienteret og bl.a. kendt for sin samling af ushapti-figurer - lagde vægt på det faktum, at der i datidens egyptiske samfund fandtes tendenser til koncentration om én udvalgt gud (men er ikke det samme som ren "monoteisme"). Freud mente da, at kongesønnen(!) Moses kunne have repræsenteret den opfattelse, og at Moses ved sin senere forbindelse til jøderne bragtes til at fremtræde i overleveringen, som om han oprindelig var af jødisk herkomst.

Men hvor afhandlingen går ind på det psykoanalytiske, virker den ikke uinteressante synsvinkel lige på det punkt som sat uden for konkrete data i teksterne: ifølge Freud "havde Moses ligesom visse neurotikere søgt at bryde med sin (egyptiske) familie for at finde en mere velegnet".

Fortsat uden historisk belæg herfor foreslog Freud - og nogen tid før ham, forskeren Ernst Sellin - at "jøderne senere dræbte Moses (svarende til Freuds hypotese om sønnernes drab på urfaderen) ud fra deres uvillighed til at følge Moses' krav om tilslutning til hans moralopfattelse ('de ti bud' etc.)"; - og at "erindring om drabet gav dette folk skyldfølelse, som det kompenserede for ved med forsinket lydighed at opfinde en immateriel fjern gud, der lignede både Moses' gud og Moses selv".

Under denne psykohistoriske tolkning lod Freud desuden forstå, at han betvivlede, at et enkelt menneske kunne udføre, hvad Moses gjorde; han mente da, at Moses i virkeligheden var to forskellige personer. Også andre forskere har hypoteser om to anførere - og endog to udvandringer. Men hvorfor skulle én person af Moses' volumen ikke klare opgaven?

Som ældre identificerede Freud sig selv med Moses, ørkenvandreren, der aldrig kom ind i "det forjættede land". F.eks. i brev til Jung (17. 1. 1909): "… om jeg er Moses, er du Joshua …". Tidligt havde Freud en dyb årelang optagethed af Michelangelos idealiserede statue af Moses "som billede af et fuldendt menneske" ifølge Freud's essay "The Moses of Michelangelo", i Standard Edition (vol. 13, 1914/1955, s. 211-238), skønt forbilledet tydeligt er antikkens statuer af guden Zeus. I utallige værker "analyseres" nu Freud om Moses, men hvor blev Moses af i alt dette?

Den som nævnt jødisk fødte og opdragede Freud faldt da i den anden grøft - han havde prøvet at komme fri af en jødisk opfattelse af Moses, men blev fikseret i den kristne kirkes Moses-stereotypi.

Lignende klichéopfattelse med en så uvirkelig Moses-skikkelse gav også afsmitning inden for fag som historie, egyptologi, oldtidssprog og arkæologi. Generationer af forskere har med Bibelens Moses-tekst søgt efter historiske spor af Moses, hvilke ikke kan findes i den form, fordi disse forskningsområder ofte uundgåeligt var præget af "kirkens billede" af Moses som "jødisk" patriark frem for en egypter, hvilket også altsammen medvirkede til at føre undersøgelser i en anden retning.

Men det var et resultatrigt brud med traditionel anskuelsesmåde, at enkelte forskere tidligt - også netop inden for antropologi (James Frazer m.fl.) - tog myterne alvorligt og underkastede dem nærmere analyse.

Imens er flere hidtil mindre forklarlige oplysninger i Bibelen blevet fejlbedømt ud fra nogle skrivebordsteorier, der grundløst og uanfægtet lever videre længe efter, at der fra alle sider er fremlagt vidt anerkendt videnskabelig dokumentation for, at de alligevel var fuldt forklarlige.

Eller, når der i Bibelens ældre tekster kan findes udtryk fra en sen tid, afvises bibelberetningen som en "fiktionslitteratur" bygget på myter, i stedet for at betragte den ud fra tidspunkterne for bibelredigering, hvor redaktørerne i så fald kan have indlagt deres egen tids sprog.

Den omtalte påstand om "vandresagn", hvad angår episoden med Moses på Nilen og lignende traditioner fra andre lande, er således skrivebordsteori. At "vandresagn" findes, kendes også fra nutidens myter på vandring. Men at gøre overleveringer til "vandresagn", når det som nævnt har skabt forvirring, at en specifik handling gentager sig fra land til land, har ofte været et let tilvejebragt forklaringsforsøg.

Det faldt ikke de pågældende forskere ind, at der var tale om en netop fælles, religiøs opfattelse - hvis temaer, tidligere omtalt, reelt blev gennemspillet i kultisk sammenhæng i de forskellige samfund.

Og skønt det er udmærket kendt, at der i disse gamle kulturer blev praktiseret ritualdrama eller mysteriespil, har denne praksis således ikke været sat i forbindelse med Moses-beretningen.

At der ikke hidtil i Egypten er fundet genkendelige spor fra Moses' tilstedeværelse og udvandringen, f.eks. inskriptioner om "Egyptens ti plager", har undret mange forskere, som finder det usandsynligt, at sådanne katastrofer kunne have ramt egypterne, uden at de blev optegnet. Men der kendes ingen farao, der i inskriptioner ville sætte sin prestige på spil ved at reklamere med store nederlag. Og desuden er ældre papyrusskrivemateriales forgængelighed et problem for optegnelserne - kun få manuskripter eller tekstdele fra før 1300 f.Kr. er bevaret.

Historiens store personligheder blev af forskningen ofte afvist jantelovsagtigt som værende forældet heltedyrkelse. Dog, når store skikkelser mest kendes inden for det enkelte folks tradition og myter, er det i senere tid sket, at visse nyorienterede historikere begynder at betragte dem som personer, der har levet i virkeligheden. En ældre ufleksibel holdning kan da afløses af et bredere syn på beretninger, der hidtil mest er (ned)vurderet til at være myter, men ofte må anses for reelle overleveringer: gamle beretninger kan indeholde værdifulde informationer, uanset om de endnu ikke er bekræftet arkæologisk.

Med denne baggrund forbedres indstilling og chancer for at finde spor i Egypten af Moses - ikke som hebræer, men netop som egypter.

Artikel-De-fortængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi
Download-fil: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER - Ove von Spaeth


Artikel-De-fortængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi
Læsefil med vendbare sider: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER