Den rituelle prøve

med de to guldskåle

Sjakal-maske af træ til mysterieoptrin-udklædning som guden Anubis.

Masken sættes på en præst; th. guderne Set og Horus - ofte modsætninger.

Samtidens egyptiske skåle med gløder (ligesom i den rituelle prøve).

Det kunne forekomme ved religiøse ceremonier, at den kongelige person lod frembære offer til guderne i to skåle. I forsøget på inden for mysteriespillets regler at redde Moses foreslog Jethro den i Orienten så gammelkendte metode, at den anklagede - dvs. denne dreng - skulle vælge imellem to frembårne guldskåle, der tilhørte ceremonien. Nemlig en skål med ædle stene og guld over for en skål med gode efterligninger lavet af glas og simili.

Hvis den ægte vare blev udpeget, blev det taget som tegn på, at vedkommende havde visdom nok til at skelne mellem ægte og falsk - og dermed mellem godt og ondt - og han kunne derfor drages til ansvar: med mulighed for konsekvenser. Mens valget af de værdiløse efterligninger opfattedes som tegn på den ukyndiges uskyldighed. Det kendtes ellers normalt som et symbolsk show udformet som en test i at vælge det rigtige.

Alt dette lå fortsat inden for reglernes koncept, idet der til de gamle mysteriekultiske indvielser hørte en prøve for den pågældende kandidat. Denne skulle herved gennem provokation, f.eks. fristelser, testes af en indviet person i en rolle svarende til "Djævelens advokat", og på den anden side forsvares af "de gode magters advokat".

Dette var almindelig praksis i disse kulter. Der kan bl.a. genkendes lignende "motiv" bag en senere beslutningssituation, som Bibelen to forskellige steder, nemlig "2. Samuels Bog" (24,1) og "1. Krønikebog" (21,1), fortæller på næsten enslydende måde om henholdsvis Jahweh og Satan, der opfordrede kong David til at iværksætte folketælling, som var imod loven.

Lignende disput mellem Jahweh og Satan findes i Bibelens "Jobs Bog" - der ifølge alle traditioner er (i sin kerne) forfattet af Moses. Heri ses det mangfoldige gange at fremgå, at der var tale om mysteriespil, hvor Job sattes på prøve for at bevise, han kunne opfylde, hvad der krævedes af ham. Allerede i indledningen af "Jobs Bog" (1,6 og 2,1) - umiddelbart før en dialog der fungerer ligesom en rigtig teaterdialog - er et scenario udformet som en opstilling til at begynde mysteriespillet:

"… Så indtraf den dag, da gudesønnerne kom og stillede sig foran Jahweh, og blandt dem kom også Satan …".

En af de betydeligste eksperter med hensyn til Job er N.H. Tur-Sinai (H. Torczyner), der i sin afhandling "The Book of Job; A New Commentary" (Jerusalem 1957, s. 41 n. 1) angiver, at:

"… Satans fremtræden som deltager i "Guds hof" kan kun blive forstået, hvis han havde en genpart ved hoffet hos de jordiske konger …".

Senere fortsatte traditionen med dette Gud/djævel-retssagsspil inden for den kristne kirke; bl.a. ved den ene af Vatikanets tre domstole, når en person skal saligkåres - et forstadium til kåring til helgen.

F.eks. skete det sådan i 1988 posthumt for den danske videnskabsmand og teolog Steno, Niels Stensen, død 1686. Stadigvæk optræder Guds og djævelens advokater her, henholdsvis forsvareren der skal bevise, og anklageren der skal modbevise, at kandidaten har levet op til betingelserne for at blive saligkåret; bl.a. vurderes kvaliteten af miraklerne.

Inden for den oprindelige kultiske proces findes det mest berømte overleverede eksempel i Bibelen i "Lukas' Evangelium" (4,1-13) i en form, der ligner et uddrag af en indvielsesakt: her foregik en del af forløbet netop i templet (på templets tag), og hvor det ondes repræsentant - naturligvis spillet af en formummet indviet person - fremsatte tilbud, der som en selvfølge afvistes, sådan som det altid blev gjort ved disse prøvelser.

Selv om det ikke var svært at give en afvisning og sige nej, skulle denne reelt arketypiske valgsituation alligevel gennemføres ved gennemspilning af dette bestemte tema. En grundliggende hensigt var at fremkalde en psykisk virkning; og herunder at den pågældende kandidats handling ved at skelne mellem godt og ondt blev manifesteret i den ydre, fysiske verden og ikke kun mentalt i tankerne.

Selv et barn kunne på forhånd instrueres i at komme rigtigt igennem prøven, og den treårige Moses havde sagtens selv kunnet finde ud af at vælge den her i dette tilfælde "rette" skål med glas og simili - og netop dét frygtede Balaam, at den begavede dreng ville.

Derfor fik Balaam denne foreslåede fremgangsmåde forpurret - stadig uden at ødelægge den omhandlede ritus' ydre form - ved at insistere på den ligeledes gamle opfattelse: uskylden skulle bevises ved, at den anklagede kunne holde på gløder med sine hænder uden at skades.

Da de øvrige tilstedeværende hverken turde lade drengen aflægge denne grusomme prøve eller turde gå åbent imod Balaam med hans mærkelige magt over andre, lykkedes det denne nedrige person at få drejet afgørelsen til et besynderligt kompromis, hvor testen afhang mere af valget end af uskadte hænder. Det refereres i S. Baring-Gould's "Characters" (2, s.77), at Balaam dømte på denne måde:

"… Bring en skål med ædelstene og en skål med gløder for at afgøre, om drengen er snu og farlig eller uskyldig …".

Han var herved helt sikker på, at drengen for at undgå at brænde sig ville vælge "forkert" - dvs. guldet - og derfor måtte dø.

Som ved et mirakel - af forløbet fremgår det ikke klart, og dog virker det som om denne Faraos Datter, den viljestærke Hatshepsut, ved bevidst øjenkontakt med drengen havde styret hans færd - endte episoden med, at Moses rakte ud efter gløderne og brændte sig; men reddede livet. Han tog derefter fingeren op til munden.

Flere rabbinerskrifter tilføjer, at dette var for at sutte på fingeren for at mildne smerten - og at en lille glød klæbede til fingeren, så han brændte sig på tungen og i munden. I en sen bibeltekst genspejles dette, idet Esajas (6,6) fik sin mund berørt af et glødende kul, og det gjorde ham "ren", så han kunne virke som profet - ligesom Moses. Endnu en sen kommentator i rabbinerskrifterne har fortolket, at fra denne episode skulle Moses have fået en talevanskelighed. Men trods alt dette, der viser det tabte kendskab til egyptiske forhold, har skrifterne altså perfekt overleveret den særlige attitude "fingeren på munden":

For dette tegn var fra gammel tid et særkende for Horusbarnet (i en form, der senere af grækerne kaldtes Harpokrates, fra egyptisk herpakred). På afbildninger ses prinser (og visse andre børn) klædt som Horusbarnet - præcis som Moses optrådte i denne rolle i dette ceremonielle spil!

Yderligere har arkæologer fundet afbildninger af skåle, som er helt mage til dem, der anvendtes i dette mysteriespil. Bl.a. findes sådanne skåle med indhold af både kostbarheder og gløder afbildet på vægge i gravkamre ved den daværende kongelige residensstad Theben og er fra 1500-tallet f.Kr., Hatshepsuts og Moses' tid. Også i Bibelens "Jobs Bog", hvis forfatterskab i al tradition er som førnævnt tillagt netop Moses, genkendes (i 28,17) en kultisk prøves skåle:

"… visdommen … den kan ikke sammenlignes med guld eller glas - eller byttes ud med skåle af ægte guld …".

Skjult inden for kroningsceremoniens mytologiske optrin har da udspillet sig et "drama inden i dramaet", hvor Balaam og Jethro - under dække af mysteriespillets ydre fastlagte handling om striden mellem Horus og Seth - førte deres egen krig om drengens liv eller død. Her var Balaam i virkeligheden gået for vidt i sin rolle som "modstanderen" Seth, djævelens advokat. - Og det var som om han "forblev i rollen" resten af sit liv. En tekst i Quranen (VII, sura 173), der i den islamiske tradition omhandler Balaam, lyder:

"… Djævelen vandt herredømmet over ham …".

For Balaam glemte ikke Jethro for at være kommet ham på tværs, da Jethro med fare for sin position og tilværelse havde fulgt sine personlige følelser for at redde drengen. Efter sit attentatforsøg mod Moses underminerede Balaam derfor Jethros position så meget, at Jethro snart forsvandt langt bort fra hoffet - i første omgang til et langvarigt ophold på Sinai, et Midian-distrikt. Ifølge rabbinerne blev redningen af Moses hermed Jethros sidste indsats hos farao.

Snart blev situationen ligeledes for truende for den anden faraorådgiver Job. Også han flygtede langt bort fra hoffets rækkevidde. Rabbinerskrifterne bruger det sigende udtryk, at:

"… Jethro undslap før Job …"

- fra hoffet. Herefter var Balaam - med sin stærke position ved hoffet og præsteskabet - temmelig enerådende, hvilket især skulle blive et problem for Moses som "Faraos Datters søn".

I forbindelse med kroningen beretter rabbinerskrifterne (Baring-Gould, "Characters", 2), at Balaam til støtte for sit udsagn om Moses' fremtidige farlighed udmalede, hvor forfærdelige "de fremmede" var, som Moses ville blive tilknyttet ifølge tolkningen af varslet forud for Moses' fødsel. Balaam opregnede et helt synderegister om Abraham og hans sønner, især Jakob-familien og dens efterkommere, hebræerne i Egypten.

Herom gengiver rabbinerskrifterne direkte, uden modifikationer, Balaams opremsning af nedsættende ting hos denne stamfamilie; f.eks. at denne familie og dens efterkommere gennem tiderne bl.a. "ved bedrag" endda også over for egne familiemedlemmer havde tilranet sig store fordele - og til sidst havde "sat sig på det bedste af Egyptens jord" - ifølge S. Baring-Gould's "Characters …" (vol. 2, s. 77).

I rabbinerskrifterne er der også senere situationer, hvor Balaam udviser et besynderligt had til Faraos Datters søn: Ifølge Balaams forudsigelser - at "et barn vil blive til ulykke for Egypten og farao og hans mægtigste" - ville Moses, med navnets egyptiske betydning 'barn', blive årsag til, at Balaams egen position kom i fare.

Balaam blev så at sige Moses' "onde ånd". Han fik arrangeret, at hans to sønner, Jannes og Jambres, blev lærere for Moses, således at Moses i virkeligheden var under kontrol. Balaam var frygtet, hans magt var stor, og - stadig ifølge rabbinerskrifterne - var det bl.a. hans sønner, som Moses og Ahron siden konkurrerede med og overvandt i magiprøver: disse blev, i "2. Mosebog"s kap. 7-12, fremvist for "den hårde farao", der ville forhindre israelitternes udvandring.

Episoden med den tabte krone blev af Balaam udlagt som et dårligt varsel, og på ejendommelig vis gik også denne forudsigelse i opfyldelse - for Egyptens dobbeltkrone gled senere Moses af hænde, just som han skulle modtage den, og han måtte tage flugten; (omhandles i bind 2).

Et dårligt varsel vil let fungere selvforstærkende i en kulturkreds, hvor de fleste troede på varsler. Følgelig ville tilbøjeligheden til at støtte Moses som tronkandidat mindskes, og herved - selvbekræftende - udløse en virkning med netop den art tendenser, der var varslet.

Teologi- og bibeltekstforskning har generelt vist at have svært ved at acceptere ovenstående type overleveringer; de omtales uanalytisk som romantiserede fantasiberetninger. I dette tilfælde ignoreres da en række dokumenterede forhold fra egyptologisk og antropologisk viden.

Bronzefigur af Horus som gudebarnet, senere kaldet Harpokrates, med de obligatoriske tegn: især barnets hårlok på siden af hovedet samt fingeren i/ved munden, foruden at han bærer Øvre og Nedre Egyptens "pschent", dobbeltkrone. Egyptiske kronprinser var i deres yngre år automatisk identificeret med, og ved specielle lejligheder også udklædt som dette kronede gudebarn Horus.

Flere af en konges navne tildeltes først ved den endelige kroning. De omhandlede faraoners navne vises her i kongelig ramme (kartouche) og indledes med sivet og bien.

PLANCHE 04 - DE-FORTRÆNGTE-OPTEGNELSER

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

_________________________________

• Kun et barn af kongeæt ville i sine tidligste år kunne krones som tronarving. At Moses ses i Horusbarn-rollen, forudsatte den status.
• Egyptologiske detaljer i tekster om Moses' kroning til tronfølger vil, tilsammen med at Moses beskrives som "søn af Faraos Datter", bestyrke, at Moses var anset som kronet til faraos tronfølger.
• Rabbinerskrifters omtale af forholdene ved denne kroning, hvis handling afdækker et mysteriespil, viser insidekendskab, der ikke kan være senere påfund af rabbinerne, men er en genuin overlevering.

_________________________________