Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-De-Fortrængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (50 af 70)


Ove von Spaeth afslører et omvæltende attentat på Moses, og dokumenterer, at hans liv og position var overraskende anderledes end hidtil antaget.

DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER (50 af 70)

18. KAPITEL

Moses opfyldte alle kongetegn

 

Moses som konge, i Bibelen og rabbinerskrifter

Indtil hebræernes bosættelse i Egypten havde de ikke konger og ej heller tradition for at være regeret af konger. Efter udvandringen, da de havde invaderet og bosat sig i det kanaanæiske land, var de gennem de første 400 år fortsat uden konge - for dem var stor kongemagt et egyptisk eller babylonisk fænomen.

Både i selve Bibelen og yderligere i rabbinerskrifterne og hos oldtidsforfatterne findes adskillige henvisninger til, at Moses lige fra sin fødsel "opfyldte" eller besad den gamle verdens traditionelle kongetegn. De fremlagte data er her præsenteret samlet:

  1. Kongens drømme- og stjernevarsler omkring Moses' fødsel var: - et fænomen i forbindelse med fødsel af kongebørn.
  2. Kongens dekret om henrettelse af drengebørn var: - en rituel ofring til beskyttelse af kongebørn.
  3. Episoden med arken var: - et ritual alene anvendt for udvalgte børn af kongeæt.
  4. Faraos Datters badning i floden var: - en rituel renselse for at modtage kongebarnet som en gud.
  5. Beskrivelsen af den nyfødte Moses' "udstråling" var: - efter egyptisk opfattelse at sammenligne med udstrålingen fra en gud - et traditionelt anerkendt kongetegn.
  6. Moses kronedes som tresårig til tronarving: - kun et barn af kongeæt ville kunne krones som tronarving.
  7. Moses blev opdraget som prins af Faraos Datter: - det forekommer hverken muligt eller sandsynligt for et ikke-kongeligt barn at opnå en sådan status og prinselig uddannelse.
  8. Moses' embeder, nævnt specifikt hos rabbinere og oldtidsforfattere, og berørt i Bibelen var: - tradition hos faraoprinser.
  9. Selv under Egyptens krise, hvor Moses var faraos modstander, fremhæves Moses' høje anseelse og magt hos hoffet/embedsmænd og hos folket, ifølge "2. Mosebog" (11,3). Og siden omtales, at han forhandlede direkte med farao: - tilsammen ville dette være udelukket for en ikke-kongelig.
  10. "2. Mosebog" (2,11-15) omtaler, at Moses søgte at løse en strid mellem to hebræere, hvilket førte til, at Moses måtte gå i eksil. Lignende ses i "4. Mosebog" (16,13). Den ene sagde til ham:

"… Hvem har sat dig til fyrste og dommer over os? …".

Den Hebraiske Bibel anvender her ordet sar, der er beslægtet med persisk shah, 'konge'. Det hebraiske sar er brugt i betydningen 'fyrste', men kunne også forstås i forbindelse med 'konge', hvilket ellers betegnedes med det hebraiske ord melek. Betydningen 'konge' er dog tydelig, fordi udtrykket kædes sammen med "dommer". En baggrund er, at "konge og dommer" ofte ses som en enhed i de gamle kulturer; f.eks. hos kong Salomon og høvdingen Samson.

Da den 40-årige Moses frem til sin flugt og sit eksil var tronfølger, var det derfor helt præcist at kalde ham en kongelig fyrste eller prins. Ydermere bemærkelsesværdigt er, at de to hebræere tog afstand fra ham ved at understrege, at Moses i hvert fald ikke var hersker over dem som (kongetraditionsløse) hebræere.

I sit store kvad til folket i "5. Mosebog" (33,4-5) beskrev Moses også sig selv som en konge:

"… Torah ('loven') blev pålagt os af Moses, hans eje er Jakobs forsamling (Israel), og han blev konge i Jeshurun ('retlinede Israel') …".

Udtrykket "hans eje" havde sin baggrund i, at et folk betragtedes som kongens ejendom. I den Hebraiske Bibel er her med den hebraiske konsonantskrift skrevet mrsh, hvilket efter indsættelse af vokaler vil udtales som morasho med betydningen 'hans eje'.

Men kendskabet til Moses som egypter og kongelig født tronarving blev overskygget på grund af senere bibelredigeringer, bl.a. hos Ezra. Og tusinde år efter Ezra, da der indførtes vokalmarkeringer (kaldet masoretiske tegn) i teksterne, for at udtalen af ordenes vokaler ikke skulle glemmes, var fortrængelsen slået igennem.

Siden denne sene foranstaltning indførtes, er mrsh vokaliseret til at udtales morasha(h), dvs. 'et eje, en arv, en opnået besiddelse'. Skiftet fra 'hans eje' til 'et eje', der er indbygget i ordets ændrede slutvokal, forandrede hele sætningens betydning til, at Torah ('Loven') gøres til "et eje for Jakobs forsamling".

Denne ændring afslører sig nu som et brud i sammenhængen af de øvrige af kvadets "parallelismer". De gamle hebraiske digte er stærkt anderledes end prosa, selv om de ikke er metriske, men frie vers. Der bruges en anderledes rytme og ofte et helt andet ordforråd.

Hovedvirkemidlet "parallelisme" er rytmiske, forstærkende gentagelser af udsagnenes indhold - og har, som i dette tilfælde, fortsat skabt usikkerhed hos kristne oversættere, bl.a. Luther og Calvin. Dog, som teologer prioriterede de troen højere end historie, idet de - da udtrykket "konge" stadig var forblevet i teksten - ville have det til at betyde "Gud som er konge".

Men denne mere udviklede ide om "Jahweh som konge" tilhører en senere teologi fra Davids tid 400 år efter Moses. Luther og Calvin begik da et eklatant stilbrud i deres forsøg på at undgå, at teksten gav udtryk for sit oprindelige indhold om "Moses som konge".

For at få ændringen til at passe blev her gjort vold på det omtalte mønster af "paralleller" ved hjælp af en anden versopdeling, der etableredes så sent som i renæssancen i 1500-tallet. Derimod forklarer rabbinerskrifter som "Midrash ha-Gadol" og "Midrash Tannaim", at Moses i den passage præcis skal forstås "som konge" og "fyrste".

Med disse eksempler fra Bibelen, rabbineres og oldtidsforfatteres skrifter - samt med historiske oplysninger om kongers traditionelle udøvelse af deres funktion i oldtiden - tegner der sig et konkret og uafviseligt billede af Moses med en kongeposition.

Selv om Moses' oprindelige status søgtes fortrængt fra bibelteksterne, som nævnt især på Ezras tid i 400-tallet f.Kr., forbliver sporene bevaret i andre kilder. I rabbinerskrifterne hedder det lige ud:

"… under de syv dages indvielse af Helligdommens telt (Tabernaklet) fungerede Moses som ypperstepræst … Moses blev også betragtet som Israels konge gennem de 40 år i ørkenen …".

Et nu forsvundet værk fra 220 f.Kr., kendt i citater hos oldtidsforfattere, hedder "Det Jødiske Folks Konger". Forfatteren - den egyptisk-græske historiker Demetrius af Phaleron, leder af Alexandrias bibliotek og lærer for Egyptens kong Ptolemæus IV - kalder direkte Moses: "konge".

Den egyptisk-jødiske filosof i Alexandria, Philo Judæus, skrev cirka år 10 e.Kr. i sin Moses-biografi "Vita Mosis" (2,3-4):

"… Moses blev gennem Guds formidling konge og lovgiver og ypperstepræst og profet. Inden for hvert af disse områder når han den højeste plads …".

Philo kalder Moses direkte for "Faraos Datters søn" og "den unge konge" (1,45 og 1,32). Kun Moses' andre embeder mener Philo det nødvendigt at forklare, mens Moses' kongerang er en indforstået selvfølge.

Lignende kendskab til "Moses som konge" ses 80 e.Kr. i den jødiske Justus af Tiberias' historieværk (gået tabt i 900-tallet) "Krønike over Israels Konger fra Moses til Agrippa II".

Til den Samaritanske Bibel, der alene omfatter Mosebøgerne, findes tilknyttede værker med overleveringer indlagt i samaritanernes egne kommentartekster, og også her findes Moses omtalt som konge.

Artikel-De-fortængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi
Download-fil: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER - Ove von Spaeth


Artikel-De-fortængte-Optegnelser-Ove-von-Spaeth-Egyptologi
Læsefil med vendbare sider: DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER