Berømteste eksempel

på 'guden som far'?

Idet kejser Augustus var undfanget i Jupiter-templet som "gudens-søn", lod han over hele Romerriget opstille altre til at ofre på til kejseren selv. Således blev han - ved denne statslige kejserkult - anset for en halvgud. Ifølge Markus 12,17 og Lukas

20,22 fremviste Jesus en mønt med kejserens portræt og talte om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Men en overset ekstra pointe er, at på alle

kejser Augustus mønter var der ved hans portræt skrevet divi filius, dvs. 'guds søn'!

De første kristne var stolte over, at Jesus både ved undfangelse og i anseelse som guddommelig ikke stod tilbage for kejseren. Her blev Jesus historiens berømteste eksempel på at være "guds søn", og sluttelig synes det indtryk at have taget overhånd, at han også var det eneste eksempel.

En kongelig fødsel efter undfangelse ved gudens ånd, der i denne situation tager ophold i en indviet jordisk "stedfortræder", blev frem til den kristne kirkes første periode anset for noget storslået og følgelig taget med i betragtning angående den status, Jesus skulle have.

To af evangelisterne, Matthæus og Lukas, omtaler omstændigheder ved Jesu fødsel, der viser sig helt og holdent at følge traditionen for store kongers undfangelse og fødsel. Det er netop disse tekster, som også viser Jesu imponerende stamtavler - tilbage via kong David til Adam - der skulle demonstrere, at han var af kongeblod; foruden at lederen af korsfæstelsen, Pilatus, kaldte Jesus for "jødernes konge", og endda insisterede derpå efter kritik for at have ladet denne titel skrive på et skilt på Jesu kors.

At være født med guden som far, og derfor undfanget ved nævnte tradition i templet, ansås følgelig også på Jesu tid for højeste status og skulle give de største herskere, f.eks. Alexander d. Store og kejser Augustus, ekstra glans. Alexander, navnet betyder 'menneskets frelser', fødtes som nævnt på Regulus-stjernens dag: Dagen var det egyptiske nytår og var i Babylon og senere Rom også genkomstdagen for Tammuz, babyloniernes Adam. Ifølge visse apokryfiske traditioner blev også netop Jesus født på den dag.

Oprindelsen til traditionen med at have guden som far tilskrives som nævnt Adam som den første. Herefter fulgte det logisk, at Jesus - hvem Paulus i "1. Korintherbrev" (15,45) kaldte "den anden Adam" - symbolsk var af tilsvarende oprindelse som "den første Adam".

Idet navnet Adam bl.a. betyder 'menneske', blev "den anden eller den følgende Adam" benævnt ved tilhørsforholds-udtrykket "søn af Adam", og heraf bogstaveligt omtalt som 'søn af mennesket'. Nu fulgte, at Jesus som "den anden Adam" fik tilsvarende betegnelse: "menneskesønnen".

I mysteriekulterne - som også flere af de første kristne tilhængere fulgte - ud­tryktes derfor i deres lære, at menneskesønnen hermed havde guden som far. Og de indviede fulgte her traditionens mønster for kongerne og lod niveauet "gud(en)s-søn" være den næsthøjeste grad af de 7 indvielsesgrader. (Mens den højeste grad, "Faderen", udtrykte at kunne være ét med faderen).

Nogle mysteriekulter opererede endvidere med en kommende "tredje Adam", der opfattedes som et fremtidigt udviklingsstade for det mere fuldendte menneske. En kristen-gnostisk ide var at lade den "tredje Adam" repræsentere af Jesus ved dennes genkomst i senere tider. Hvad Moses angår, ses han indlemmet af Paulus' teologi, i "Romerbrevet" (5,14), som formidler af udviklingshistoriens store vendepunkt mellem den første Adam og den næste, "den anden Adam".

Også oldkristne tekster om Jesu undfangelse og fødsel, samt gnostiske ideer herom, er af bemærkelsesværdig lighed med mønsteret i traditionen om hieros gamos; og var næsten uundgåeligt, når netop Jesus ved sin fødsel og herkomst ikke skulle fremstå som ringere end f.eks. kejser Augustus.

Flere apokryfe tekster til Det Ny Testamente angiver, at Maria befandt sig i et tempel, hvor hun undfangede. Hvorpå der lige efter fødslen stod astrologer parat - ligesom ved Moses' fødsel - dvs. altsammen som traditionelt ved kongers fødsel.

Og parallelt med de mange ældre kongefødsel-ritualer - hos kong Sargon og andre - blev også Jesus kort efter fødslen fundet af "hyrder" ude på "marken". De sad i så fald parat og ventede ved ruten i Nazareths naboby Nain, hebraisk for 'marken', der ligger nær landets anden by ved navn Bethlehem, nemlig en lille nordisraelsk by syv km fra Nazareth.

Ud fra oplysninger i ikke-bibelske overleveringer synes selve stedet for Jesu undfangelse at have været det lille tempel, et kultsted i nogle bestemte klipper, hvis semitiske navn betyder "kiddet", i en del af Karmelbjerget og hermed ikke så langt fra Marias hjemby Nazareth.

Dette kultsted var helligt for essæerne såvel som for Mithras-kulten og andre retninger, f.eks. visse af gnostikernes. Stedet var så anerkendt, at Titus, den senere kejser Vespasian, der kom med sin hær på vej til at generobre Jerusalem (år 70 e.kr.), gjorde holdt og ofrede dér.

I samme apokryfe tradition angives også, at Maria syede på motivet på forhænget til det allerhelligste, og fra Josefus' næsten samtidige værk om jødernes historie ved vi, at dette specielle forhæng var udsmykket som ét stort billede af himlen, dvs. med stjerner samt med selve Mælkevejen fra øverst til nederst. Mælkevejen identificeredes med den himmelske Verdens-akse, der på den måde igen - som hos kongerne - ses i sammenhæng med undfangelse.

Ifølge de apokryfe oplysninger skete indretningen af jødiske sekters kulter og templer bl.a. ud fra Moses' anvisninger om dette forhæng. Således kunne Verdens-aksen stadig være til stede - også i forbindelse med hieros gamos - for Moses' forbud gjaldt blot selve tilbedelsen af hellige søjler.

Først senere teologi, efter de kristnes redaktion af bibelindholdet i 325 e.Kr., baserede sig på en helt ændret opfattelse af en sådan undfangelse. For den religiøse opfattelse forandredes de første århundreder - både for at lægge afstand til andre konkurrerende sekter og ikke mindst under indflydelse af det opståede munkevæsen, kristne fanatikere samt sekteriske teologer.

Herved blev den fulde baggrund om kongelige undfangelser snart fortrængt endda med største afsky. Det er forståeligt, at allerede på et tidligt tidspunkt i hieros gamos' historie havde forholdene udviklet sig til, at den unge kvinde helst skulle være det, vi nu forstår ved jomfru. Men dette var kun af specielt praktiske grunde, nemlig for at ingen anden kunne påstås at have været sammen med pigen forinden, så "gudens eller kongens faderskab" dermed kunne betvivles.

Dette således "nyttige" fravær af forudgående seksuelle forhold før hieros gamos-akten blev i kirkens regi lavet om til, at der hos Maria ikke var nogen seksualakt overhovedet. Eksistensen af en "stand-in" eller "donor", hvem rabbinerne identificerede som romerofficeren Pantera, blev glemt efter de første generationer af kristne. Deres efterfølgere var ofte ikke indviede og her uden nærmere kendskab til detaljer i et ikke-offentligt ritual beregnet oprindeligt for kongers undfangelse.

I det senere cølibatpåbudte katolske præsteskab kom der strømninger med stor optagethed af emnets seksuelle side, og det bevirkede, at den fysisk-biologiske del af undfangelsen nedsættende og livsfjendsk blev kaldt for "besmittelse", som var det en sygdom værre end pesten.

For ikke alene docerede kirken senere, at Jesus var undfanget "ubesmittet", men så sent som for 140 år siden, i 1854, opfandt pave Pius IX dogmet om, at Jesus ikke kunne være født af en, der ikke selv var "ubesmittet" undfanget. Paven havde udviklet den ide fra en apokryf tekst. Teksten fortæller, at et barnløst ægtepar skulle blive forældre - til Maria - nemlig Joakim og hans hustru Anna; hun var af kongelig slægt. Og efter at Jahwehs instruks var åbenbaret for dem i en drøm, skulle de iklæde sig deres gamle bryllupsklæder og mødes i Jerusalems sydlige byport, hvorefter de med tiden skulle få et barn.

Der mangler efterhånden nogle detaljer i denne overlevering, men meningen er klar nok, idet handlingen tæt følger det klassiske mønster for hieros gamos - hvad enten dette skulle foregå i et tempel, eller på den hellige tærskeplads, eller som tidligere nævnt i Babylons byporte; eller nu i Jerusalems byporte som en art helligsted.

Men pågældende pave vidste i hvert fald ikke, hvordan traditionerne opfattedes i de ældste kristne kulter, eller hvad disse handlinger betød, når det gjaldt om at videreføre kongeblodets arv. Netop som i dette tilfælde, hvor Jesu stamtræ førtes tilbage til en lignende situation tusinde år forinden med kong Davids forfædre Ruth og Boaz (se nedenfor).

Og herfra førtes slægtslinjen endnu 700 år tilbage til Juda og Tamar, hvor sidstnævnte som beskrevet udstyrede sig som en tempelprostitueret til et lignende undfangelsesritual. Igen og igen træder den ældgamle tradition frem: Jesus som "guds-søn" og "jødernes konge" havde, ifølge en indikation i det apokryfe "Philips Evangeliet", et forhold til den prostituerede Maria Magdalene. Joshua havde - ifølge rabbinerskrifterne - et forhold til den prostituerede Rahab, desuden boede hun ved Jerikos byport. Og Moses kunne sandsynligt have fået sine sønner med "datteren" i Jethros tempel, dvs. på næsten lignende vis som nærværende bog viser, Moses selv var undfanget.

Den katolske helgeninde Hildegard af Bingen, 1100-tallet, lod i sine skrifter forstå, at hun betragtede seksualiteten som en del af den oprindelige paradistilstand; samt at denne indgik i ét hele i universet, der ses som en stor hellig organisme, der får sin energi fra Guds kærlighed.

Og med nævnte dogme om Jesu mormor, Anna, har nutidens katolske kirke "indrømmet" at være gået for vidt, idet den måtte tilbagekalde dogmet.

Dette var et højst usædvanligt skridt, idet kirkens dogmer bl.a. er defineret som værende indiskutable fundamenter for den klippefaste tro. Når et dogme så ejendommeligt og pludseligt blev sat ud af kraft og erklæredes for ugyldigt endda med tilbagevirkning, blev den katolske kirke nødsaget til at fremkomme med en begrundelse. Og denne var et elastisk tilbagetog med den særlige påstand: at det ikke var noget rigtigt dogme, hvorfor det derfor uden hindring kunne fjernes.

Men pave Pius IX havde i Vatikanet ladet fremstille et kæmpestort vægmaleri, der viser scenen med konsiliet, hvor denne pave for hele den gyldige forsamling af kardinaler og biskopper på kirkejuridisk vis dekreterede den legale indstiftelse af dette dogme.

Desuden findes stadig i Rom en kæmpemæssig søjle rejst af samme pave, i den victorianske tidsalder. Dette for at markere indstiftelsen af hans dogme om, at Jomfru Marias mor, Anna, undfangede Maria ved en "ubesmittet undfangelse". Kæmpesøjlen står nu på et af Roms torve som et sælsomt mindesmærke for denne sidste og også ejendommelige fase i et mere end 4.500 år gammelt perspektiv: heri fandtes både ideen om oprindelig Verdens-aksen/søjlen og om "guden som far", og dermed om "gud(en)s-søn", kendt længere tilbage end Egyptens 5. dynasti 2500 f.Kr.

Det græske udtryk parthenos har betydningen, 'en ung kvinde, der har nået den alder, hvor hun kan få børn', men siger ikke noget om hun er jomfru eller ej. Men selv til moderne bibeloversættelser nægter både den katolske og den protestantiske kirke at bruge den korrekte betydning af dette græske ord. Deres kirkeligt autoriserede oversættere mener, at noget af religionens grundvold går tabt, hvis de ikke lader oversættelsen af parthenos betyde "jomfru", for at Jesus kunne fødes som "Guds søn".

Disse udenværker ved religionen kom efterhånden til at blive anset blandt hovedpunkterne. Desuden fremstår begrundelsen for at bruge den ikke fuldt dækkende oversættelse som en underkendelse af det egentlige og oprindelige i denne religion. For her hævder nutidens autoriteter, at religionen ikke tåler at få bibeltekstens græske ord parthenos oversat efter sin virkelige betydning i fuld overensstemmelse med det nøjagtigt tilsvarende hebraiske ord alma: 'en ung kvinde, der kan få børn'.