20. KAPITEL

Moses - en tronarving på flugt

Symbolsk henrettelse af Moses

Fra Egyptens historie vides, at under Hatshepsuts regime udvidede præsteskabet sit eget magtområde i overvældende grad. Præsteskabet blev siden for mægtigt, så hun har været tvunget til at dæmme op for denne udvikling. Det måtte give mange konflikter - bl.a. har disse magtfulde præster blandet sig i tronfølgepolitikken. Som det foreligger nu, var Moses både født og kronet samt uddannet til at overtage tronen, men en præstestrid gjorde effektueringen heraf problematisk. En oversigt:

Det er et faktum, at ved Tuthmosis II's død (1509 f.Kr.) greb Hatshepsut på uventet måde ind mod præsters opposition og fortsatte alene som enkedronning-regent i 6-7 år, hvorefter hun - tilsyneladende ved en overrumplingsmanøvre - tog det for en kvinde mindre vanlige skridt (dog tilladt siden 2. dynasti) at blive kronet til farao. Skønt to delvise fortilfælde findes, anså forskere det for en skrøne, men senere opdagelser viser den betydning, der tillagdes helblodskongelige. At forstå dronningemoderens status og magt, kendt overalt i oldtiden, er en vigtig nøgle.

Præsterne havde i deres senere modstand mod hendes magt og reformer som nævnt udset sig en anden tronkandidat, nemlig den yngre og stadig umyndige søn (den senere Tuthmosis III), som Tuthmosis II havde med sin haremskvinde Iset. Der vil i denne optrappende konflikt kunne findes selve baggrunden for intrigen, som førte til den skjulte palads-revolution, hvilket endte med attentatet imod Moses.

Blandt de ældste mysteriespil i oldtiden var et særligt ritual udbredt og indgik i det betydningsfulde nytårsceremoniel, der var en fornyelsesfest. Her blev en deltager udklædt som "stedfortrædende konge" og fungerede ofte som rigtig konge i en kort periode, f.eks. i Babylon tre dage, og omfattede gennemspilning af dette ceremoniels "narrekonge"-ritual. Efter en bevidst forskruet anklageproces blev denne stedfortræder ofte dræbt eller landsforvist ved en rituel offerhandling.

30 år efter Hatshepsut blev dronning, afholdt hun cirka 1493 f.Kr. faraonernes fornyelsesfest, den såkaldte Sed-festival. Her synes præsteskabets langvarige modstand at kulminere, således at denne lejlighed skulle benyttes til at rydde faraoprinsen Moses af vejen ved et "stedfortrædende offer"-spil. Idet Moses fødtes 1534 f.Kr., var han cirka 40 år ved denne Sed-festival - og det var netop i den alder han undslap fra Egypten, ifølge rabbinerskrifterne og Ny Testamentes "Apostlenes Gerninger" (7,23).

Traditionelt skulle der i forbindelse med det "stedfortrædende kongeoffer"-ritual fremsættes vilde og latterlige "narreproces"-anklager. Sådanne falske anklager var netop, hvad der ifølge rabbinerskrifterne anvendtes til at kaste mistanke på Moses for manddrab.

Kun en beskåret episode fra intrigen - samt fra det efterfølgende eksil - omtales yderst kortfattet i Bibelen. I rabbinerskrifterne fremstår episoden som en forberedt situation, hvor to hebraiske mænd lokkede Moses i en fælde, hvorefter de i smug indklagede ham for drab og vidnede imod ham, vel vidende at det ville blive farligt for Moses.

Den pågældende drabsepisode, hvis ydre hovedtræk findes omtalt i "2. Mosebog" (2,11-14), blev den udløsende årsag til, at Moses til sidst måtte flygte fra Egypten.

At Moses' kongelige egyptiske afstamning var hovedårsag til, at han måtte gå i eksil, synes overensstemmende at ligge bag, når kirkehistorikeren Eusebius af Cæsarea cirka 290 e.Kr. i sit værk "Evangelica Præparatio" (9,27) omtaler, at det var "… en større intrige ved hoffet …" med "… forsøg på at dræbe Moses …" samt falske anklager, der førte til hans flugt.