2.   D E L

Verdens-aksen mellem Sirius/Hathor-koen og Orions stjerner,
i Dendera-templet.

10. KAPITEL

Stjernekultus, orakler og undfangelsesmagi

ved Verdens-aksen

Verdens-aksen - fra kosmologi til astromagi

Nogle særlige forhold inden for den egyptiske kongehustradition skulle få afgørende betydning ved Moses' undfangelse og fødsel.

I det gamle Egypten prioriteredes en arvelig tronfølge højt, idet kongerne var af "himmelsk slægt" - og den kongelige tronarving var da "gudens barn". Denne status må her ses som baggrund for ritualet med "gudebarnet" i arken på floden. Og forinden måtte guden impliceres i selve undfangelsen af barnet ved et særligt, kultisk ritual.

Skønt nogle egyptologer har været tilbøjelige til at anse disse forhold for symbolske og efterrationaliserede, eksisterer stadig indicier (omtale følger) for, at akten blev reelt fysisk gennemført.

I denne religiøse tradition var højeste gud Amon(-Re) far til kongen, og kongen selv var en gud. Der lærtes om kun én skabergud - Amon i Theben i Øvre Egypten, gudens navn var Ptah i Memphis i Nedre Egypten - i den egyptiske religion, der var kosmologisk ligesom alle de store gamle religioner og følgelig inkluderede en stjernelære.

I oldtidens religionskulter dukker gang på gang et bestemt begreb op - "Verdens-aksen". Fra kulturer samtidige med den egyptiske findes flere overleveringer, der omtaler den som en bestemt søjle - ofte i et tempel, og hvor den repræsenterede Verdens-aksen kultisk.

Ideen om Verdens-aksen har yderst sjældent været behandlet af historikerne. For bedre at forstå baggrunden for visse af de specielle kultiske ideer, der var udbredt i oldtiden, er det vigtigt at gøre sig klart, hvilken uhyre betydning der i de store kulturer i ældre tider blev tillagt "Verdens-aksen" (: Verdenssøjlen, Verdenstræet).

Verdens-aksen (ikke at forveksle med Jordens akse).

Den opfattedes som dannet af himlens tre kraftigst lysende stjerner: - Canopus som Verdens-aksens rod, Sirius lidt over denne, og Vega (Lyra) som dens øverste pol højt i nord. Disse specielle stjerners positioner ses som på en lige linje tværs hen over himlen, langs Mælkevejens lysende bånd på himlen hele vejen fra syd og op over øverste nord.

Om 12.600 år bliver Lyra igen nordstjerne, ligesom den har været det engang for cirka 13.000 år siden, hvor Verdens-aksen da var som en direkte forlængelse af Jordens akses position ud i rummet, et perspektiv der også synes antydet i flere ældre stjernemyter.

De gamle grækere demonstrerede en slags kendskab herom. Herodots verdenshistorie (2,142) refererer for således mere end 2.400 år siden, at de egyptiske præster havde en overleveret viden om starten på nogle omvæltende verdensbegivenheder 11.000 år tidligere: for just 13.000 år siden. Tidspunktet opfattedes som et afgørende, cyklisk udgangspunkt.

Der kan skimtes et astromagisk ritual bag beretningen om Moses, der i den lille ark flød på Nilen den dag, hvor Sol og Måne var meget tæt ved hinanden; - som en nymåne der næsten var ved at udvikle sig til en solformørkelse - samtidig med at de passerede Verdens-aksen på himlen. Episoden med arken synes i så fald udtryk for et bevidst iscenesat ritual i samklang med dele af tidligst kendte stjernemytologi, hvor f.eks. stjernebilledet Skibet/Arken og stjernebilledet Floden (Eridanus) kan findes placeret omkring roden af Verdens-aksen.

En ark i betydningen kiste eller skib, eller kombinationen en sejlende ark som hos Moses eller Osiris, blev i mytologierne identificeret med selve roden af Verdens-aksen. Også Pagtens Ark, som indeholdt Loven, var i overensstemmelse med stjernemytens ide om "visdomsskatte" ved Verdens-aksens rod. Denne ansås for at være lokaliseret præcist ved Canopus, hovedstjernen i ovennævnte stjernebillede Arken, der også kaldes Skibet.

Verdens-aksen eller -søjlen kendtes af filistre, indere, kinesere, keltere, nordboere og germanere. Og af Finlands samer indtil for blot 200 år siden. Endda også på det amerikanske kontinent i indianske kulturer.

Hos mayaerne var den Verdenstræet, benævnt junglens kæmpe, xibalbatræet, med rødder i underverdenen og grene i himlen. Ligeså hos babylonierne - såvel som i nordboernes mytologi. De sidstnævnte kaldte træet for ask, hvilket ord hos dem også var navnet både på det første menneske og det sproghistorisk forbundne ord "æske" (: kiste, ark, kasse); her kunne antydes en forbindelse mellem arken og Verdens-aksen/træet, som de kaldte Yggdrasil, eller Jørminsøjlen - sprogligt en variant af Irminsul, der var navn for germanernes Verdenssøjle.

I et old-finsk (ikke samisk) kvad, senere gendigtet som "Kalevala", findes motiver oprindelig fra Mellemøsten: Heri bringes de to himmellys, Sol og Måne igen frem, efter at de forsvandt - en tilstand billedligt som ved en solformørkelse. Deres tilvejebringelse igen skete ved, at låget åbnedes på "en lille ark", hvori gnisten til dem stadig fandtes. Dvs. svarende til, at "den nye konge" i arken var som den genfødte sol.

Lignende ses i én version af myten om den græske gudinde Pandora, dvs. 'al-gave', der åbnede for en kiste (af ler), så at alle deri opbevarede "gode ting" (svarende til gudebarnet, den nye konge med de gode gaver) ulykkeligvis fløj bort, og "kun" håbet blev tilbage i kisten.

I Persien blev kong Kyros (559-529 f.Kr.), da han var barn, sat ud hos en mand med indvielsestitlen "hyrde" og navnet Mithridates. I dette Mithras-kultiske navn betyder mithras 'pagt' - helt som Bibelens betegnelse 'testamente'. Hyrdens kone hed på medisk-persisk Spaka og i græsk version Kyno, hvilke på begge sprog betyder 'hund', der igen overalt var det andet meget anvendte navn for stjernen Sirius, "Store Hund", - ved Verdens-aksen. Flere gange i oldtidens beretninger, også i Bibelen, er denne akse billedligt gengivet som en vinstok; og Kyros' mor Agoste omtales at befinde sig ved dens fod, nemlig - ifølge Herodots beretning (1,107-130) - som selve vinstokkens udspring.

Verdens-aksen er et glemt kapitel i nutidens værker med gengivelse af verdenshistorien såvel som af astronomiens historie. Den senest kendte brug af dette himmelfænomen ses hos den danske astronom Ole Rømer, der omkring år 1700 måleteknisk brugte denne markante akse alene fra Lyren til Sirius - idet Canopus i syd ikke kan ses nord for Middelhavsområdet - til at udmåle bestemte stjerneforhold ud fra.

Et hidtil næsten totalt manglende kendskab til omstændigheder, der vedrører Verdens-aksen, har netop her skabt mange gåder og ofte naive fortolkninger hos forskningen i forbindelse med kosmologien i tidligere tiders religion, tankeverden og opfattelsesmåder.