DE FAGLIGE ORGANISATIONER
Separatistisk/ikke helhedsskabende
Den danske fagbevægelse er opbygget af fagforbund, og det øger risikoen for, at de enkelte fag forsøger at fastholde eller skabe privilegier på bekostning af andre grupper. Desuden tænker de traditionelt. De kæmper stadig for at gennemføre lønstigninger (selvom lønnen har mistet sin værdi som motivationsfaktor), og de opfordrer stadig til en form for klassekamp, selvom der i dag tales om værdikamp.
Repræsenterer hver sin kapitalistiske formue
Den stivhed, der findes i erhvervslivet, findes også i fagbevægelsen. Den oprindelige kamp mellem arbejdere og den besiddende klasse har affødt en stærk fagbevægelse, som har arvet en indre struktur, der minder meget om den, man i sin tid bekæmpede. Arbejdsgivere og fagbevægelse er i dag to magtblokke, som repræsenterer hver sin kapitalistiske formue. Fagforeningerne er blevet en slags interessekontorer. De har ikke meget mere at kæmpe for. Uden klassebevidsthed og uden en vision om at kunne gøre noget bedre, er det ikke her, inspirationen til det nye samfund kommer fra.
|