Det førindustrielle samfund havde som sagt jord som magtgrundlag. Med overgangen til industrisamfundet fik man kapital som magtgrundlag. Og nu bryder industrisamfundet sammen. Magten vil igen skifte grundlag. Fra kapital til viden. Det fremtidige samfunds primære ressourcer er information, kundskab og visdom.

Amerikanerne har længe diskuteret, at ”brain-power” – eller intellektuel kapital – bliver en af de vigtigste ressourcer i virksomhederne fremover. Flere amerikanske erhvervsledere mener, at rigtig anvendt kan det vise sig at være det afgørende våben overfor de super produktive og hæmningsløst konkurrencedygtige kinesere. Men at få greb om den nye form for kapital er straks mere vanskeligt.

I industrisamfundet forøgedes værdien ved hjælp af arbejde. I Den Nye Tidsalder skal denne teori erstattes af værdiforøgelse ved hjælp af viden. Den tanke, at viden kan skabe en værdiforøgelse, indgår i almindelighed ikke i de økonomiske analyser i dag. Viden er ikke varer og kan ikke forhandles på samme måde. Derfor er der ingen grund til at tro, at de gamle begreber passer til den nye situation.

Tanken om industrisamfundets sammenbrud skaber frygt hos mange, men om der er grund til at frygte forandringerne afhænger af, om man er i stand til at se mulighederne i stedet for problemerne.

Nogen giver op. Man kalder det for ”lemminge-syndromet”. I gode år æder de sig fede, dovne og magelige. Men når føden bliver knap, bliver de rædselsslagne. I stedet for at ændre spisevaner, styrter de sig i tusindvis ud over fjeldsiden.

Nogen lukker øjnene. Man kalder det ”strudse-syndromet”. ”Hvor er verden dog grøn og frodig”, sagde strudsen. Den havde stukket hovedet i den sidste busk på savannen.

Nogen håber, det går over – eller også gør de noget konstruktivt. ”Når det blæser op, er der nogle, som bygger læskærme, mens andre bygger vindmøller.”

Kriser repræsenterer nye muligheder, men man forsøger ofte at imødegå eller vende en krisesituation ved at benytte de kendte og ”sikre” metoder, de afprøvede strategier, de anerkendte argumenter. Det var jo dem, der tidligere skabte resultater. Man standser sjældent op (eller har ikke lyst eller mod til at gøre det), for at se på den proces, der foregår under overfladen. Er man i stand til at se det, får man måske også øje på de muligheder, krisen tilbyder.