Det er stadig det mest almindelige, at medlemmerne af en husholdning knyttes sammen af familieforhold. Grundlaget er ofte et formelt eller uformelt ægteskab. I takt med kvindefrigørelsen og kvindernes tilknytning til arbejdsmarkedet er rollefordelingen ændret og erstattet af en mere uformel koordinering af hjemmets aktiviteter, men det er ikke så meget de ændrede kønsroller, der vil sætte sit præg på fremtiden, som husstandenes størrelse.

Den gennemsnitlige husstandsstørrelse har siden århundredets begyndelse været dalende:

Fra store til små husstande:

• I 1901 boede der 4,3 personer på samme adresse
• I 2000 boede der 2,0 personer
• Og det forventes, at størrelsen vil falde til 1,8 personer

Det er en solid langtidstendens, som i øvrigt ses tilsvarende i de andre nordiske lande.

Årsagen:

• Faldende børnetal pr. familie.
• Det er ualmindeligt at have ældre familiemedlemmer boende.
• Det er ikke almindeligt at have fastboende hushjælp.
• Det er blevet acceptabelt at bo alene.

Det betyder, at hjemmet for et stigende antal mennesker ikke længere har den samme centrale plads i tilværelsen. Tidligere var hjemmet samlingspunktet. Her blev normerne fastlagt. Her havde man den sociale kontakt. En udvikling af nye sociale mønstre for familie og husstand er derfor en simpel nødvendighed for at undgå isolation. Derfor vil sociale kontakter i stigende grad søges udenfor hjemmet. Og de søges i stigende grad i subkulturerne.

Fremtidsforskerne konkluderer, at familien er ved at miste sin betydning. Det er imidlertid ikke korrekt. Men meget tyder på, at den biologiske familie får mindre betydning, fordi man i stigende grad finder sammen i åndelige familier. Sammenholdet i den biologiske familie er opbygget omkring traditionelle normer, som nu mister sin betydning, hvorimod den åndelige familie er baseret på nye fælles livsværdier, som den enkelte selv har valgt.

I den biologiske familie identificerede man sig primært med den ydre fysiske lighed, mens man i den åndelige familie identificerer sig med en indre åndelig lighed. Det optimale er naturligvis, hvis den biologiske og den åndelige familie er den samme, men de færreste er så heldige.