Kriser og konflikter er evolutionens udviklingsmetode på menneskehedens nuværende udviklingstrin, og derfor er konfrontationen mellem naturvidenskaben og åndsvidenskaben en nødvendighed. Det er ikke konflikt for konfliktens skyld, men for erkendelsens skyld. Her er nogle eksempler på konflikter, der kan være med til at bane vejen for en syntese af de to videnskaber:

Åndsvidenskaben påstår eksempelvis, at der findes indre tilstande og lokaliteter, hvor oplevelsen af tid og rum ændrer sig.

Ifølge åndsvidenskaben er det første indre eksistensplan efter det fysiske, følelsernes plan, som kaldes astralplanet. Under søvnen og efter den fysiske død er mennesket levende, bevidst og til stede på astralplanet i sit astrallegeme eller følelseslegeme. Og her er tilværelsen 4-dimensional. Det betyder, at man ikke kun ser en genstand fra én vinkel. Bevidstheden omslutter hele genstanden. Man oplever den derfor fra alle fire sider på én gang. Samtidig er tiden på astralplanet anderledes flydende, fleksibel eller elastisk – altså helt anderledes end i den fysiske verden, hvor tidens nøjagtige gang måles ved hjælp af et ur. På astralplanet befinder man sig endnu ikke i det “evige nu”, men er godt på vej.

Men allerede på næste indre eksistensplan – mentalplanet eller tankens plan, der ligger bag astralplanet – er mennesket inde i en oplevelse af et “evigt nu” på grund af stoffets høje vibrationshastighed. Her er mennesket til stede i sit mentallegeme eller tankelegeme, og den primære oplevelse af bevægelse, er skiftende sindstilstande. Og her i tankesindets egen verden er tilværelsen 5-dimensional. Det betyder, at en genstand ikke alene ses fra alle fire sider på én gang, men samtidig opleves indefra. Det gælder ikke bare en enkelt genstand, men alt på dette bevidsthedsniveau. Alt er derfor til stede i bevidstheden. Man har en oplevelse af enhed med alt.

Det er en bevidsthedstilstand, der umuligt kan rummes i den begrænsede fysiske hjerne, men hjernen fungerer også udelukkende som bevidsthedens redskab i den fysiske 3-dimensionale verden. Åndsvidenskaben påstår altså, at tid kun eksisterer i virkningernes verden. I årsagernes verden er der ingen tid eller “nul-tid” eller det “evige nu”.

Disse oplysninger er unægtelig i konflikt med de to klippefaste forudsætninger, som naturvidenskaben altid arbejder ud fra – nemlig tid og rum.

Selvfølgelig skaber disse informationer konflikt, for de er i strid med den sædvanlige oplevelse af tilværelsen. Hvis et menneske siger, at det skal ud at rejse, vil man sikkert spørge, hvornår, det skal af sted, og hvor rejsen går hen. Der skal med andre ord gøres rede for tid og rum. Hvis det svarer, at rejsen ikke går nogen steder hen, og at det ikke tager af sted på noget tidspunkt, vil det sikkert blive opfattet som en vittighed. Det fysiske menneske oplever, at alt sker i tid og rum. Tid og sted (eller rum) er ganske enkelt fundamentet for fysiske ræsonnementer.

Konflikten mellem naturvidenskaben og åndsvidenskaben går derfor på spørgsmålet, om tiden overhovedet eksisterer, eller om tidsoplevelsen er noget, man selv skaber i bevidstheden.

Reelt eksisterer tid ikke. Det er vanskeligt at forestille sig, at det ikke er tiden, der går, men mennesket der bevæger sig fra sindstilstand til sindstilstand. Tid eksisterer kun i menneskets tankesind. Tid er kun virkelighed, fordi tiden skabes af tænkeevnen. “Det evige nu” eller “ikke-tid” eller “nul-tid” kan kun opleves – ikke tænkes. Tanken vil straks opsplitte virkeligheden i tid.

Det samme gælder oplevelsen af rum. Hvis tid ikke eksisterer, eksisterer rum heller ikke. Rum eksisterer kun i kraft af afstande, og oplevelsen af afstande er nært knyttet til oplevelsen af fremadskridende tid. Når tiden smelter sammen til et “nu”, forsvinder ideen om afstand i tid og rum. Når tiden forsvinder, smelter de fjerneste og de nærmeste ting sammen. Alt er til stede i samme øjeblik.