Naturvidenskaben er faktisk ved at nærme sig de åndsvidenskabelige er­kendelser, og der er derfor grundlag for en sammensmeltning af de naturvidenskabelige og de åndsvidenskabelige forskningsmetoder.

Den almindelige opfattelse er, at naturvidenskaben analyserer virkeligheden efter logiske og uangribelige forskningsregler, og denne forskning resulterer i uangribelige beviser og endegyldige sandheder. Forskningen foretages primært af enkeltpersoner, som finder og samler den ene “sandhed” efter den anden. Naturvidenskaben giver imidlertid ikke et samlet billede af virkeligheden, og derfor heller ikke af sandheden. Men hvad er det så, den gør?

Naturvidenskaben giver menneskeheden to ting …

1. Den undersøger verden.
2. Den forsøger at forklare verden.

Naturvidenskabens forsøg på at undersøge og forklare verden kaldes “em­pirisme”. Empirisk forskning er erfaringsbaseret forskning. Den er baseret på iagttagelse ved hjælp af de fysiske sanser. Målet er at nå frem til en teori eller en sandsynlighedsberegning. På baggrund af iagttagelser forsøger man at drage nogle konklusioner og formulere dem som en lovmæssighed.

Men ét er iagttagelsen, noget andet er forklaringen på det, der iagttages. Naturvidenskabens forskere forsøger naturligvis at give en rationel forklaring på deres iagttagelser. Som regel sættes der lighedstegn mellem disse forklaringer og virkeligheden. Men forklaringen er ikke virkeligheden. Forklaringen er en abstraktion på virkeligheden.

For eksempel er et landkort ikke lig med landskabet, men et billede på landskabet. En planche med kurver og søjler kan forklare noget om virkeligheden, men den er ikke virkeligheden. Videnskabelige teorier og forklaringsmodeller kan illustrere aspekter af virkeligheden, men er ikke selve virkeligheden. De er abstraktioner af virkeligheden. At disse abstraktioner er absolut nødvendige, hvis man ønsker at skabe sig et overblik over virkeligheden, er en anden sag.

Fysikere arbejder eksempelvis med matematiske ligninger i et forsøg på at beskrive verden, og de præsenterer nogle teorier eller sandsynlighedsberegninger. Man opbygger en matematisk eller logisk teori på grundlag af ubeviste grundsætninger.

Det er meget sjældent, at naturvidenskabens forskere indrømmer, at det eneste, de gør, er at præsentere menneskeheden for teorier og sandsynligheder. Som regel påstår de, at deres iagttagelser og deres forklaringer er virkeligheden. Uanset om et eksperiment giver det samme resultat flere tusinde gange, er der imidlertid aldrig sikkerhed for, at det i alle situationer og i al evighed vil gøre det samme. Ethvert eksperiment repræsenterer altid kun en sandsynlighed.

Den danske historiker mag. art. Bent Raymond Jørgensen bruger eksemplet med de hvide svaner. Han fortæller, at europæiske naturforskere, der forsker i svanernes liv, udelukkende iagttager hvide svaner, ganske enkelt fordi der kun er hvide svaner i denne del af verden. En sandsynlighedsberegning på grundlag af mange tusinde iagttagelser vil føre til den definitive konklusion: Svaner er hvide. Men rejser bare én af forskerne til Australien, møder han måske en sort svane. Moralen er, at iagttagelse og forklaring kun fører til en teori eller en sandsynlighed. Aldrig til den fulde sandhed.

Der er imidlertid et endnu større problem end erkendelsen af forskellen mellem den sandsynlige virkelighed og den virkelige virkelighed – hvis den overhovedet kan erkendes. Selvom naturvidenskaben forsker ved hjælp af iagttagelse, ændrer den ikke altid forklaringerne eller teorierne, så de kommer i overensstemmelse med iagttagelsen.