Man kan sige, at naturvidenskaben nu er nået så langt, at den står ved grænsen til åndsvidenskabens verden, og den er tvunget til at krydse den, hvis den vil videre i sine erkendelser. Det er forståeligt, at mange forskere frygtsomt klamrer sig til de gamle forudsætninger, og derfor lægger de så stor vægt på den traditionelle bevisførelse. Men gør de det, skal de samtidig acceptere, at de aldrig bliver i stand til at besvare de store grundlæggende spørgsmål i livet, og det er dybest set deres opgave.

Menneskeheden vil interessere sig stadig mindre for tekniske forklaringer på, hvordan tingene fungerer. De ønsker svar på, hvorfor de fungerer, som de gør. Forskernes traditionelle metoder og resultater vil gradvis blive historie. De bliver håbløst gammeldags i et samfund, hvor mennesket begynder at erkende, at svarene findes i den indre, åndelige dimension, og at man aldrig vil finde dem ved fortsat at lede i den ydre, fysiske verden.

Engang i fremtiden vil den nye naturvidenskabelige og den åndsvidenskabelige erkendelsesmåde ikke alene nærme sig hinanden. De vil smelte sammen i en syntese. Forskellen mellem de to videnskaber er faktisk ikke så stor, som mange forestiller sig.

Naturvidenskaben anklager åndsvidenskaben for ikke at basere sin forskning på iagttagelse. Det er imidlertid ikke korrekt. Åndsvidenskaben er faktisk baseret på iagttagelser. Man skal blot udvide sin opfattelse af, hvilke sanser man kan iagttage med til at omfatte mere end de fem fysiske sanser. Man skal medregne de såkaldte oversanselige iagttagelsesmidler – eller “ESP”. Det er en forkortelse af “extra sensory perception”, som betyder “ekstra sanseoplevelse”.