Et paradigme er en superteori. Det er en grundmodel af virkeligheden inden for en speciel videnskab. Et paradigme styrer måden, hvorpå en forsker tænker, opstiller teorier og fortolker de eksperimentelle iagttagelser.

Der er intet forkert i at definere rammer og opstille teoretiske modeller for de eksperimenter, man udfører. Faktisk er det en forudsætning. Problemet er, at når paradigmer først er accepterede, drages de sjældent i tvivl. De bliver selvbevarende og selvforstærkende videnskabelige dogmer, fordi forskerne vil være tilbøjelige til at acceptere de fænomener, der passer ind i modellen, og forkaste de fænomener der ikke gør det.

Men historien har vist, at der altid kommer en tid, hvor de fænomener, der ikke passer ind i modellen, bliver så mange og så almindeligt anerkendt, at de umuligt kan ignoreres. Det resulterer til sidst i et paradigmeskift. Et paradigmeskift forudsætter, at gamle grænser overskrides og nedbrydes. Men hvorfor er disse grænser der overhovedet? Nogen må jo have sat dem! Man må ikke glemme, at grænserne kun er der, fordi mennesket selv har defineret dem som grænser. De nuværende grænser udtrykker blot grænsen for, hvad naturvidenskaben har erkendt – ikke grænsen for, hvad der kan erkendes.

Disse oplysninger er unægtelig i modstrid med darwinismen, som siger, at de grundlæggende livsformer opstod “helt tilfældigt” og “helt af sig selv”. Naturvidenskaben er baseret på teorien om, at skabelsen og udviklingen er baseret på ren og skær tilfældighed. Der er ingen overordnet eller styrende intelligens bag naturens love og processer.

“En person, der bruger ordet “tilfældighed”,

er blot nået til grænsen for sin erkendelse.”

Annie Besant

Annie Besant skriver, at det er helt ubegribeligt, at intelligente mennesker kan tro på, at maskiner kan skabe sig selv og derefter være selvbevægende. Men hvis naturvidenskaben accepterede en bagvedliggende intelligens, åndskraft eller en Gud, ville den trænge ind på religionens territorium, og dette territorium tilhører som sagt Kirken.