Det fører til spørgsmålet om åndsvidenskabens forsknings- og erkendelsesmetode, som er baseret på evnen til oversanselig opfattelse. Det er en forskningsmetode, der skaber afvisning i etablerede kredse, og den grundlæggende antagelse er da også, at der er meget stor forskel på de to videnskabers forskningsmetoder. Men en nærmere undersøgelse vil vise, at forskellen måske ikke er så stor, som de fleste almindeligvis tror.

I virkeligheden forsker begge videnskaber på grundlag af iagttagelse. Naturvidenskaben forsker gennem iagttagelse ved hjælp af fysiske erkendelsesmetoder. Åndsvidenskaben forsker også ved hjælp af iagttagelse, men ved hjælp af overfysiske erkendelsesmetoder. De tekniske detaljer bag de forskellige oversanselige evner, vil være alt for omfattende at komme ind på her, men man kan eksempelvis tage udgangspunkt i clairvoyance eller klarsyn – evnen til at se den ikke-fysiske verden.

Hvor grotesk denne holdning egentlig er, vil man sikkert kunne forstå, hvis man forestiller sig en retssal med en blind dommer. Et øjenvidne føres frem for den blinde dommer, men øjenvidnet afvises, fordi vidneudsagnet efter dommerens erfaring hviler på overtro, fantasier og forestillinger. Den seende må først bevise, at det overhovedet er muligt at se, før vidneforklaringen kan tages alvorligt. Man vurderer altså ikke vidneudsagnet, men fokuserer udelukkende på, om det overhovedet er muligt at se.

Nøjagtigt det samme sker, når clairvoyante udtaler sig. Naturvidenskabens forskere er samfundets blinde dommere, og de clairvoyante er øjenvidner til fænomener, de fleste endnu ikke kan se. Når clairvoyante fortæller, hvad de ser, undersøger forskerne ikke deres vidneudsagn. De forlanger først naturvidenskabelige beviser på, at man overhovedet kan se den ikke-fysiske verden. Man kræver desuden fysiske beviser på eksistensen af en ikke-fysiske virkelighed. Kravet er indlysende urimeligt.

Annie Besant giver udtryk for nogenlunde det samme:

“Det bliver ikke mere troværdigt af,

at 100 blinde benægter muligheden af,

at synlige genstande kan ses af seende,

end at ét seende menneske bekræfter påstanden.”

Annie Besant, Reinkarnation, s. 30