Naturvidenskabens teori betyder, at mennesket er en maskine, som udelukkende fungerer efter mekanikkens love. Der er ingen indre instans. Ingen styrende intelligens. Alt er udtryk for molekyleprocesser, og alt sker tilfældigt og helt af sig selv. Men hvad er konsekvensen af denne teori?

Det betyder, at kroppen helt tilfældigt bliver træt i dagens løb. Husk på – mennesket er en maskine. Det undrer tilsyneladende ikke naturvidenskabens forskere, at andre maskiner ikke bliver trætte, og trænger til en god lang søvn efter en hård arbejdsdag.

Føreren af en bil trækker tændingsnøglen, når motoren skal stoppe, men hvem slukker for den menneskelige maskine, når den lægger sig til at sove? Og hvem tænder for den om morgenen, når den skal vågne igen. Der er jo ingen indre instans eller intelligens, der tager disse beslutninger ifølge naturvidenskaben. Kroppen skal sove, fordi den er ved at løbe tør for energi. Den skal ”tankes op”, og det sker alene ved, at den ligger stille i mange timer. Men tanken på en bil fyldes ikke automatisk ligesom ”menneskemaskinen”, bare fordi bilen står stille en hel nat i garagen.

Man sammenligner ofte mennesket med en computer. Et menneske kan være i syv sind, men kan en computer også det? Kan den være ulogisk? Kan den blive forlegen? Kan den være fjollet? Kan den være ironisk? Eller fornærmet?

Ifølge naturvidenskaben må mennesket være en maskine med et guddommeligt instinkt. Men hvem har oplevet en bil, der står og takker Gud, fordi Han har skabt den? Hvis nogen takker Gud, er det snarere bilejeren, der takker Gud, for dette tekniske vidunder, som navnlig mange mænd forelsker sig i.

Ifølge naturvidenskaben er mennesket en maskine, der kan beslutte at skifte job for at prøve noget helt andet og fungere på nye måder. Hvem har oplevet, at en håndmikser pludselig beslutter, at den vil være boremaskine?

Hvis man skal accepterer naturvidenskabens teori om, at mennesket er en maskine, vil det være relevant at spørge: Hvad er formålet med denne maskine? Hvad skal den producere?

På en maleriudstilling med arbejder af den danske surrealist Wilhelm Freddie så man engang et maleri, der på en provokerende måde illustrerede naturvidenskabens grundholdning til mennesket som en maskine. Wil­helm Freddies maleri viste konsekvensen af det mekanistiske menneskesyn, for maleriet forestillede en menneskemaskine. Menneskemaskinen var en kompliceret mekanisk konstruktion med mange ledninger, tandhjul, cylindre etc. I den ene ende af maskinen transporterede et samlebånd madvarer ind i en åbning forrest i maskinen – i maskinens ”mund”. På samlebåndet havde Wilhelm Freddie placeret lagkager, kartofler, flæskesteg, kager, kaffe, mælk etc. Disse madvarer forsvandt ind i menneskemaskinen. Her blev de bearbejdet og ud af den anden ende kom der … afføring.

Freddies konklusion er derfor, at ud fra et mekanistisk verdensbillede er det væsentligste menneskelige produkt afføring. Maleriet er bestemt ikke et hyggeligt sofastykke, men det er et udmærket billede at have for øje, når man vurderer naturvidenskabens forestilling om mennesket som en maskine.

José de Riberas maleri af Franz af Assisi.

Man kan også spørge på en anden måde. Var Mozarts, Michelangelos, Shakespeares og andre store kunstneres ufattelige kreativitet bare ud­tryk for helt tilfældige molekyleprocesser? Var Franz af Assisis idealistiske, åndelige hengivenhed intet andet end en tilfældig molekyleproces? Og hvad med en dybtfølt forelskelse? Eller findes der mon andre og mere logiske forklaringer end tilfældighed?