Tilfældighed er den ene naturvidenskabelige “grundlov”. Naturvidenskaben bygger desuden på opfattelsen af, at alt i Universet styres af uomgængelige love. Det betyder, at alt hvad der sker, vil ske som følge af disse lovmæssigheder. Der er ingen sjæl eller indre styrende instans. Derfor er det alene fysikken, der bestemmer menneskets følelser, tanker og handlinger. Det er også fysikken, der bestemmer menneskets tro – altså om man bliver religiøs eller ateist. Der er ikke tale om valg, men om fysiske processer. Mennesket selv kan ikke gribe ind. Alt sker, fordi det skal ske i følge naturlovene. Alle, der læser denne artikel, gør det derfor ikke af egen fri vilje. Det er helt tilfældigt, at man nu sidder og læser disse linjer. Den frie vilje eksisterer simpelthen ikke. Dét, der opleves som frie valg, skyldes alene årsager, man ikke er opmærksom på, forklarer naturvidenskaben.

Ved nærmere eftertanke er det et uhyggeligt livssyn, for etik og moral forudsætter fri vilje. Uden fri vilje er mennesket uden moralsk ansvar. Mennesket er bare en maskine, der reagerer automatisk på naturlovenes påvirkninger. Maskiner kan ikke stilles til ansvar.

Åndsvidenskaben er dybest set enig med naturvidenskaben. Ifølge åndsvidenskaben har mennesket ikke en fri vilje. Medfører det, at åndsvidenskaben accepterer determinisme – at alt er styret af en forud fastlagt skæbne? Nej – udsagnet skal forstås rigtigt. Personligheden – dvs. mennesket i inkarnation – har ikke en fri vilje, for personligheden er til enhver tid underlagt karmiske lovmæssigheder (årsag og virkning) eller sjælens hensigt, og sjælens hensigt er igen udtryk for åndens eller monadens vilje. Som personligheder har mennesket derfor ingen fri vilje, men det har frie valg. Som personligheder foretager ethvert menneske konstant forskellige valg, og konsekvenserne af disse valg (årsag og virkning) resulterer i erfaring eller større indsigt i naturens lovmæssigheder.

Den norske journalist og forfatter Erik Dammann fortæller om en tankevækkende episode, hvor han spurgte en overlæge i psykiatri, hvad han mente om begrebet “fri vilje”. Lægen svarede, at han selvfølgelig helst ville tro, at mennesket kan foretage frie valg, men at det efter hans mening ikke er muligt, fordi der altid er en årsag bag det, man tror, er en selvstændig, fri beslutning. Erik Dammann vidste, at overlægen var stærkt engageret i samfundsmæssige spørgsmål, og derfor spurgte han ham, hvorfor han var aktiv i bevægelser som “Nej til atomvåben” og “Fremtiden i vores hænder”. Sådan et engagement må jo være baseret på troen om, at mennesket kan forandre udviklingen i verden gennem sit frie valg. Overlægen blev svar skyldig.

Episoden viser klart sammenblandingen af fri vilje og frie valg. Det enkelte menneskes liv har et mål og en hensigt, og sjælen inkarnerer i en personlighed for at opfylde denne hensigt. Set i dette perspektiv er kursen lagt. Men i inkarnationen foretager mennesket konstant valg, som kan være for eller imod sjælens hensigt, og dermed kan man frit påvirke udviklingen for sig selv og for omgivelserne. Hvis de frie valg er imod sjælens hensigt, etablerer den en krise, som har til formål at ændre det forkerte valg til et rigtigt.

Ifølge den materialistiske menneskeforståelse er tanker, følelser og handlinger et resultat af molekylære processer i hjernen og organismen i samspil med omverdenen og styret af genetiske forhold. Hvis det er korrekt, er fri vilje utænkelig. Fri vilje er simpelthen utænkelig uden en åndelig forståelse af menneskets sjæl og sind.

Det er årsagen til, at naturvidenskaben fastholder dogmet om, at mennesket ikke har en fri vilje, for hvis naturvidenskaben accepterer, at der findes en instans i mennesket, der ikke er underlagt den fysiske lovmæssighed, må den uundgåeligt stille spørgsmålet: “Hvor skulle denne åndskraft komme fra?”

Naturvidenskaben er ikke begejstret for filosofiske spørgsmål, og mange undgår dem bevidst eller ubevidst. Men en del forskere begynder at stille disse spørgsmål uden dog at tale højt om det. Få er så modige, at de har sat ord på de kontroversielle spørgsmål. En af dem er fysikeren Max Planck, som sagde:

“Ingen videnskab kan undvære

det metafysiske standpunkt, der viser sig

ved troen på eksistensen af en ikke-materiel verden,

som delvis kan erkendes gennem forskning.”

Bemærk at Max Planck bruger ordet “tro” i forbindelse med det metafysiske, men han tilføjer straks, at disse trosforestillinger kan erkendes – altså eksisterer de.