Brodermord som stedfortrædende offer?

Allerede i den egyptiske religiøse ide om kongeguden Osiris, der efter "latterlige" anklager dræbtes og parteredes af sin bror, guden Seth, genkendes dele af myten om "det første brodermord", hvor Kain dræbte Abel. Kains brændoffer var ikke blevet modtaget i himlen, hvorfor han prøvede igen, nu med en stærkere indsats. Det kan forstås sådan, at her har broderen Abel kunnet bruges som stedfortrædende offer (det ældste kendte). De var halvbrødre, ifølge rabbinerne, begge sønner af Adam, der i mytologien var "den første konge". Adams tredje søn hed Seth - ligesom Osiris' bror.

Derfor kan beretningen om brødrene Kain og Abel (navnene er hebraisk ordspil på 'at få en søn og at miste én') oprindelig have inkluderet også at handle om et stedfortrædende offer, der skulle beskytte den overlevende part. Og i Bibelen blev Kain beskyttet af Jahweh, så at:

"… enhver der dræber Kain, skal lide syvfoldig hævn …".

Jahweh beskyttede ham med et mærke i panden (i oldtidens tankegang og frem til bl.a. Descartes mente man her at se mindelser om "det lukkede 3. øje", "sjælens sæde" o.lign., med pinealkirtlen bagved som en biologisk reminiscens heraf). Kain fremstod så i senere opfattelse som en indviet, herunder som "bygmester" - en senere frimureragtig betegnelse - og var ifølge Bibelen den første, der grundlagde en by, Hanok (opkaldt efter Kains søn). Kong Romulus, der som "bygmester" byggede byen Rom i 753 f.Kr., dræbte sin ligeledes kongelige tvillingbror Remus efter "latterlige anklager" mod denne for "respektøst at hoppe over bymuren".

Dette fulgte en astromytologisk ritus, hvor den ene (tvilling)bror Pollux, et navn for en stjerne uden for himlens Paradis-mur (ekliptika, der "indhegner" dyrekredsen), skulle dø, og broderen indenfor var udødelig.

Også andre steder, ligesom her i Europa helt tilbage i bronzealderen, kendtes en beslægtet tradition: At sætte små drenge, der var brødre, ofte tvillingebrødre, ud i skoven eller ødemarken og derefter hente den af brødrene tilbage, som overlevede bedst. Mens den anden bror, hvis denne ikke allerede var død af strabadserne, blev ritualdræbt, for ad denne vej at styrke den overlevende bror, der herefter betragtedes som "den udvalgte", som var under et guddommeligt forsyn. Her ses relationer til "det rituelle brodermord".

Dermed kunne en bror være ideel som stedfortrædende offer netop ved at kunne "opveje" den anden bror, så guderne og magterne ikke fik et offer af ringere værdi. Fjendernes udvælgelse af Senmut som stedfortrædende offer må også ses i lyset af denne mytiske tradition - Osiris-Seth, Kain-Abel etc. - hvor, under visse kultiske forhold, den ene bror måtte dø. I så fald, ved denne henrettelsesmagi, skulle Senmut da gavne sin stedbror, Tuthmosis III, der nu kunne erklæres som "den udvalgte".

Hvad enten en komet eller formørkelse var observeret eller ej, har der under alle omstændigheder været søgt efter påskud for at kunne gå så vidt, som det skete her: For ved en opsummering af situationens mange enkeltdele viser der sig meget, som tyder på, at Hatshepsut har villet benytte sig af sin Sed-festival til endelig at få Senmut anerkendt med co-regentstatus: Ved disse udsigter er fjenderne blevet nervøse - og har besluttet selv at bruge Sed-festivalen til egne planer.

Som nævnt var det oftest en højtstående og indviet person, helst af kongelig byrd, der havde "værdi" nok til at kunne modsvare et varsel. Især når dette arrangement fristede til misbrug i interne magtkampe og personlige stridigheder, blev der valgt en højtstående, men helst uønsket person som offer. Og her var prinser, alene på grund af deres kongelige byrd, ofte af oppositionelle kræfter betragtet som uønskede. Ydermere kunne ritualet misbruges til at bringe den siddende konge til fald, sådan som bekendt Sargon gjorde ved sit modtræk.

Kort og godt, Senmut opfyldte alle betingelser for at blive udvalgt til stedfortrædende offer: - Han var af kongeblod, han var kongens stedfortræder, og han var samtidig "egnet til" at være offer for rituelt brodermord foranlediget af sin kongelige stedbror.

Ypperstepræsten Hapuseneb må i sin egenskab af højeste dommer og justitsminister have været blandt de hovedfjender, som dømte Senmut til døden ved en hemmelig "narreproces" - alt bag ryggen af den snart herefter tilsidesatte Hatshepsut og hendes stab. Når det kom hende for øre, var det for sent - så var skaden sket, og den har endda kunnet forøge undermineringen af hendes egen stilling.

Senmut havde som nævnt beskyttet sig ved hjælp af sin udnævnelse af sig selv til herold, hvorfor eksekveringen af dødsdommen derfor blev ændret til at udføres som en effektiv, symbolsk henrettelse. Det skulle vise sig, at selv denne mildere måde at ramme ham på var overordentlig destruktiv.

Således, i flere tusinde år, i Mellemøsten og Europa var det ofte et lands næstkommanderende, der som kongens stedfortræder udsattes for henrettelse eller skinhenrettelse. Formentlig i uhyggeligt mange tilfælde. Et eksempel vedrørende et lands kendteste personer findes overleveret i vigtige dele, så sent som i 1600-tallets England (Francis Bacon-sagen).

Personer på denne post som "kongens stedfortræder" - ligesom i Senmuts (Moses') embede i Egypten - har da, især hvis de var af kongeblod, med al tydelighed været ekstra udsat.