17. KAPITEL

Den snigende magtovertagelse

- og et afgørende kup

Farao-betegnelsen anvendt som et dække

Den foreløbige hemmeligholdelse af attentatet mod Senmut/Moses og fjernelsen af ham fra hans positioner - samt hans snarlige forsvinden i Hatshepsuts år 16 - kan i et hele ses som vigtige led i en veltilrettelagt plan for sammensværgelsens snigende overtagelse af magten.

Hatshepsut har været tvunget til at acceptere situationen og har kun i hemmelighed kunnet prøve at arbejde for Senmuts/Moses' tilbagevenden. For hun kunne lige så lidt som Tuthmosis III risikere et ydre synligt opgør, hvilket kunne splitte landet, eventuelt med borgerkrig. Dvs. den nævnte svækkelse, der kunne skabe åben invitation til de næsten altid let antændelige oprør i de omgivende stater under Egyptens dominans.

Det er bemærkelsesværdigt, at efter dette særlige Hatshepsut-år nr. 16 flyttede Tuthmosis III som omtalt hastigt væk fra Theben med hele sin stab. I en længere periode gjorde han nu i stedet Memphis til regeringsby (ifølge mange egyptologer, bl.a. Flinders Petrie og Suzanne Ratié).

Hans magtfulde søn og efterfølger, den senere farao Amenhotep II, blev født her - cirka 1474 f.Kr. Ved den endnu "grønne" Tuthmosis III's udflytning, bort til den nordlige hovedstad i denne usikre periode (og bl.a. ved da at videreføre Senmuts/Moses' tronfølgerembede her som guvernør over Nedre Egypten), har han dermed søgt både at dække og sikre sin usynlige, fortsatte magtovertagelse. Ved her at udbygge sit styre i nord har Tuthmosis svækket Hatshepsuts position yderligere over for dette, at mange af landets embedsfolk i Theben i centraladministrationen under Hatshepsut (og Senmut/Moses) endnu kunne tænkes at være loyale over for hende.

På denne måde var det efterhånden lykkedes Tuthmosis III at trække tæppet væk under dem alle, når han således oprettede en ny administration - i en anden landsdel med sine egne udvalgte folk - hen over hovedet på Thebens hidtidige magtcentrum. Mange højere embedsmænd, der havde tjent under Hatshepsut, fortsatte nu på Tuthmosis III's hold, hvad enten det var, fordi de var blevet presset eller blot fulgte den vej vinden blæste; med andre ord, ikke nogen atypisk historisk situation.

Selve udflytningen til Memphis har ikke virket særlig påfaldende, idet denne nordlige by hyppigt i Egyptens historie havde fungeret som hovedstad - og kunne også foretages i ly af, at Thutmosis III og hans stab desuden begyndte at være i højere grad et omrejsende regeringscenter.

Men dette blev i øvrigt begyndelsen til, at Theben, landets hidtil kraftige og præstelige magtcenter, i nogen grad mistede rollen hvad angår det at være politisk centrum. Flere faraoner boede hellere herefter ofte i Memphis, eller de flyttede - i større udstrækning end hidtil - rundt i landet medbringende deres hof til kongelige paladser, der blev oprettet til det formål i mange byer. Selv hæren kunne i nogen grad frigøres til nu at være mere under farao, der herefter også kunne lade sig præsentere som særlig militærhelt. Og Tuthmosis III omtalte sig især just for dette, endda ved at fremstå som den største, skønt hans farfar, Tuthmosis I, uden en så omfattende propaganda, dog var mest betydelig på det felt.

Tuthmosis III havde netop gode chancer for at gennemføre den snigende overtagelse, idet et lands leder ikke som i nutiden gennem medierne var velkendt af udseende blandt de fleste i befolkningen. Han kunne, som ikke unormalt, bruge en præst som stand in ved tempelceremonier og andre begivenheder, undtagen ved de vigtigste, f.eks. nytårsfesten.

Så i den første og afgørende periode har Tuthmosis III regeret via embedsmænd og kun givet sig til kende over for få betroede topfolk, der tilhørte konspirationens parti. Herved kunne han, indtil han sad sikkert nok, undgå - ved flere omhyggelige procedurer (se nedenfor) - at afsløre sig i den første tids mest risikable fase. For sent blev det muligt for en større offentlighed at opdage, at Senmut/Moses var forsvundet.

Blandt andet er det påfaldende, at Tuthmosis III ikke lod afholde kroningsfest. Således har han bedre kunnet glide lige så stille ind i en videreførelse af Senmuts/Moses' hidtidige rolle. Ved at have optrådt uhyre diskret og at være tilbagetrukket fra åben konfrontation med en større offentlighed - han omtales yderst sparsomt i disse år - har han snart kunnet fungere i øvrigt, som om det var ham, der fra begyndelsen havde været den kronede tronfølger.

En af de virkelig udspekulerede måder, Tuthmosis III gennemførte dette forehavende på, var, at han i vid udstrækning i starten undlod at bruge sit navn i forbindelse med angivelse af regeringsår - sådan at årsangivelserne underforstået var den regerende faraos - for så senere at inddrage disse reelt Hatshepsuts regeringsår og gøre dem til sine egne.

Herved registreres han med en unormal lang regeringsperiode på 53 år og 10 måneder - kun overgået af Pepi II og Ramses II. Han afholdt sig som nævnt de følgende 30 år fra at bruge sit (eget) navn Nefercheperu - men genantog det kun få år før sin død i 1456/1455 f.Kr. Og det var sent efter sin Memphis-regeringstid han titulerede sig "Thebens hersker".

I det hele taget undgik han også at bruge selve kongenavnet og den kongelige titulatur ved udstedelse af ordrer o.lign., men dækkede sig ved i stedet at udstede dem i "det kongelige hus"s navn. Ordet farao er en senere græsk gengivelse af egyptisk per-aa (pr-ah), dvs. 'det store hus' for en gud(ekonge), det omfattede kongepaladset og hele den kongelige administration. Bemærkelsesværdig er den kendsgerning, at (jf. 'Farao' i "Lexicon der gyptologie") først fra og med Tuthmosis III blev betegnelsen "farao" (per-aa) nu anvendt også om selve kongens person.

Han har således i overgangsfasen udstedt ordrer på faraos - dvs. Hatshepsuts - vegne og på denne måde helt vellykket skjult sig bag kongepalads-administrationens betegnelse "farao", mens Hatshepsut stadig officielt sad ved magten. Og denne betegnelse blev naturligt hængende ved ham, også efter at han i de følgende seks år efter Senmuts/Moses' forsvinden efterhånden helt havde bemægtiget sig al magten fra Hatshepsut og selv var endt som eneherskende farao.

Når der for ordet "konge" i denne bog jævnligt har været anvendt ordet "farao", beror det på senere tiders konvention, hvorefter også tidligere konger ofte omtaltes således. Men reelt var Tuthmosis III altså den første egyptiske hersker, der lod denne betegnelse anvende om sig selv som konge. Dog, fra 900-tallet f.Kr. ophørte det efterhånden som direkte omtale- og tiltaleform, men indlagdes i kongernes lange ceremonielle titulatur - og kunne indskrives i en ekstra kartouche; dette genoplivedes hos de sene egyptisk-græske konger, Ptolemæerne.

Alle de nævnte, skjulte forhold omkring kongen, hoffet og regeringen har uden tvivl først hæmmet mange af Senmuts/Moses' tilhængere og venner i at fatte sammenhængen og da at flygte, mens tid var. Andre har slået sig til tåls med Tuthmosis III's propaganda - og der har givetvis været tilfælde af amnesti, for der er ingen gravfund, som tyder på en række af pludselige og udryddelsesagtige dødsfald hos embedsmænd på Tuthmosis III's tid.

Derimod var der andre tegn på, at der i stedet har været faneflugt ved Senmuts/Moses' fald. Dem, der måtte tage flugten, har følgelig ikke efterladt sig grave, der indeholdt oplysninger om den side af sagen. Men oldtidsforfatterne omtaler, at flere fremstående af Moses' egyptiske landsmænd flygtede til fønikiske og græske områder samtidig med, at netop Moses undslap (omtale følger).