Opklaringsproblemet - og skurkerollen

Således også inden for verdenshistorien findes der ekstreme dramaer, der overgår fantasien: i nutiden genkendes bl.a. lignende træk som ved den pågældende manipulation i form af identitetstyveriet.

Bedrageriets succes kan let forstås ved at se på kendte eksempler i nutiden, hvor attentat-udsatte statsoverhoveder lader skuespillere med ydre lighed maskere og træne i at kopiere attituder og stemmeføring. En statsleder kan hemmeligt opholde sig langt væk, mens en stand-in vildleder modstandere (eller pressen) andetsteds. Hitler og Stalin brugte talrige dobbeltgængere; metoden er et veldokumenteret trick også hos 2. verdenskrigs øvrige ledende generaler. Og f.eks. afsløredes i 1980erne en af Iraks diktator Saddam Husseins mange "kopier", ved at den pågældende havde glemt at male et modermærke på halsen under venstre øre.

Når en leder dør på et ubelejligt tidspunkt, kan metoden være brugt over for den uvidende offentlighed, f.eks. ved i flere uger at foregive, at den i hemmelighed afdøde stadig var i live. Og hvordan dokumenteres f.eks. en ældre, hemmelig intrige, der i sagens natur var uden inskriptioner?

Senmuts mærkelige skæbne kan kun forstås, når det bliver klart, at han var prinselig tronkandidat! Og Moses' historisk usædvanlige drivkraft må - med netop en sådan baggrund, med hans private forhold og dét, der skete med ham på grund af tilsidesættelsen af ham, samt ved hans personligt stærkt chokerende oplevelser - derfor have udgjort et præsentationsproblem allerede i samtidens historieoverlevering.

Dette er et velkendt fænomen; jf. da en første generation af historikere, der ikke selv levede under 2. verdenskrig, allerede derved kom så meget på afstand, at de, ud fra aktstykker eller mundtlig beretning fra de gamle, ofte ikke kunne se tilstrækkeligt, og fatte tidsåndens præg på handlingerne. Relationsløse historikere kan hævde, dog ikke altid med rette, at have større indblik end vidner eller de involverede parter selv, hvilke til gengæld i sådanne tilfælde godt kunne ønske at "redde historien fra historikerne".

Også i lignende situationer arbejder mange historikere ud fra den ide, at der kan anlægges køligt videnskabeligt syn på begivenheder og personer: Skønt alment kendt, og endda påvist af Niels Bohr, overses ofte dette at påkalde sig større grad af objektivitet åbner for illusion; og at realiteten viser den praksis, at historie "blot" er de facts, man er blevet enige om.

Så hvordan skulle skinhenrettelsens hårde chokpåvirkning såvel som det mareridtagtige identitetstyveri og konsekvenserne heraf kunne overleveres tilstrækkelig konkret? Og hvordan skulle en forskning, der er naturligt begrænset af sine metoders rammer, være i stand til at anerkende det?

For selv efter at have overkommet den store forskel på at kende nogle reelle data om en sag og på at kende dele af en mere konkret sammenhæng, ville forskningen almindeligvis ikke, og selv ikke ved kendskab til mange historiske facts, mene sig i stand til at bore så dybt ned i hændelserne som ovenfor. Det overlades snarere til romanforfatterne. Traditionel forskning må - ikke urimeligt - hævde, at der ellers dækningsløst vil kunne påstås hvad som helst. Men det mere udtømmende billede af realiteterne tabes, de rummer mere end der ses ved strengt videnskabelig metode, der således på visse punkter må give op.

I hele denne affære, der kan siges at være til en vis grad anskuet ud fra Senmuts grundlag, har Tuthmosis III stået som skurken. Men hos konspirationen, der oprindelig måske endda har måttet tvinge den yngre prins ind i rollen som denne gruppes redskab, har man ud over magterhvervelser for de implicerede også sandsynligvis seriøst anset aktionen, der for altid fjernede den anden tronfølgerkandidat, for at være til landets bedste.

Ved senere oprør ledet af den ældste kandidat, nu under navnet Moses, har denne Moses derimod, også ifølge den egyptiske historiker Manetho, været skurken, endda en forræder. Dette indtryk - tilmed bevaret i egyptiske tempelarkiver, som Manetho langt senere stadig havde adgang til - var som en propaganda, som allerede konspirationsgruppen har retfærdiggjort kuppet med. Yderligere kunne gruppens aktion bestyrkes af det held, at Tuthmosis III viste sig særdeles velegnet til jobbet. Dog fik han først fred med naboerne efter 19 år: Tidspunktet svarer præcist til det af rabbinerne omtalte ophør af Moses’ eksil i Etiopien.

Tuthmosis III blev en dygtig farao, men var til sit held især funderet på dygtige rådgivere med baggrund i den ekstremt velorganiserede administration, der var blevet opbygget i Senmuts tid. Og det er reelt misvisende blot at gentage ordret i egyptologibøgerne, hvad Breasted i begyndelsen af 1900-tallet ud fra sin tids viden udtrykte med oprigtig beundring, nemlig at Tuthmosis III var "oldtidens Napoleon": En myte skabt af fagets folk - på trods af den historiske kendsgerning, at Tuthmosis III ikke har udvidet de egyptiske besiddelsers grænser med blot en fingerbredde! Nærstudier af hans propaganda viser, at hans krigstogter ikke gik videre end til at forsvare - om end umådelig dygtigt - præcis de besiddelser, hans farfar Tuthmosis I allerede havde taget.

Sammenfattende foreligger det, at en temporær identitetsombytning historisk set ikke var umulig i toppen af et lukket hierarki. Tuthmosis III's mange dokumenterede mærkværdigheder: Påfaldende navneændring, indførelse af "farao" som reel titel, ændring af årsantal, egenhændigt kunsthåndværk etc. er blandt indikationerne for, at det projekt, der beredte vejen for at han fremstod med ny identitet, også virkelig lod sig realisere.

_________________________________

• Et mistænkeligt stort antal efterligninger af Senmuts virke viser sig i Tuthmosis III's hele fremtræden - netop først efter at Senmut forsvandt.
• Tuthmosis III's tyveri af Hatshepsuts regeringsår har senere, ved en manglende forståelse af Senmuts baggrund, hindret kuppets opklaring.

_________________________________