Proces og henrettelse foregik

i mysteriespillets ritus

Mosebøgerne er både ifølge teksternes egne oplysninger og den jødiske tradition skrevet direkte af Moses, i hvert fald hvad angår den originale kerne af indholdet. Men det bliver også mere og mere tydeligt ud fra de mange personlige detaljer, at meget af denne kerne er af selvbiografisk tilsnit. Men herefter er en del af teksterne blevet samlet separat til brug for religiøse og lovgivningsmæssige formål og blev da grundlaget i Mosebøgerne. Mens hans øvrige beretninger med ofte flere personlige oplysninger, der ikke direkte vedkom religionen overleveredes, og bevaredes i rabbinerskrifterne. Og disse tekster fik i senere tider i en hel række tilfælde tilføjet kommentarer.

Under jødefolkets tvungne eksil i Babylon, næsten tusinde år efter Moses, blev der altså samlet overleverede dele af hans skrifter og mundtlige traditioner om ham. Og heri var der flere forhold - ofte egyptiske - som de skriftlærde næppe forstod ret meget af så lang tid efter. Det er derfor, at rabbinere, åbenlyst, giver tilføjelser og forklaringer; ofte ses disse kommentatorer i meget senere tider at optræde i debat:

"… rabbi A siger om dette …", og "rabbi B siger om dette …".

Ved teksternes omtale af forløbet ved Moses' skinhenrettelse - med stedfortrædende offer/paralleloffer - har de skriftlærde rabbinere i senere tider ikke længere kunnet fatte, hvordan det kunne gå til, at en anden blev henrettet i stedet for Moses.

Her viser det sig, at rabbinerne har opereret med begrebet "engle, der griber ind i menneskenes affærer". De deltagende personer i denne særlige henrettelsesform, nemlig et gennemført egyptisk ceremoniel med kultisk ritus og mysteriespil, var klædt ud som især de forskellige egyptiske guder. Det er baggrunden for, at disse "uoversættelige" figurer ses omtalt i rabbinerskrifterne som "engle" og andre som "dæmoner".

Således i rabbinernes omtale af Moses' skinhenrettelse er der grebet til en forklaring om et overnaturligt mirakel ved at foreslå: - at "det (nok) var en engel", der pludselig dukkede op out of nowhere og satte Moses' udseende på en anden person, klædt ud nøjagtigt som Moses, samt sørgede for, at denne anden person blev henrettet i stedet for Moses. Ofte har netop kommentarer af denne type medvirket til, at bagvedliggende reel og konkret information i disse skrifter ignoreredes af forskningen.

Beretningen ovenfor - også i Baring-Gould's rabbinerskriftsamling "Old Testament Characters" (II, s. 83 ) - om bødlen, "der blev givet en ydre lighed med Moses", går i korthed ud på, at Gud sendte englen Michael forklædt som bøddel, hvorefter den oprindelige bøddel blev ændret til at ligne Moses og derefter blev henrettet. Heri ses i virkeligheden den egyptiske praksis at være i funktion: At dén (nu bødlen), der dræbte faraos herold, eller blot forsøgte det, selv selv blive henrettet.

Ginzbergs værks notesamling (vol. 5, 1915, s. 406, note 76) opregner mindst ni forskellige rabbinerskrifter med denne beretning og oplyser, at yderligere tre rabbinerskrifter omtaler, at en engel også antog Moses' skikkelse. Igen fremstår omtalte handlings baggrund i de gamle mysteriespil med udklædning som guder, dæmoner etc. netop med stor klarhed.

Ifølge traditionen for denne ikke-fysiske henrettelsesform kunne denne ritus - præcis som i Moses' tilfælde - medføre, at personen både blev degraderet og samtidig "bandlyst", hvilket ydermere indbefattede at blive gjort fredløs. Bandlysning og fredløshed var langt frem i historien signalet til, at alle underordnede blev løst fra deres forpligtelser og troskabseder overfor den pågældende. Og i Moses' tilfælde ville dette næsten umuliggøre forsøg på en tilbagevenden for at genvinde tronen eller status som tronarving.

Sådanne traditioner og forhold har været kendt og praktiseret gennem historien i mindst 4.000 år. I Europa for kun 300 år siden fandtes der stadig rester af disse riter, oprindelig fra mysteriespil:

- Et eksempel fra Danmark illustrerer dette. Der skulle på den 6. juni 1676 foretages henrettelse af den danske kong Christian V's statholder (svarer til vesir eller vicekonge), kongens stedfortræder, Peter Schumacher greve af Griffenfeld. Dennes bror havde måttet fremsende kiste og ligtøj, og på den store plads i Københavns Kastel blev en sandbunke jævnet ud og dækket med et kvastkantet sort klæde - parat til at modtage den faldende hovedløse krop. Garnisonens soldater var opstillet til det makabre ceremoniel, da Griffenfeld klædt i ligtøj førtes ud til halshugning. Først blev hans titler destrueret, idet profossen (bødlen) trådte hans grevelige våbenskjold i stykker; så knælede Griffenfeld beredt til at modtage sværdhugget. Men i sidste sekund før hugget faldt, råbte generaladjudanten "Holdt, der er pardon".

At denne kongens officer i forvejen havde bragt benådningen med, men uden den dømtes vidende, viser også, at det var en gennemspilning af ritualets traditionsbestemte forløb. Griffenfeld havde - skønt ikke ramt det mindste - svært ved at komme på benene igen, måtte holdes oprejst og talte usammenhængende, stærkt påvirket af choktilstanden. Derefter sendtes han i eksil til et fængsel på den norske ø Munkholm i Trondhjem fjord til efter at en periode på 3 x 7 år var forløbet. Sådanne ellers glemte traditioner fastholdtes længe bag europæiske domsudførelsers religiøse sigte.

Oprindelig, i Moses' tilfælde var der noget, der tyder på, at skinhenrettelsens "dødschok" havde bevirket, at han i nogen grad mistede grebet under de efterfølgende begivenheder, hvor han netop havde mest brug for alle sine ressourcer for at overleve og vende situationen. Og en uheldig fremtoning i den første tid herefter, der kunne give blot mindste indtryk af en "knækket mand", ville være nok til at reducere støtten fra mange af hans sikkert i forvejen trussel- eller terrorskræmte tilhængere.

Bl.a. som følgevirkning af skinhenrettelsens "dødschok" hos den førhen så veltalende Moses synes der opstået et problem med at tale - i hvert fald for en tid. Enkelte rabbinerskrifter henfører en påstået talefejl hos Moses til at stamme allerede fra dengang, hvor han som treårig var uheldig at brænde sig med gloende kul på munden ved episoden med prøven ved guldskålene (se nærværende series bind 1, kap. 17): Her havde han ligeledes stået chokeret over for en voldsom trussel, hvis han udtalte sig forkert. Senere, under Moses' eksil og i exodus-perioden, var der imidlertid ingen tegn på nogen talefejl.