Eftersøgningstogtet til Sinai

Den tidligere omtalte genetablering af Sinais minedrift var foregået ved at Hatshepsut i sit 13. regeringsår udrustede en ekspedition til de gamle kobber- og turkisminer på Sinai for at lade dem genåbne efter århundreders stilstand bl.a. under hyksosfolkets besættelse af Egypten.

Området kom herefter mere i fokus, hvorfor det var for risikabelt at bruge Sinai som skjulested - i hvert fald ikke før efter interessen for minedriften igen blev mindre prioriteret. Dette skete således 7-8 år efter starten og derfor nogenlunde samtidig med Hatshepsuts regeringstids ophør i 1488/1487 f.Kr.

At det var en rigtig vurdering af Moses ved sin flugt umiddelbart efter skinhenrettelsen at undlade at søge til Sinai i første omgang, fremgår med al tydelighed af, at Tuthmosis III nu foretog sig en ejendommelig manøvre netop ved flugten, i Hatshepsuts år 16, dvs. i 1494/1493 f.Kr.

I påfaldende komisk kontrast til sine senere store hærtogter nordpå til Palæstina og Syrien, som han siden blev berømt for, stillede han sig i stor stil i spidsen for en hærafdeling - og i stedet for at sigte efter store og glorværdige erobringsmål hastede denne nervøse faraoaspirant med sin til formålet overdimensionerede flok soldater ud til det øde Sinai og har skræmt livet af indbyggerne i stedets lille minearbejderby Serabit el-Khadim.

Egyptologerne har aldrig kunnet forklare meningen med denne aktion. Men ved at se det i sammenhæng med Senmuts/Moses' flugt bliver det klart, hvorfor Tuthmosis III - da han ikke som forventet kunne lægge hånd på Moses her på Sinai - i Wadi Magharah, ikke langt fra Serabit, opstillede en stele med en inskription for at retfærdiggøre sit "togt". Hans inskription angiver da, at togtet gik ud på, at:

"… foretage eftersøgning (eller "opdagelse") i hemmelighedsfulde dale …"

- hvilket ellers næppe ville være det mest nødvendige at foretage sig midt under en større magtkamp i Theben. Ligesom det heller ikke ville kræve opmarch af et pænt antal soldater.

Tuthmosis III har næppe heller f.eks. søgt at tilfredsstille en usædvanlig geografisk interesse for specielt disse dog allerede så veludforskede dalområder omkring minedistriktet. Så at kalde dette togt at "gå på undersøgelse" på "hemmelighedsfulde" steder, synes tydeligvis at være et forsøg på omskrivning af hans egentlige formål: At lede efter sin forsvundne konkurrent i hemmelige skjulesteder.

Ved at proklamere det nævnte formål havde Tuthmosis III sikret sig mod eventuelle overraskelser fra hærens folk. Dette var nødvendigt, især fordi Senmut/Moses i sine embeder på flere områder også havde hæren under sig. Derfor måtte Tuthmosis III regne med, at der blandt hærens folk kunne være en del, der ikke pludselig opgav deres loyalitet over for Senmut/Moses, som de stadig kunne formode sad ved magten, idet skinhenrettelsen i begyndelsen var blevet hemmeligholdt.

På sin stele på Sinai med inskriptionen med den veludtænkte "officielle" forklaring, som Tuthmosis III - ifølge samme tekst - i Hatshepsuts år 16 efterlod som alibi for sin "opdagelsesfærd", figurerer bl.a. navnet på den medbragte nye kongelige herold Cheriuf. Men denne mand viste sig senere ifølge sin gravinskription fortsat at have været loyal Hatshepsut-tilhænger. Sådanne forhold er med til at tegne baggrunden for, at Tuthmosis III - foruden ikke at nå sit mål på Sinai - har måttet skjule dette, ekspeditionens egentlige formål, for næsten alle deltagere i sit medbragte korps.

Det ligger lige for, enten at Senmut/Moses gennem sine forbindelser - eller at hans indflydelsesrige forbundsfæller på egen hånd - nemt kunne have arrangeret en skjult sabotage mod fødevarelagre i hærens depotbyer ved grænsen. Hermed kunne i så fald soldaterne, uafvidende, blive påvirkede - døvede - af et infektorisk eller lidt bedøvende stof i maden. Rabbinerskrifterne gengiver det - jf. Ginzberg's "Legends of the Jews" (vol. 2, s. 282) - på følgende måde, at:

"…farao arrangerede forfølgelse, men det var forgæves. Kongens tropper blev dels ramt med blindhed, dels med døvhed. Den døve kunne ikke give oplysning om hvor Moses kunne gemme sig, og den blinde, hvis han vidste noget, kunne ikke komme dertil…".

Det er heller ikke utænkeligt, at der bag denne tekst har foreligget en oprindelig beretning om en bestemt handlemåde hos enkelte tropper, der var loyale mod det gamle regime:

- Faraos udsendte tropper havde således ledt efter Moses i Egypten og helt ovre på Sinai. Men de var på forkert spor, hvad netop sådanne stadig loyale officerer i hæren kunne tænkes at lukke øjne og ører for, hvis de alligevel skulle have gennemskuet det egentlige formål med ekspeditionen. - Forholdene inden for Egyptens styre på den tid var nemlig sådan, at også ved selve hoffet udgjorde repræsentanter fra hæren samt forhenværende officerer, der var indsatte på æresposter i hofstaben, et eget selvstændigt parti over for de præstelige partier eller fraktioner. Da det i høj grad var disse sidstnævnte, der støttede Tuthmosis III's magtovertagelse, må det indadtil have skærpet den til tider særdeles markante opposition mellem de to parter.

Der kendes lignende konflikt senere under denne faraos sønnesøn, Tuthmosis IV, der som omtalt lod skære igennem og i stedet for en præst nu fik en tro officer udnævnt til ypperstepræst over hele Egypten.

På grund af sit fravær var Moses ikke blevet uskadeliggjort på Sinai, og den forgæves eftersøgning kunne nu indgive hans modstandere formodning om, at risikoen for hans genopdukken foreløbig syntes forsvundet. For det viser sig, at den dengang unge 17-18-årige Tuthmosis III sluttelig - i denne Sinai-ødemark langt borte fra Hatshepsuts myndighed - turde give sig mere tilkende og, her på sin føromtalte stele i Wadi Maghara, for første gang i en inskription vove at lade sit navn sætte ved siden af Hatshepsuts og på en sådan måde, som var de ligestillede.

Herved var han gået langt videre end Senmut (Moses), for når denne satte sit eget navn ved siden af Hatshepsuts, var det altid ærbødigt gjort.

Kort efter denne episode var Tuthmosis III kommet så vidt med sin snigende magtovertagelse, at han havde dannet sit eget lille hof: - bestående af bl.a. en troppechef Tiy, der var en barndomsbekendt, samt endnu en herold, Djehuti (Thoth), og en række andre navngivne folk deriblandt både Tuthmosis III's skatmester og hans arkitekt m.fl.

Endnu i starten af denne på flere punkter noget dunkle periode i Egyptens historie under 18. dynasti har Senmut/Moses på grund af den hemmelige (skin)henrettelse endnu ikke officielt været opfattet som værende ude af billedet: For en vesir blev yderst sjældent udskiftet ved en ny faraos tiltræden - alene dette demonstrerer det ekstraordinære ved fjernelsen af Senmut.

Og også i mange åbne forhold udadtil lod Tuthmosis III stadig som ingenting - hvilket vil fremgå i det følgende - for at kunne fortsætte så uforstyrret som muligt med at befæste sin usynlige magtovertagelse.

Senmut i sine velmagtsdage. Dobbelthage-striber er tilføjet:
Et udbredt symbol på velstand.