Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (84 af 86)


Oldtidens Moses var oprindelig en egyptisk faraoprins, der blev udstødt som tronkandidat, og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret.

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (84 af 86)

APPENDIKS - 2

 

Senmuts stjernekort - dateret astronomisk

 

Gåden-om-faraos-datters-søn-22-Ove-von-Spaeth

Planeternes opstilling på Senmuts stjernekort.
Himlens opdeling i 10-dages/graders
kolonner, dekanerne, aflæses i rækkefølgen fra højre til venstre.

Planche - Sirius-&-Orion

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

 

Supplerer kap. 4

Dokumentation for datering af verdens ældste stjernekort i Egypten. Her gives, med tilladelse, en til denne bog tilpasset og oversat udgave af forfatterens engelske videnskabelige afhandling herom publiceret i "Centaurus International Magazine of The History of Mathematics, Science, and Technology", vol. 42 (III), 2000, s. 159-179. - En særlig tak til dr.scient. Kristian Peder Moesgaard og egyptolog dr.phil. h.c. Erik Iversen for de oprindelige korrektioner til hhv. astronomikonceptet og dets egyptiske tekster.

Datering kan afdækkes i Senmuts himmelkort

Ud fra en hidtil ukendt side af det astronomiske stade i Egypten omkring 1500 f.Kr. viser der sig mulighed for at kunne afdække ny, hidtil overset information i indholdet af Egyptens ældste stjernekort.

Det pågældende kort er en del af udsmykningen i et gravanlæg, der har tilhørt dronning Hatshepsuts vesir og kalenderbestyrer Senmut for snart 3.500 år siden under 18. dynasti. Derved er de verdens ældste kendte stjernekort.

Senmuts kort viser sig nemlig at rumme optegnelser af et bestemt mønster af planeternes positioner et særligt sted på himlen - hvilket indebærer et bestemt tidspunkt. Det er derved ikke et generelt stjernekort, men repræsenterer ydermere - således hidtil uerkendt - specifikke optegnelser fra virkelighedens himmel. Ved fra det afkodede materiale at kunne fastlægge daterbare planetpositioner, lader følgende sig klarlægge:

1. - at Senmut-kortenes indhold ikke viser en tilfældig opstilling af planeter i forhold til stjernerne - og heller ikke i sin helhed viser et mønster kopieret fra eventuelle forgængere eller tradition;

2. - at disse kort derimod er information om en speciel type planetkonjunktion (dvs. 'tæt sammentræf af planeter') i en defineret himmelsektor og følgelig er ækvivalent med et ganske bestemt og uforveksleligt tidspunkt.

Bemærk: Til behandlingen i det følgende er, hvis intet andet er anført, anvendt Neugebauer & Parker's "Egyptian Astronomical Texts" (vols. 1-3, London 1962-1969), hvori der er registreret og behandlet alt væsentligt hvad der kendes af egyptiske astronomiske optegnelser, stjernekort og kalendere i indskrifter og manuskripter m.v.. Dvs. i alt 131 tilfælde - heraf 50 stjernelister - igennem 2.000 år.

Verdens ældste kendte stjernekort

I det pågældende gravanlæg for Senmut findes stjernekortene på den sydlige og nordlige flade i det ene gravkammers loft, hvilket i den underjordiske klippe er udhugget ligesom undersiden af et lavt skråtag.

Planeternes positioner og specielle rækkefølge ved Sirius-sektionen på Senmuts næsten 4 meter brede sydligt placerede stjernekort vil kunne påvises at udgøre en inden for flere tusinde år eksklusivt optrædende kombination; hvilken i denne sammenhæng viser sig kun at forekomme ved maj 1534 f.Kr. (årene mellem 2200 f.Kr. og 200 e.Kr. er undersøgt i Skema 1).

Planetsammenstillinger gentager sig med visse intervaller, men i Senmuts tilfælde er planeten Mars' placering så usædvanlig, at gentagelser er særligt sjældne, hvorved alternative dateringer udelukkes.

Med denne dermed nyopdagede egenskab ved disse gamle kort vil planeternes specielle konfiguration, nemlig sammenstillingen af de af egyptologerne velidentificerede planeter, nu kunne efterprøves objektivt. Idet dette foregår ved beregninger baseret på moderne astronomisk videnskab, viser konjunktionen sig at være forekommet i virkeligheden, endda netop på Senmuts tid.

Kortenes opdagelse i 1927 ved udgravningen af dette Senmuts seneste gravanlæg skyldes den amerikanske egyptolog H.E. Winlock. Anlægget er senere beskrevet af bl.a. hans kolleger såsom Peter F. Dorman samt Christine Meyer; foruden at selve kortene er analyseret første gang af egyptologer som A. Pogo i 1930 og siden af Richard A. Parker sammen med forskeren i oldtidens videnskaber Otto Neugebauer i 1960erne, samt Christian Leitz 1989. (Alle de relevante værker findes i Bibliografien, grupperne 11 og 12).

Ifølge gravhåndværkernes efterladte dateringer på potteskår i Senmuts gravanlæg blev dette indrettet i Hatshepsuts 11.-16. regeringsår. Det 16. år er cirka 1493 f.Kr. (men ifølge lowdateringshypoteserne senere). Derfor er tidspunktet for konjunktionen på himlen 1534 f.Kr. absolut muligt og endda ret sandsynligt forekommet i Senmuts tidligste år.

Disse stjernekort fra Senmuts gravanlæg dannede skole og blev - som prototype - i princippet efterlignet i de følgende 1.400 år i Egypten.

I Egypten - såvel som i Babylon - blev stjernernes gang observeret ikke alene til brug for kalenderen, men også for et særligt himmelur. I begge lande kendtes inddelingen af himmelcirklen, Solens bane (ekliptika), i 360 grader. Blot anvendte egypterne en opdeling i 36 sektioner à 10 buegrader, en form kendt i Egypten allerede før 2100 f.Kr.

Her i ekliptikas stjernebælte var disse 10-graders sektioner (senere kaldet dekaner, fra det oldgræske ord for '10', deka) karakteriseret ved "asterismer", dvs. de pgl. sektioners stjernegrupper brugt som genkendelsesmærker. Som følge af Jordens døgn-rotation vil der opstige et nyt af disse dekaner i horisonten cirka hvert 40. minut - et system anvendt til både klokkeslet og kalender.

Selve dekanbæltet følger Solens "bane", ekliptika - og har de fleste af sine asterismer placeret langs ekliptikas "underside". Solen vil, under Jordens årlige omløb, passere et nyt dekan efter hver 10 dage.

At hvert dekan således udgør 10 af "Solens dagsrejser", strukturerede det egyptiske års kalender til at være 36 uger à 10 dage (= 360 dage plus tillæg af 5 skuddage ved nytår, i alt: årets 365 dage).

Efter 900-tallet f.Kr. blev persisk og babylonisk indflydelse stærkere, mens visse kosmologiske aspekter kendt fra Senmuts opstilling efterhånden tabtes. Og den østlige indflydelse viser fremtrædende brug af Zodiak'ens (Dyrekredsens) 12 stjernebilleder, der nu fandt vej til egyptiske stjernekort; især i den seneste, den græsk-egyptiske, epoke - dvs. efter 332 f.Kr.

Nyskabelser hos Senmut

Blandt Senmut-kortenes kosmologiske afbildninger af stjerneguder eller dæmoner repræsenterer flere af disse en måneds vigtigste dage, hellige festdage. Senmut, landets øverste kalenderbestyrer, har på det nordlige kort desuden afbildet 12 månedscirkler (enkelte forskere har foreslået dem også at være et astrologisk system, månehuse) - de ses ikke på senere kort.

Den høje mast på dette kort blev tidligt identificeret som "Verdens-aksen" af den tyske astronom og astronomihistoriker Ernst Zinner, omtalt i hans afhandling "Die Sternbilder der alten gypten", i 'Isis' (vol. 16, 1933, s. 301-325). Aksen - ikke at forveksle med Jordens akse - forløber som en lige sigtelinje tværs over himlen gennem dennes mest kraftigt lysende stjerner Canopus, Sirius og Lyra. Denne linjeføring blev brugt til at måle ud fra - endda så sent som i 1700-tallet, bl.a. af den danske astronom Ole Rømer.

Men det sydlige kort - der er daterbart - er anderledes opdelt: i mange kolonner. Langt de fleste af disse, men ikke alle, er dekaner. Og deres traditionelle faste rækkefølge er fra stjerneur-systemet, hvor dekanet med Sirius altid er sidste nummer, dvs. nr. 36. Overalt i den foreliggende tekst bruges Neugebauer & Parker's nummerering af dekanerne.

Egyptens ældste stjerneure ses ofte i diagramform: dekan-skemaer - undertiden med flere farver - sat på indersiden af mumiekisternes trælåg, så at de afdøde kunne "se" dem. Stjerneurenes dekaner blev - sandsynligvis ved en nyskabelse fra Senmut som det ældste eksempel - "flyttet ud af kisten" og med forøget indhold placeret i en "tilsvarende" position udenfor og i forstørret udgave, nu oppe på gravkammerets loftflade.

Inden for dette emne findes den anden nyskabelse hos Senmut, idet der til selve dekanerne, som han nu lod opstille uden det komplicerede stjerneur-diagram, også er føjet det omhandlende komplette himmelkort med planeter samt stjernebilleder. Heraf både de få tidligt kendte af egypternes stjernebilleder og især mange af de senere - flere af disse ses her for første gang.

Af de tidligste med sikkerhed kendte stjernebilleder har Senmut afbildet den vigtigste stjerne for egypterne, Sirius, Sopdet (spdt). Stjernen er personificeret som den vigtigste gudinde, Isis, på kortet placeret i det ligeledes vigtigste dekan, nr. 36. Under Senmuts dekaner nr. 31-35 findes s3h (Sahu), 'Orion', personificeret som Maahaef, 'han der ser bagud'. Hovedet vender "bagud" mod højre, dvs. som alt på kortet mod øst, ligesom den græske stjernemytes Orion (hvis græske navn netop viser positurens retning bagud mod østhorisonten).

Himlens 10-graders sektorer, dekaner, er angivet ved at deres navne med hieroglyfskrift er tilføjet en stjerne, og har på Senmuts kort (se ill.) måttet klemmes sammen i smalle kolonner. I flere tilfælde er endda to dekaner indpresset under hinanden i samme smalle kolonne - altsammen for at give ekstra plads til Sirius-Isis og hendes følgesvende på kortet: Jupiter og Saturn.

Disse to planeter vises med falkehoved. Jupiter ses på førstepladsen, kortets fornemste plads efter Isis. Deres ceremonielle både angiver også: 'glidende bevægelse' (jf. i andre sammenhænge de kendte billeder af Solen i solbåden). Kolonner med planeter er ikke dekaner.

Kort efter Jupiter og Saturn følger videre i denne rangfølge - der ligesom dekanerne læses fra højre mod venstre - de "mindre" planeter: Merkur, kun angivet ved navn, samt Venus repræsenteret af fuglen Benu. Dog ikke planeten Mars, der ikke er direkte inkluderet i den aktuelle gruppering.

- Denne tætte gruppering af planeter omkring Sirius på det sydlige kort viser sig ifølge den udarbejdede statistik over relevante konjunktioner (jf. Skema 1) at være en regulær optegnelse af en i dette himmelområde, som nævnt, sjældent forekommende konjunktion. Det gør den overordentlig definerbar til brug for en eksakt tidsmæssig bestemmelse.

Desuden på dette sydlige kort er det - ud fra dekanernes traditionsbundne rækkefølge i det egyptiske stjerneur-system samt ud fra deres udstrækning - let at konstatere, at f.eks. Sirius' og Orions stjerner er placeret ved de positioner, hvor de nøjagtigt hører hjemme på himlen.

Men her er det første gang dette princip også ses anvendt til planeterne. For på helt samme måde kan også planeternes positioner defineres ud fra dekanstjernernes kendte faste placering. Just dette fører til selve tidspunktet for det omhandlede konjunktionsmønster på himlen.

Mars-problemet - samt Jupiter og Saturn

Konjunktionen på himlen på Senmuts tid - i 1534 f.Kr. - jf. Skema 2 og Diagram 1, består af Sirius, Jupiter, Saturn, Merkur og Venus, men ikke nødvendigvis i helt denne "klassiske" rækkefølge. Således befinder alle øvrige planeter end Mars sig i konjunktion i Sirius' himmelområde. Hvad angår Mars, viser egyptiske kort generelt to versioner af konjunktionen:

a: - Ved konjunktionen på selve himlen i 1534 f.Kr. findes denne planet Mars på afstand fra de andre beskrevne planeter. Mars er, som det vil fremgå, tilsvarende gengivet på Senmut-kortet (dog ikke omtalt ved hidtidige beskrivelser), men ved en båd på den vestlige del af himlen på vej mod syd. Ud fra dens position på Senmuts kort regnes den da i statistikken i Skema 1 at befinde sig i en særlig relation - "opposition" - til gruppen, dvs. 240-270 grader fra forårsjævndøgnspunktet.

b: - I andre, senere egyptiske kortversioner vises en Mars-figur i en båd, i øst.

Men hos Senmut afbildes kun båden, og som nævnt: i vest. For her - som det skal demonstreres - er Mars netop i april-maj 1554 f.Kr. retrograd, dvs. at den astronomisk "går baglæns" i nogen tid, så positionen regnedes ikke for "konkret", hvilket synes udtrykt ved: den tomme båd.

Denne båd og en ledsagende tekst optræder på senere kort omfortolket til at være omgivende dekaners navne. Neugebauer og Parker har endda antaget båden for et stjernebillede og foreslår (vol. 3, p. 24), at kortets pgl. tekst hntt kan være hnt(y), 'skibsbov'. Dog, bådens "den tomme" illustration kan ikke repræsentere et stjernebillede, men har samme form som de øvrige himmelguders "vehikler" - disse er ikke "selvstændige" både. Desuden har tekstens ord hntt tydeligt to t'er, hvilket viser Mars' karakteristika:

"… tjemes khentet (tms hntt) 'den røde sejler/rejser sydpå' …",

dvs. en betegnelse for den altid røde planet Mars; senere hed Mars også ofte Heru djeser (Hr dsr), 'Horus den røde'. På kortet vises Mars entydigt ikke at være i øst, men på vesthimlen som nævnt netop "på vej mod syd".

- Den største planet Jupiter kaldes på Senmuts stjernekort:

"… Horus hvis navn er: den der skiller/afgrænser de to lande
- stjerne ved sydlige himmel…".

Jupiter befinder sig her på den vigtige linje, som Verdens-aksen danner som en helt lige grænselinje, der deler himlen i to halvdele, "lande" - sydlig og nordlig - ligesom den gængse betegnelse for Egypten: "de to lande", et for egyptisk tradition naturligt og typisk ordspil. Ved konjunktionens start var Jupiters position tæt ved at være præcis på denne Verdens-akse (= Sirius' længdegrad), blot en anelse (under en halv buegrad) syd herfor. Tekstens udtryk "syd(lig)" synes da at udtrykke denne skærpede præcisering.

- Den næste planet Saturn har på Senmut-kortet betegnelsen:

"… hans navn er: himlens tyr der sejler/rejser ("færger") på østlige himmel …".

Også dette er i fuld overensstemmelse med situationen i året 1534 f.Kr., og vil fremgå af den detaljerede oversigt i Skema 2 og Diagram 1, idet Saturn var østligst af alle planeter på himlen, kun cirka 30 grader fra forårets jævndøgnspunkt dengang (som udgør den 0'te grad på ekliptika, Solens såkaldte bane). "Tyr" var ofte egyptisk prædikat for en planet, og især de store planeter kendes i afbildninger som "himlens okser", der langsomt vandrer.

De ovennævnte betegnelser for Jupiter og Saturn i henholdsvis syd og øst blev senere en fast form fortsat på flere senere stjernekort, oftest uden at Jupiter og Saturn aktuelt havde stået i hhv. syd og øst på himlen.

Året for konjunktionen - statistisk bestemt

Skema 1 viser hyppighed af forekomster af det omhandlede konjunktionsmønster i det definerede himmelområde. Senmut-kortets sammenstilling af de fleste planeter på en kortere himmelstrækning sandsynliggør, at egypterne anvendte begrebet "konjunktion", men med hvor vide grænser er uklart. Derfor, og pga. de hurtige småplaneter, er der i statistikken i Skema 1 og oversigten i Skema 2 nu til konjunktionens udstrækning givet en rigelig bred margin på cirka 60 (bue)grader - med 30 grader til begge sider fra Sirius' position. Den mindre hurtige Mars gives 20 grader for mulig bevægelse i perioden.

På Senmuts tid var Sirius' position 54 grader fra forårsjævndøgnspunktet. Derfor vil en konjunktion ud fra ovennævnte kriterier anses i statistikken, Skema 1, for gældende kun inden for cirka 25. til 85. grad fra forårspunktet.

I enkelte tilfælde, hvor en konjunktion ikke spreder sig væsentligt, selv om afstanden fra Sirius øges yderligere et par grader, gives her en større margin end de angivne 30 grader fra Sirius, fordi det for egypterne stadig må have taget sig ud som konjunktionens fortsættelse. Den kan i så fald være forlænget til f.eks. efterfølgende nymånes indtræf.

Planeterne kunne ikke observeres direkte, før Solen havde passeret ud af konjunktionen, der i det tidsrum var på himlen om dagen.

Overskues efter Senmuts tid de følgende 1.500 år, hvor der forekommer stjernekort eller lignende gengivelser, og gives den samlede periode en bred margin også før Senmut (ud fra statistiske hensyn), er statistikken (Skema 1) da opstillet til at omfatte årene fra 2500 f.Kr. til 100 e.Kr.

Endvidere inkluderes i beregningen forårspunktets langsomme forskydning baglæns, cirka 50,25 buesekunder årligt - astronomisk kaldet præcessionen. I oversigtens 2.600 år ændres Sirius' position fra 39 til 68 grader fra forårspunktet. Metoden til at finde konjunktionerne er at afsøge den langsomste planet Saturns cyklus: 29,5 år, i møde med Jupiter: cyklus 11,7 år, og Mars: cyklus 1,8 år, etc.

Skemaet har nøjagtighed på under en halv grad og er baseret på Stahlman & Gingerich's "Solar and Planetary Longitudes 2500 BC to 2000 AD", (1963). Videregående computeranalyse er fra beregninger fra RCCO Ltd., Coín.

 

Gåden-om-faraos-datters-søn-23-Ove-von-Spaeth

Skema 1: - Konjunktioners forekomst fra 2500 f.Kr. til 100 e.Kr.: Jupiter, Saturn, Merkur,
Venus samtidig inden for 30 grader fra Sirius' længdegrad (som skifter fra 39 til 68 grader i de 2600 år); Mars er enten inkluderet - eller i vestpositioner 250-270 grader.

Planche - Måneder - Mars

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

 

Skema 1: - Konjunktioners forekomst fra 2500 f.Kr. til 100 e.Kr.: Jupiter, Saturn, Merkur, Venus samtidig inden for 30 grader fra Sirius' længdegrad (som skifter fra 39 til 68 grader i de 2600 år); Mars er enten inkluderet - eller i vestpositioner 250-270 grader.

 

Evaluering

 

SAMMENDRAG af Skema 1: Resultat af indkredsning inden for de omtalte 2.600 år:

a: 44 konjunktioner, hvori Mars er med i øst og deltager direkte;

b: 4 konjunktioner, hvor Mars samtidig befinder sig i vest;

c: ud af sidstnævnte gruppe med Mars i vest forekommer kun én (to) konjunktion(er), hvor Mars også er fuldt ud retrograd: - i 1534 f.Kr.

RESULTAT af Skema 1: I alt 44 konjunktioner med den "modificerede" ikke-originale version, hvor Mars er inkluderet i planetgruppen i øst. Det giver gennemsnitlig én forekomst hvert cirka 60. år; men den optræder i praksis med en frekvens vekslende mellem 1 til 201 år.

Hvorimod den "originale" Senmut-konjunktion med Mars i vest kun forekommer de viste tre (fire) gange inden for de 2.600 år - og da med en indbyrdes afstand på 237 år. I kun ét tilfælde inden for undersøgelsens relevante år, hvor Mars er i vest, er Mars samtidig i tilbagegående bevægelse, dvs. "retrograd".

I det andet, men dog "urene" retrograde tilfælde - angivet i Skema 1 med '(x)', i 1297 f.Kr. - er Mars ikke retrograd førend i juni, dvs. først tre uger efter at Venus har forladt konjunktionen, så denne ikke længere var komplet - og dermed mindre relevant statistisk set. Og der kan ses bort fra Mars 1000 år senere.

Inden for oversigtens 2.600 år store tidsspand er den "rene" udgave af Mars' retrograde bevægelse altså fra 1534 f.Kr. Det indikerer stærkt, at fænomenet forekom på Senmuts tid:

- Senmut-kortets udeladelse af Mars i øst - hvilket umuligt var en "forglemmelse" på et så præcist og gennemarbejdet kort, og af en ekspert som Senmut - viser, at der ikke kan være tale om konjunktionerne fra 1533 og 1475 f.Kr. Denne afgørelse bestyrkes også af Skema 2, der demonstrerer, at blandt de forekomne konjunktioner passer Senmut-kortets opstilling specielt godt med 1534-konjunktionen.

På baggrund af Skema 1 kan der herefter konkluderes:

1. - at 1534-konjunktionens særlige opstilling, der i 2.600 år principielt kun findes én gang på himlen, svarer ud fra planeternes arrangement, og også tidsmæssigt, optimalt til Senmuts himmelkort;

2. - at da statistikken viser, at dette så sjældne mønster kun indtraf på himlen i Senmuts tid, er "et tilfælde" udelukket, men derimod viser det afgørende forbindelse mellem Senmut-kortets særlige planetarrangement og denne virkelige konjunktion på himlen.

Solformørkelse fundet - kan bestyrke datoen

Flere inskriptioner på Senmut-kortene synes at henvise til en bestemt dag i den fundne konjunktions periode i maj-juni 1534 f.Kr.

En af disse inskriptioner står i umiddelbar forlængelse af dekan nr. 31 i Orion-området (se ill.) og har hieroglyfteksten iret Her (irt Hr), 'Horus-øje'. Det er et udtryk, der kunne bruges ved flere forskellige forhold, bl.a. her hvor dets placering over Orion kan have sin naturlige årsag. (Jf. at Orion i den græske myte, der anses for at stamme fra egypterne, havde et defekt øje, der er kendt som Orion-hovedets øverste, lidt tågede stjerne).

Men i flere bestemte sammenhænge betød irt Hr, 'Solen' eller 'Månen' - disse var henholdsvis "Horus' højre/venstre øje" - ikke mindst i forbindelse med sol- eller måne-formørkelser.

Dette fremgår også flere steder i egypternes gamle tekstsamling, den "Egyptiske Dødebog", hvor der omtales "en defekt (jatet, jf. Erman & Grapow: j3tt i "Wörterbuch d. Aegypt. Sprache", 1, s. 35) i Solens (Horus') øje". Dette havde både kosmologisk og jordisk betydning:

- Især "Dødebogen"s kapitel 80,4 med: iret Her em jatet es (irt Hr m j3tt s), dvs. 'Horus-øjet i sin invaliderede (eller 'ikke-rette') tilstand'. Og jatet (j3tt) er et udtryk, der, ved omtale af Sol eller Måne, er identisk med det senere latinske ord defectus - begge kunne bruges for 'formørkelse'; jf. den engelske egyptolog Renouf's "The Eclipse in Egyptian Texts", i The Life Work of Peter le Page Renouf (2, 1903, s. 295-303).

Udtrykket korresponderer med samme kapitel 80's omtale af bestemte dage i månemåneden. Jf. oversættelser i egyptologerne R.O. Faulkner's "The Book of the Dead" (1972) eller Erik Hornung's "Das Totenbuch" (1979). De pågældende dage er præcis blandt de dage i en månemåned, hvor det er muligt for sol- eller måneformørkelse at forekomme. Også i "Dødebogen"s kapitler 112-116 refereres der til formørkelse.

Ofte vises Sol og Måne ikke på de egyptiske himmelgengivelser; mens stjernerne vises, som de er om natten. Heller ikke Senmut-kortene har direkte gengivelser af Solen, f.eks. i form af guden i en sol-båd eller som solskiven Aton el.lign. Men her synes dekan nr. 31's tekst irt Hr i sig selv at have skullet meddele mere end Solens eller Månens tilstedeværelse, nemlig i kort form at angive: en formørkelse.

Netop denne oplysning fører til i det pgl. himmelområde at søge efter forekomst af en solformørkelse. Hvorefter yderligere finberegning af resultatet fra disse undersøgelser er foretaget ved en avanceret astronomisk computerbehandling (nogle astronomisk-tekniske oplysninger herom gives efter nærværende Appendiks).

Resultat ved den pgl. metode: - Den 7. maj (21. maj, juliansk kalender) 1534 f.Kr., kl. 10.02 lokaltid Theben (7h 56m 39s UT) indtraf en solformørkelse, der var svag (annular) og har sandsynligvis ikke kunnet ses i Theben. Kortets tekst om formørkelsen er en korrekt registrering, men siger intet om timen og evt. synlighed.

Da solformørkelsen indtraf, befandt Sol + Måne sig cirka 45 grader (i astronomisk, men ikke visuel, kulmination 44 40'31") fra forårspunktet, dvs. deres placering var nær Sirius' position (54%19'), målt på ekliptika.

Konkret indtraf den omtalte solformørkelse således nær op ad Sirius' længdegrad, nemlig 10 grader derfra, dvs. præcis som i Senmuts placering: For på kortet vises solformørkelsen i et dekan, der er indsat i et helt dekans afstand - dvs. 10 grader - fra Sirius' dekan (nr. 36).

Senmuts kort følger som nævnt ikke helt dekanrækkefølgen i stjerneure og er den første kendte gengivelse med dekanombytning:

- Herved opnåede Senmut med en sådan rokade at løse flere problemer på én gang: Nemlig en ordning af de grafiske placeringer for både solformørkelsen og den klassiske planetrækkefølge, idet Saturn (se Skema 2) ikke - dvs. ikke uden at splitte denne overordnede sammenhæng - har kunnet finde plads til at blive kilet ind på sin i det aktuelle tilfælde reelle position mellem det altid sammenhørende par, Sirius og Orion.

 

Gåden-om-faraos-datters-søn-24-Ove-von-Spaeth

Nærbillede af stjernekortet viser bl.a. dekan 31’s tekst om solformørkelse.
I dekan 34 ses 8 kugler. Og i dekan 35 vises nogle Osiris-tegn
for ’månedens afslutning’.

 

Ekstraordinær information om månedsskifte

I Egypten begyndte - ifølge R.A. Parkers værk "The Calendars of Ancient Egypt" (1950) - månemåneder ikke som i nabolandene, når en nymånes første smalle lysende kant blev synlig, men ved "astronomisk nymåne"; dvs. allerede kort efter, at sidste månekant ikke længere kan ses om morgenen i denne periode, hvor Månen passerer Solen og er usynlig i 2,5 døgn i alt.

Idet guden Osiris blev identificeret med stjernebilledet Orion, findes han også på disse udpræget kosmologiske kort: I mytologien forbindes han til ideen om død og genfødsel og er herunder identificeret med, at Månen forsvinder bort og på tredjedagen igen bliver synlig ved at "genfødes" - af Isis - som nymånens Horus. Denne genfødsel ses under dekan nr. 32, hvor teksten er ms Hr, dvs. 'Horus-fødsel(sdag)'.

I det pågældende år 1534 f.Kr. er den nu udpegede dato 7. maj (med nymåne, og her med solformørkelsen) starten på en egyptisk månemåned. I den forbindelse bemærkes lige under dekan nr. 35 navnet "Osiris": Det betegner afslutningen af en måned, dvs. de sidste ti dage umiddelbart før den nymåne, der her var ophav til en solformørkelse.

Da solformørkelse kun kan indtræffe netop op til nymåne, indikerer alt dette, at førstedagen (astronomisk nymåne) i den pågældende månemåned er identisk med tiden for den samtidigt indtrufne svage solformørkelse. Og Senmuts stjernekort vil da være korrekt dateret også i forbindelse med denne solformørkelse.

Senere konjunktioner af denne type er også optegnet

Yderligere perspektiver bestyrker resultatet: Stjernekort konstruerede gennem mere end 300 år efter Senmut viser også, i princippet, "hans" form for konjunktion - den eneste form. Ydermere viser det sig, at udførelsen af disse kort blev foretaget på netop de tider, som hvor konjunktionerne fremkom på himlen.

Skema 1 viser disse lignende tilfælde på himlen ved, som det vil fremgå, forskellige optegnede begivenheder: a) maj-juni 1415 f.Kr., b) april-maj 1227 f.Kr./april-maj 1296 f.Kr. og c) april-juni 1238 f.Kr. Den første af disse datoer inkluderer en ikke-synlig måneformørkelse. Og i alle disse tilfælde - undtagen i 1297 f.Kr. - deltog Mars i planetgruppen i øst.

Det er således et hidtil ikke-kendt faktum, at årene for disse forekomster på himlen korresponderer med stjernekort opstillet inden for nøjagtig de samme perioder. Disse stjernekort, der viser den samme, her principielle, type konjunktion, tilhørte henholdsvis Amenhotep III, Seti I og Ramses II.

Af de omhandlede kort synes det første ikke at have noget spor af Mars, men de to andre afbilder Mars i øst - hvor den netop også befandt sig på himlen. I alle disse tilfælde, hvor det principielle mønster i Senmuts kort er efterlignet med Mars' (tomme) båd i vest, men nu var ude af brug, har kunnet forvirre flere kortgengivere. De har nemlig ignoreret den (på Amenhotep III-kortet) eller ændret den til enten en solbåd (hos Ramses II) eller en båd med en besætning af fire guder (hos Seti I).

Altsammen viser, at tidspunkterne for konjunktionerne, der optrådte eksakt inden for disse faraoners regeringsperioder, også var de tidspunkter, hvor stjernekortene var blevet fremstillet. Med andre ord synes der at eksistere en etableret tradition. Stjernekort med denne type konjunktion var - igen, mindst gennem 300 år efter Senmut - gengivet kun på disse faraoners tider, hvor en sådan konjunktion de facto fremkom på himlen.

Til trods for at dette kan modstride visse lowdateringshypoteser angående den omhandlede tidsalder (18. og 19. dynasti), vil de fundne konkrete forhold også kunne afspejle den følgende relation: Der eksisterer den indlysende mulighed, at da den sjældne konjunktion optrådte i 1534 f.Kr., var det også inden for den tid, hvor Senmut levede, eftersom han lod den afbilde; altså i pagt med, hvad der således nu kendes fra den senere faste praksis. (Men selve dateringen i Senmuts samtid er naturligvis en selvstændig operation). Senmuts koncept prægede egyptiske kort i 1.500 år.

 

Gåden-om-faraos-datters-søn-25-Ove-von-Spaeth

Diagram 1: Stiliseret himmeloversigt vedr. planeternes positioner som en gruppe omkring Sirius og Verdens-aksen. Beregnet med astronomiske data ud fra planetplaceringerne i Senmuts stjernekort.

Planche - Himmelbillede

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

 

Senmuts stjernekort og samtidens konjunktioner

Om både Diagram 1 og Skema 2 kan informeres: I dem begge er planeternes positioner - med afstanden fra forårspunktet - målt på ekliptika og her angivet i hele buegrader (bueminutter og sekunder afrundet til nærmeste grad).

Sirius er her det definerede udgangspunkt - herfra udmåles distancerne til de i undersøgelsen fastsatte ydergrænser for planetgrupperingerne.

Jordaksens hældningsbevægelse, præcessionen, der gennem årtusinder langsomt ændrer forårspunktets afstand fra stjernerne, er, sammen med bevægelsens uregelmæssigheder, udregnet med tal og formler fra Moesgaard & Kahl Kristensen's afhandling "The Bright Stars of The Zodiac. A Catalogue for Historical Use", i Centaurus (vol. 20, 1976, s. 129-158).

Formler til brug for Sirius' såkaldte egenbevægelse (også anvendt af RCCO) kendes i flere udgaver alt efter de faktorer, der prioriteres, men da det kun giver få buesekunders variation, betyder det intet her.

Der findes små forskelle i himmellegemernes positionshøjde - "deklination" - over og under ekliptika; de er ikke vist i Diagram 1 og betyder intet for resultatet.

Konjunktionernes forskellige varighed er til analysen afgrænset ud fra deres individuelle første og sidste datoer, der naturligt er defineret ud fra, at de så vidt muligt udstrækker sig fra en nymåne(/formørkelse) til den næste eller yderligere næste. Dette er valgt, for når Månen i form af nymåne også indgår i gruppen, er konjunktionen mest omfattende.

 

Gåden-om-faraos-datters-søn-26-Ove-von-Spaeth

Skema 2: - Planetkonjunktioner på Senmuts tid i relation til hans stjernekort.

Planche - Planet-rækker-og-Sirius

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

 

Konklusion

Herefter er resultatet fra Senmut-kortene, at der nu er fundet indicier for, at en sammenhæng mellem en reel konjunktion på himlen og en gengivelse af planetmønsteret, var bevidst tilsigtet.

Grundformen for planeternes grafiske opstilling på Senmut-kortet synes skabt i og med hans idealiserede, men dog entydige, afbildning af en bestemt himmelkonfiguration og med et enestående indicium: Mars er retrograd i vest, hvilket i den forbindelse stort set kun forekom på Senmuts tid. Men herudover blev selve grundmønsteret normdannende for alle lignende afbildninger siden hen. Ved at anvende denne prototype blev ligeledes de fleste senere gengivelser også samtidig budbringere om et uforveksleligt tidspunkt. I Senmuts tilfælde kan, ud over at bestemme år og måned, tilmed en bestemt dag identificeres, hvis også solmørkelsen inkluderes som indicium.

Af undersøgelsens fremlagte forhold findes der nu basis for at antage:

  1. - at Senmut-kortene, ud over at demonstrere et kosmologisk og astromytologisk udtryk, ikke blot er dekoration, men også samtidig fra virkelighedens himmel afspejler en konkret stjernemæssig begivenhed, der er unik og uforvekslelig med andre konjunktioner;
  2. - at den pgl. konfiguration på himlen herudfra kan dateres eksakt: 1534 f.Kr.

Disse enestående stjernekort fra Senmut, der også var Egyptens kalenderbestyrer, repræsenterer historiens ældste konkret kendte videnskabelige landvinding: den præcise inddeling af himlen med opmåling af stjerners og planeters positioner.

Og, som en sidegevinst, skulle stjernekortene kunne bidrage til forbedret datering af deres ophavsmand foruden de samtidige faraoner - i det mindste til inden for nogle specifikke årtier.

Som nævnt bestyrkes disse iagttagelser ved, at senere stjernekort i Egypten i flere henseender blev næsten slavisk kopieret fra Senmut-kortmodellen. Skema 1 viser disse lignende konjunktioner under f.eks. Amenhotep III, Seti I og Ramses II, der netop også lod dem afbilde.

Artikel-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth
Download-fil: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove von Spaeth