Magisk storcyklus for Månen

og for Horus' 30. år

Tidligere blev der i Indien foretaget et regulært kongeoffer hvert 12. år efter en indisk kalendercyklus, der er baseret på planeten Jupiters 12-årscyklus. Endnu en cyklus, og ligeledes mindre afhængig af nytår, er statistisk påvist af den danske historiker Palle Lauring i sin bog "Danmarks Håb og Horn" (København 1954), hvorefter et signifikant stort antal kongedrab og mystiske kongedødsfald i Danmark, på helt samme måde som andre steder i Europa, skete i et 7. eller 9. år - eller i multipla af disse cykler f.eks. 14 år (2 x 7) og 18 år (2 x 9). Tallene synes også her forbundet med planetariske cykler (hhv. Saturn, og i forbindelse med Månens bane og dennes solformørkelsescyklus).

Den amerikanske egyptolog og ekspert i egyptisk tidsregning, Richard A. Parker, viser i sit værk "The Calendars of Ancient Egypt" (Chicago 1950), at (hep-)sed-festivalen ofte blev fejret af kongerne ved deres 30. regeringsår: Heraf var perioden på 29 år, der indtil da var forløbet for kongen, betragtet som en forstørret udgave af månecyklussens 29,5 dage. Inden Månen afslutter denne cyklus, er den usynlig i 2,3 døgn indtil den 29. dag og blive først synlig igen herefter fra 30. dag.

Kongen repræsenterede her en genfødsel af kongeguden Osiris, der netop som 29-årig ikke alene blev ritualdræbt - af sin bror Seth - men desuden parteret i 14 dele. Heraf var Osiris' 12 krumme ribben udtryk for de 12 dele af Månen, der gennem hver månemåneds sidste 12 dage forsvandt, indtil Isis samlede dem igen en for en. De resterende to dele repræsenterede: Hovedet, ved fuldmåne - og genitalier ved den mørke nymåne i døgnet før Månen igen er synlig. Månens efterfølgende første lysende krumning eller "ribben" udtrykte Horus' fremkomst og vækst.

De i alt 24 dage med aftagende og tiltagende måne plus de to gange cirka 2,5 dage med henholdsvis fuldmåne og usynlig nymåne udgør månemånedens omtrentlige 29 dage. På en lignende vis har både babylonisk og jødisk mytologi ordspil på 'ribben' ved menneskets skabelse.

Kongen kaldtes for "de levendes Horus", og således i sit 30. år "døde" han, hvorefter han som den unge Horus - Horusbarnet - "genfødtes" ved den nye Månes kraft med ny styrke (eksempelvis kalder Hatshepsut sig i sine inskriptioner også for "den kvindelige Horus"). Det var til denne død før genfødslen, at der i stedet for kongen kunne bruges stedfortrædende offer, en person indviet med kongeudstyr eller en kongeklædt "indviet" dukke: som en afspejling af mytens Osiris, der dræbtes efter 29 år.

De himmelske forhold, der spiller ind, har også forbindelse med planeten Saturn, som har den langsomste cyklus af alle de dengang kendte himmellegemer, nemlig en omløbstid på 29,5 år. Det blev sat i relation til, at det hurtigste af himmellegemerne, Månen, har en cyklus på 29,5 dage. Dette forhold, at de 29-30 månedage paralleliseres med Saturns 29-30 solår, kendes fra en udbredt cyklusformel, der også optræder flere gange i Bibelen:

"… én dag for ét år …" ("4. Mosebog" 14,34; og "Ezekiel" 4,6).

Det var ikke noget brud på 30-årstraditionen (evt. fraveget af visse faraoner), at Hatshepsuts Sed-festival afholdtes, ifølge inskriptionerne, ved hendes første 16 år som enehersker, 9 år efter hendes faraokroning:

- Ved at regne 30 år baglæns fra hendes festival i 1493 f.Kr. passer tidslængden med følgende: Hun og hendes gemal Tuthmosis II blev Egyptens regentpar (hvor hun var officiel co-regent), dengang hendes far, Tuthmosis I, døde 1523/1522 f.Kr. Festivalen for hendes regentskab blev hermed holdt præcis i et afsluttende cyklus-år, det 29.-30. år.

At der til kongens (Hatshepsuts) 30-års festival blev opstillet obelisker blev delvis til en kongetradition, der ligeledes har udspring i himmelske forhold, idet obelisker som nævnt var kultisk forbundet med Solen.

Ved denne Sed-festival har Hatshepsut udført forskellige hellige ritualer - idet hun som farao overrækkes, af Amon, alle landene under Solens kreds, dvs. et verdensherredømme. Bl.a. kom det til udtryk ved, at hun skød 4 pile mod himlen i de 4 verdenshjørners retning, hvor selve den måde, de faldt til jorden på, blev gransket af varseltagerne. Og der udsendtes 4 fugle, samt rejstes en Sed-søjle.

Desuden skulle hun på senere "frimurer"-agtig vis bære et vinkelmål, som bygmestrene og astronomerne brugte. Til disse ritualer hørte også, at Amons statue blev sejlet på Nilen i den hellige båd. Der blev også ved det pågældende "kongens store nytår" opført to små og særprægede helligdomme, naos - med en trone i hver, for hhv. Øvre og Nedre Egypten, som kongen skulle bestige og sidde på som en anden gudefigur. Disse naos var som hytter af flettede siv og grene. (De synes at være et egyptisk element bag "løvhyttefesten", der senere indstiftedes af Moses til israelitternes høstfest om efteråret - en fest som siden hen blev nytår i deres borgerlige kalender).