8. KAPITEL

Magiske billeders og navnes strategi

Billeder og navne i aktion på væggene

Som om Senmut allerede var en farao, lod han, ofte ret iøjnefaldende, sine værker rundt om i Egypten signere, dog uden kongelig indramning. I det hele taget lod han sine inskriptioner indsætte utallige steder.

Over hele landet lod han - især i forbindelse med sine mange bygningsværker - opstille et betydeligt antal statuer, der portrætterede ham selv. Dvs. vanligt netop for en kongelig person, men som ingen almindelig bygmester kunne have tilladt sig i dette voldsomme omfang.

Enkelte af hans statuer blev ud fra en særlig, egyptisk tradition udformet som en såkaldt terning- eller kubusstatue, hvor selve kroppen af den portrætterede person er udført delvis kubusformet.

Lignende statuetype af ham findes på Sinai, som Senmut besøgte. Og fra den bibelske verden omtales Moses senere i en del af sin eksilperiode at have boet netop på Sinai, hos præsten Jethro. Det tilflugtssted må da have været ved Sinais dengang eneste tempel i Serabit el-Khadim.

En anden statue fundet i denne lokalitet, kan meget vel i sig selv bevise at være en afbildning af Moses, hvad visse forhold ved dens inskription kunne være en henvisning til (jf. kap. 16). Selve inskriptionen er udført med et revolutionerende fremskridt fra hieroglyffernes stade, nemlig verdens ældste kendte alfabet. Dets opfindelse er dateret til just denne periode, dvs. under Hatshepsut og dermed Senmut/Moses. Dette kunne have visse overensstemmelser med, at alfabetet er en opfindelse, der af mange oldtidsforfattere netop blev tillagt Moses.

Flere af Senmut-statuerne i selve Egypten er udført som de tidligere omtalte dobbeltfigurer, der viser både Senmut og den unge kronprinsesse og medregent Neferure - sidstnævnte med det kongelige scepter i hånden. En offentlig understregning af Senmuts intime tilhørsforhold hos kongemagten.

En del inskriptioner med hans navn står ligesom de var forberedte til - så snart han blev farao - hurtigt at kunne omgives af den kongelige kartouche, senu, dvs. den særlige ramme om navnehieroglyffer, der angav, at det var en konges navne. Han har også benyttet omvendt fremgangsmåde: når der f.eks. på en Senmut-statue er indhugget den kongelige senukartouche, men i tom tilstand, hvilket ikke var unormalt når en ny farao afventedes, har den lige såvel været parat til at udfyldes, så snart Senmuts faraostatus var etableret.

Han synes med disse handlinger tydeligt at ville manifestere sig som uomgængelig faktor, nu da hans tronfølgerstatus var blevet mere usikker. For styrken hos fjenderne ved hoffet og præsteskabet øgedes, ligesom konkurrencen fra den yngre prins, dog endnu i skyggeposition, øgedes.

Blandt Senmuts modforanstaltninger er det påfaldende, at han alle vegne i Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahari, som han næsten nåede at færdigbygge, lod sig selv afbilde. Især på skjulte steder, indsat i væggene eller i form af udhuggede relieffer og statuer. På flere af dem er han endda også her portrætteret sammen med Neferure.

Desuden er de fleste af hans egne navneinskriptioner godt og grundigt sammenkoblet med Hatshepsuts kongenavne, ofte på en måde så hans navn direkte kunne tage farve af hendes rang.

Figurer der forestiller Senmut, samt inskriptioner om ham selv, var i templet anbragt skjult i næsten hvert eneste kapel og bag alle døre. Således at først når man står helt inde i de forskellige rum - og hvor der var døre, da først med disse ofte indadsvingende døre lukket efter sig, så væggen ses - opdages disse Senmut-statuer eller -billeder!

Idet egyptiske templer, hvor døre, bortset fra til særlige rum, ofte ikke blev holdt lukkede undtagen ved ceremonier, kunne disse Senmut-billeder således i lange tider forblive upåagtede af besøgende i templet. Alene i dette Hatshepsut-tempel er der næsten 70 døråbninger, bag hvilke Senmut - på næsten hver eneste af de skjulte flader eller nicher - systematisk har anbragt sine her særdeles talrige, malede eller reliefudskårne portrætter. Som en bevidst, magisk indlejring af ham i den hellige bygning.

At en person - uanset hvor højt et embede eller magtstatus - på den måde til overmål udsmykker en faraos tempel med sit eget portræt var uhørt og ville være blevet standset undervejs, med mindre det drejede sig om en kongelig person. Som præcis i Senmuts tilfælde. Tilmed ses Hatshepsut ifølge flere inskriptioner direkte at have sanktioneret disse handlinger fra Senmuts side.

De fleste af portrætterne er udført i en stil, der adskiller sig fra de øvrige tempelrelieffer og bærer herved præg af at være anbragt i al hast, sandsynligvis fordi situationen tilspidsedes. Disse af Senmut iværksatte arrangementer stod da parat til øjeblikkelig brug på et taktisk fordelagtigt tidspunkt under magtkampen.

På en væg i dette Hatshepsut-tempel findes en portrættegning, der viser Senmut på næsten kongeagtigt niveau, idet han her har et påsat hageskæg - et symbol, som oftest eller især konger ses at udstyre sig med.

En sådan tegning af Senmut findes allerede i hans første gravanlæg (TT 71). Samme sted havde Senmut yderligere ladet udføre nogle specielle afbildninger af sig, bl.a. en sfinks med det kongelige hovedklæde og påsat hans portræt: igen et kongetegn, foruden at også hans ansigt på selve sfinksen var forsynet med hageskæg.

Kun en tronarving kunne tillade sig at placere sit navn så påfaldende ofte i denne særlige tætte forbindelse med den regerende faraos navn. Dette var ikke gjort af nogen anden og på denne omfattende måde før end netop Senmut. Eksempelvis i sit hemmelige gravanlæg under Deir el-Bahari templet lod han inskribere:

"… Leve … den guddommeligt fremtrædende Maatkare (Hatshepsut), konge af Øvre og Nedre Egypten, elsket af Amon - leve hun og Senmut, øverste bestyrer af Amons hus …".

Disse navne - Maatkare (et af Hatshepsuts tronnavne) tæt ved Senmuts navn - kombineret i en inskription, der begynder med ønsket "… Leve … farao!". Bl.a. ifølge finderen af denne Senmut-grav, den amerikanske egyptolog Herbert E. Winlock med sin afhandling "Excavation at Deir El Bahari 1911-1931" (New York 1942), angives det på denne måde, at:

"… Senmut betragtede sig som fuldt ligeværdig med farao Hatshepsut …".

De omtalte inskriptioner ville - hvis Senmut havde været nogen anden end netop den kongelige arvtager - have været en enorm helligbrøde netop i Hatshepsuts tempel, der allerede fra starten stod som en af landets største helligdomme. Dets egyptiske navn var Djeser-djeseru, 'det allerhelligste' - ordret 'det helligste af de hellige steder (templer, helligdomme)'.

I den nordvestlige offerhal i dette tempel findes Senmuts inskription om sig selv. Ifølge Suzanne Ratié, i "La Reine Pharaon", lyder den:

"… Amon være lovpriset og denne gudernes herre givet lydig ærbødighed for at bringe vitalitet, velstand og helbred til farao over Øvre og Nedre Egypten, Maatkare (Hatshepsut) - må han (konge er hankøn) leve evigt - (ønskes) af Senmut, fyrstelig leder samt bestyrer af Amons hus. Hermed i overensstemmelse med privilegium fra kongen, der ved sin fuldmagt omfatter den kongetjenende person (Senmut) og lader ham få sit navn følge kongens navn og manifesteres på enhver væg i Djeser-djeseru og ligeledes i templerne for guderne for Øvre og Nedre Egypten; således talte kongen…!".

Lignende tekstforhold ses ved de enestående stjernekort, der findes i Senmuts hemmelige gravanlæg under dette tempel, i sig selv helt uden fortilfælde, og findes heller ikke de første 600-800 år herefter i nogen privatgrav, men i gravanlæg kun og alene hos konger.

Langs midteraksen i Senmuts gravkammer mellem stjernekortene i loftet er der - selv her, isoleret fra offentligheden - flere tekster med Senmuts navn direkte forbundet med Hatshepsuts, f.eks. sammen med det ovenfor beskrevne "leve"-ønske. I ingen af Thebens privatgrave står der anført kongenavne på denne måde - i det tilfælde at kongenavne overhovedet er nævnt.

Endnu et tegn på Senmuts kongelige rang var netop dette, at han havde hele to gravanlæg, hvilket hidtil kun to konger også havde.

Senmut opfandt en ny stil for de kongelige sarkofager, bl.a. at de nu blev udført i granit, og den første lod han fremstille til Hatshepsut. Det dannede faktisk mode senere hos faraoner efter den tid, helt frem til og med Amenhotep III (død cirka 1380 f.Kr.).

Et særligt tegn på Senmuts rang som kongelig af fødsel kan bl.a. synes udtrykt ved, at hans egen sarkofag er af samme størrelse og type som Hatshepsuts - og formet som en stor kartouche (den særlige ramme, der omslutter kongenavne) - en umiskendelig kongesarkofag.

For mumier gravsattes dengang normalt i trækister - tidligere gjaldt dette ofte også kongerne - men her havde Senmut altså til eget brug ladet en pragtfuld kongelig sarkofag udhugge af kvartsitsten (granit). Den var oprindelig beregnet for Hatshepsut og er af samme art som to kongesarkofager, der på Hatshepsuts foranledning i den periode var fremstillet til i så fald også Senmuts "forgængere", faraonerne Tuthmosis I og Hatshepsut selv. Og med de andre nævnte træk kunne dette vise, at han forberedte sit gravanlæg, som om han var det efterfølgende led i denne kongefamilie.

Den amerikanske egyptolog og senere direktør for Metropolitan Museum of Art i New York, William C. Hayes - omtalt for sit fund af Senmuts (pleje)forældres grav - fornemmede tydeligt Senmuts så åbenlyst kongeagtige status i adfærd i forb.m. kongefamilien, således:

"… ham var det tilladt at optræde, faktisk som om
han var medlem af den familie …".