Tilbage på sporet af Moses

Der var reelt en generations afstand mellem Hatshepsuts søn, Moses, og Isets søn, Tuthmosis III. Denne stedbror og halvfætter til Moses var således mellem 18-23 år, da Moses som cirka 40 årig måtte flygte til et eksil. Fra denne periode – med den for historikerne så mærkelige og skjulte overgang i magtforholdet fra Hatshepsut til Tuthmosis III – skulle der ved nysyn på de fremdragne kilder genkendes potentielle spor af Moses' liv i Egypten.

For hvordan gik det til, at Moses, skønt opvokset som Faraos Datters søn, dog måtte lade sig udkonkurrere af en yngre, mere tyndblodet prins? Det er nu blevet lettere at rekonstruere dette forløb detaljeret, da Moses, ramt af intriger, fradømtes sine høje embeder og status og fortrængtes fra landet – og de fleste spor af ham fjernedes ved Egyptens største udraderings-aktion nogensinde! Hertil må der nødvendigvis også ses på den gamle mysteriekultiske og psykiske ideverden (og dens magi-tradition), der især hos egypterne blev opfattet som en konkret dimension. Mange gådefulde forhold i Moses-dramaet i Egypten forstås næppe uden også at betragte disse specielle sider.

Det kan ikke anses for urealistisk at pege på en mulig identitet for Moses-skikkelsen. Af forskellige årsager har forskningen i historie, egyptologi og teologi ikke altid været ganske fordomsfri over for de dog adskillige forsøg i tidens løb på at opspore Moses som konkret person i historien.

At pege på en historisk autentisk, endda egyptisk person til at være Moses, er således ikke uhørt: Kendte egyptologer har forsøgt dette, f.eks. Ahmed Osman med en bog herom i 1990erne – samt hans kollega Rolf Krauss med andre tiltag. Begge forslag har lakuner i historisk sammenhæng og bruger en ikke-konsistent Moses-datering (se også kap. 20), men forsøgene respekteres.

Også forskere fra andre videnskabsgrene, bl.a. historie og antropologi, har tidligt påpeget, at Moses var en egyptisk prins. Tilmed påpeges dette af den jødisk og egyptologisk velorienterede Sigmund Freud. Og fra religiøs vinkel skriver "Haggada"-udgiveren Rabbi Menachen Hacohen (New York 1987, s. 12):

"…hvorfor valgte Gud en "egyptisk" prins, opvokset i faraos palads, til jødernes udfrier?…".

I det følgende vil det blive klart, at punkt efter punkt i Bibelens Moses-beretning og dens tilknyttede tekster i rabbinerskrifterne viser sig mere plausible end hidtil anset for muligt: Især er det slående, når rabbineres og oldtidsforfatteres oplysninger vurderes sammen med fund og resultater fra netop arkæologi og egyptologi. Yderligere kan astronomisk datering ud fra de omtalte ældste egyptiske stjernekort demonstreres at passe eksakt med jødiske kilder.

Det anseelige antal indicier vil i det følgende bidrage til at pege på, hvem der i det gamle Egypten kunne være den person, der siden blev kendt som Moses. Som det viser sig, en strålende begavet person, der blev saboteret af misundere, heriblandt en særdeles dygtig konkurrent, men øjensynligt også af en række middelmådigheder – en gennem historien ikke ukendt problemstilling.

Det åbnede materiale fører direkte ind i overrumplende dramatiske forløb: magiske beskyttelsesstrategier, hemmelige gravanlæg, stedfortrædende offer, likvideringer, henrettede kongestatuer, skjulte navnekoder, statskup, giftmord og manipulation med kongerækken – og herved med historieopfattelsen …

Hatshepsut-hoved, fra kolossalstatue i Deir el-Bahari-templet.