Frygten for en magisk kraft efter døden

Et tilbageblik på tiden forud for Hatshepsuts afgivelse af magten til Tuthmosis III synes at vise, at hendes forsøg på at fortsætte ved magten, og dermed hendes støtte til Senmut/Moses som den udpegede efterfølger, blev stærkt modarbejdet. Hun har da brugt diskrete modforholdsregler: Ved udadtil at lade forholdene fortsætte, men samtidig lade Senmut genoptage og, i stærkt tempo, færdiggøre hendes hemmelige, første gravanlæg oppe over bjergpasset længere inde i området med Kongernes Dal.

Dette anlæg var af sikkerhedshensyn allerede blevet påbegyndt, inden hun blev kronet til farao, idet hun - efter anlæggets første inskriptioner at dømme - endnu kun havde titel af dronning.

Men hvad fik hende til at fortsætte her samtidig med det nye projekt med den stolte kongefamiliegrav, når alene dette sidste gravanlæg ville give hende stor prestige allerede i levende live?

Der fandtes måder, som Hatshepsuts hævn kunne frygtes at slå igennem på efter døden, måske især i forbindelse med hendes hemmelige, utilgængelige grav, og det måtte forhindres den blev benyttet til hende. Hatshepsut har været en stærk personlighed, og ud fra denne ældre tænkemåde er der i så fald gjort meget for at få hende til efter døden at forblive i "den anden verden". De afdøde befandt sig en tid i en overgangsfase - og skulle absolut helst forblive der - disse ideer var stærkt udbredte; jf. f.eks. A. von Genneps "Übergangsriten" (Frankfurt 1999).

Højtuddannede præster og magikere har her været mobiliseret med deres magiske kunnen og besværgelser for "at holde hende borte". Den opfattelse at kunne gribe ind efter døden var "internationalt" udbredt i hele den gamle verden. (Eksempelvis kendtes en myteagtig overlevering om, at under en retsundersøgelse efter et mordkomplot ved et af oldtidens hoffer lod man, foruden andre vidner, også den døde afgive sin forklaring, måske gennem et medium).

Det er nødvendigt at gå ind i den tids tankegang for at se bag disse for nutiden så fremmede handlinger. Efter opfattelsen dengang kunne en indviet person forud for sin død - og faraoner var obligatorisk indviede - gennemgå nogle særlige dødsforberedelser, således at deres lig fortsat efter døden afgav særlige, positive udstrålinger. Lignende forhold er ikke ukendt senere i historien f.eks. helt frem i 1900-tallets Tibet - nøje beskrevet ud fra andres og egne øjenvidneberetninger i et værk af den franske antropolog Alexandra David-Neel, "Mystique et magiciens du Tibet" (Les grands documents Plon, Paris, 1968).

De nævnte faktorer kunne måske være blandt årsagerne til, at nogle af de tidlige faraoner lod sig begrave under pyramider; her tangeres begreber, der i fragmenter genkendes i tekstsamlingen "Den Egyptiske Dødebog" og i de såkaldte "Pyramidetekster". Tilmed har nogle af nutidens mere kontroversielle forskere, udstyret med fintfølende måleapparatur, været inde på, at disse specielle bygningsværker kan have været tillagt særlige egenskaber. Men oprindelig kan ideerne være baseret på den velkendte iagttagelse, at sådanne store stenmassiver kan trække en lodsnor ud af lod.

Foranstaltninger til dødsforberedelse kunne undertiden arrangeres som en art frivilligt eller "provokeret frivilligt" offer - hvorved de pågældende tilmed kunne opfattes som at gå ind i en tilstand af "ikke at have ro efter døden". Da denne tilstand kunne af nogen fornemmes som eventuelt mindre tillokkende, kunne det i visse tilfælde udnyttes, hvis en døende person var så afkræftet i sin dødsstund, at det herved lettere lod sig gøre at få vedkommende overtalt til "frivilligt" at deltage.

Sådanne ideer om "udstråling" eller "aktive kræfter ud over døden" var velkendte i hele Mellemøsten. Den tankegang fandtes også fortsat i Europas middelalder, hvor lig af helgener, eller blot dele af deres lig, f.eks. knogler - de såkaldte relikvier - ansås at besidde en magisk kraft, ofte i form af helbredende egenskaber. Her kendes tilfælde, når f.eks. "en hellig mand" planlagde at flytte bort, hvorefter det lokale styre kynisk skønnede, at han som attraktion for byen i så fald var mere værd som død, et helgen-lig, end i live - og følgelig lod ham ombringe diskret. Ifølge den gamle opfattelse ville den særlige "udstråling" fra et lig af en helgen ikke nødvendigvis aftage med tiden.

Og andre senere beretninger omtaler, at personer, der ud fra disse gamle tiders tankegang ansås for "hekse", efter tilsvarende princip kunne få deres krop til efter døden at fungere som transmittor, men af negative kræfter, f.eks. for at vedligeholde en forbandelse mod deres fjender.

Det er således ikke usandsynligt ud fra disse ældgamle forestillinger med de levendes frygt for de afdøde, at den stærke Hatshepsut havde fundet på et særligt afskrækkelsesmiddel mod attentater. Dette ville i så fald bidrage til at forklare hensigten med hendes fornyede interesse for sit hemmelige gravanlæg. Også her lod hun opstille en prægtig kongelig stensarkofag, magen til Senmuts overtagne genpart af den.