12. KAPITEL

Rolleombytning udnyttes i kuppet

Kongens fornyelsesmagi via stedfortrædende offer

Ved nogle af de ældste kendte mysteriespil i oldtiden udspilledes der et ritual under det betydningsfulde nytårsceremoniel - især kendt i Babylon. Eller det kunne foregå ved en anden lignende fornyelsesfest, hvor kongen samt de ledende hoffolk og præster udklædtes og spillede forskellige mytologiske roller. En særlig udvalgt blandt disse personer blev udklædt som stedfortrædende konge, der herefter optrådte og fungerede som rigtig konge i en periode - ofte tre dage - med gennemspilningen af dette ceremoniels "narrekonge"-ritual.

Var landet i en krisesituation, der krævede et kongeoffer, kunne denne narrekonge dræbes i stedet for at kongen selv blev ofret; og den oprindelige konge indtog igen sin plads og fortsatte som planlagt.

Religiøse mysteriespil med deltagerne klædt ud som konger, guder og dæmoner, er stadig i brug i Indien, Java, Bali - og f.eks. ved kinesernes nytår. I oldtidens verden har dette at være konge eller højtstående i hierarkiet krævet kultisk indvielse som en selvfølge og med tilhørende mysteriespil. Et sådant forløb indgik også i selve kroningen (se f.eks. bind 1's kap. 16-17).

Oprindelig var mysteriespil formede som religiøs praksis for kulternes indviede. Men konceptet kunne også (mis)bruges af personer blandt de indviede til at gavne deres eget verdslige magtspil.

I Akkad (Babylon) så tidligt som 800 år før Moses' tid kendes ifølge overleveringen, at kongebarnsritualet blev udført af et lille drengebarn, der i et sivflettet fartøj på Eufrat-floden blev modtaget af sin mor, kongens datter. Som voksen fik han en indvielseskultisk titel tilhørende Tammuz- eller Adam-mytologierne: "kongelig gartner". Han blev siden pålagt den til nytåret udvalgte rolle, nemlig indviet som en "stedfortrædende konge" ("narrekonge"), der derpå skulle ofres for at give gode, nye tider.

Her benyttede han forvirringen - ved at alle deltagerne i dette mysteriespil havde andre roller end i virkeligheden - til et kup, hvorved han i stedet fik den hidtidige konge ofret for selv at blive konge. Efter således at have overtaget kongemagten blev han en af de største herskere - under navnet Sargon (I) - og grundlagde et dynasti.

Og i "Babyloniske Kongekrønike" ses, at kong Irra-imitti satte gartneren Bel-ibni på tronen som "reserve"konge, men "døde, da han spiste grød" (gift-attentat?) - og "Bel-ibni forblev på tronen og veg ikke derfra".

Babylonierne fejrede deres rituelle nytårsfest ved vintersolhverv den 22. december. Romerne anvendte en del af dette ritual, hvor deltagerne påtog sig roller under denne ceremonielle fest, der i Rom kendtes under betegnelsen saturnaliefesten, og som således også var fejret på samme tid af året som i Babylon. Men da romerne efter deres egen kalender fejrede nytår ved forårsjævndøgnet cirka 21. marts, blev der derfor mange steder yderligere om foråret afholdt en lignende fornyelsesfest. Eksempelvis blev Julius Cæsar dræbt - efter forskellige forsøg på at gøre ham til konge, ifølge Svetonius' kejserbiografi - i år 44 f.Kr. på den berømte 15. marts, hvor det var fuldmåne, som indledning til forårsjævndøgnets nytårsfestival få dage senere.

Endnu, i store dele af verden, ses flere af de ydre rammer af dette gamle ritual i form af maskerade, karnevalsudklædning og udnævnelse af "narrekonge", nu som karnevalskonge eller kattekonge. Det foregår den dag i dag i perioden ved forårsjævndøgnet (og dermed ofte tæt ved påsken), der gennem mange tusinde år frem til kalenderændringen for blot 3-400 år siden også var tidspunktet for selve nytåret i Europa.

I Mellemøstens forhistoriske tid var det oprindelig ofte kongerne selv, der blev ofret ved en fornyelsesfest, hvorefter en yngre arvtager overtog kongemagten. I Egypten kunne drabet "formelt" udløses, hvis (en ældre) konge fejlede i en løbeopvisning, der skulle bevise hans fornyede kraft. Desuden skimtes en ofringsrite bag myten om gudekongen Osiris, der reelt ritualdræbtes og parteredes, men derefter opstod som en ung Horus, "den nye konge", hvilket indebar en genfødelse af kraften.

På billeder på egyptiske relieffer helt tilbage til 4. dynasti løber kongen næsten afklædt ved denne prøve, hvor han skulle vise, at han havde sin for hele landet så vigtige vitalitet intakt. Med stor sandsynlighed har bl.a. konger som Pepi II og Ramses II, allerede længe inden de blev ældre end et trekvart århundrede, haft en højtideligt indviet stand in til at klare denne og lignende prøver.

Det blev almindeligt, at også rituelle kongemord kunne udføres på en stedfortræder: det stedfortrædende offer. Men i normalt har situationen ikke været af en art, hvor så vidtgående foranstaltninger fandtes nødvendige for, at kongen kunne "få tilbagegivet sin ungdomsstyrke og vitalitet". Noget af det vigtigste i dette ritual kom nu til at bestå i, at kongen fornyedes ved netop på ny at gennemgå hele selve kroningsritualet, når han - med eller uden stedfortrædende offer - genindsattes i sine funktioner som konge.

Hvor kongedrabet oprindelig var en fornyelsesmagi, for at en ny konge kunne tilføre landet ny kraft, blev det stedfortrædende kongeoffer til en afværgemagi for at beskytte kongen, så han fortsat kunne forny sin kraft til gavn for landet. En sådan afværgemagi genspejles også i den senere semitiske skik med ofring af "stedfortrædende" børn til at beskytte kongebørn, der var født til at være den nye konge.

De romerske historikere Diodorus Siculus (III, 6) og Strabon (bog XVII, 2,3) fortæller, at i en periode 300-tallet f.Kr. styredes Nubien (Sudan/Etiopien), Egyptens sydlige nabo, fra hovedstaden Mero af et teokrati, dvs. et præsteskab alene uden konge - men alligevel beordredes "kongens rituelle død" fortsat udført.

Mens der ikke mere findes nogen konge af Egypten, praktiseres stadigvæk dele af det gamle, stedfortrædende kongeofferritual hos folkeslag i og omkring landet: således i Etiopien, hvor kongedrabet er blevet bevaret op til nutiden. Ifølge den engelske, og undertiden omstridte, egyptolog Margaret A. Murrays afhandling "Evidence for the Custom of Killing the King in Ancient Egypt", i antropologi-tidskriftet Man (vol. 14, 1914), er dette blevet observeret så sent som 1911 hos et folkeslag, der er nabo til Egypten, shillukerne i Fashoda ved Den Hvide Nil.

Ved det koptiske (dvs. de kristne egypteres) nytår foregår der i visse afsides egne af Egypten et tre-dages forklædningsspil, som er resterne af denne ældgamle tradition, der engang også kunne udføres som mysteriespil, med henrettelsen af den stedfortrædende konge.

Den kongefigur - og nytåret - kaldes i ritualet stadig hos kopterne (senere bl.a. også kurderne) Abu Nehruz, den "kongelige far" til det "nye års regime". Foruden scepter og kappe er han udstyret med kunstigt skæg ligesom de gamle egyptiske og babyloniske konger. Hos kopterne bliver denne konge dømt til at dø, men bliver hver gang tilladt at undslippe, idet henrettelsen sker i symbolsk form, hvor det kun er ritualets kongeklædning og kongeudstyr, der destrueres - i et bål.

Således opfattedes kongedragten og kongeudstyret ikke alene at virke "overførende" af kongekraften på en person eller statuedukke, der skulle anvendes som stedfortrædende konge, men også som værende så stærke symboler, at de i sig selv kunne træde i stedet for kongen.

Den ældgamle respekt for kongedragt og kongesymboler kendes helt frem til nutiden. F.eks. skete det i 1930rne ved en begivenhed i Riksdagen i Stockholm, at den svenske kong Gustav V ikke kunne ankomme; men da kongens tilstedeværelse var påkrævet for at denne specielle riksdagssamling var lovlig, gennemførtes den nu, ved at den ceremonielle kongekåbe bredtes over kongens stol i Riksdagen, hvilket anerkendtes som om kongen selv var til stede.