'Jeres segl skal være Duen'

Yderligere blev der i Moses-religionens udløber, oldkristendommen, lagt ekstra vægt på det, der inden for mysteriekultisk lære benævntes som "Helligånden". Denne er i evangelierne - såvel som på stjernehimlen - Duen, der er et navn for Andromedagalaksen, som Paulus' rejse især stilede imod ifølge tekstens indbyggede stjernekode (omtales i næste kap.).

Helligånden udgjorde med Faderen og Sønnen begrebet "Treenigheden", en institution især proklameret af kirkefaderen Tertullian (cirka 160-220 e.Kr.). I overført betydning - med Duen (Andromedagalaksen) i topvinkel mellem Faderen og Sønnen (kongesønnen, Basiliskos/Regulus) - bliver der i dette nye mønster (Treenigheden) andre specielle vinkler, der kunne tillægges betydning.

Da Jesus af de skriftkloge blev bedt om at fremkomme med et tegn, svarede han ("Matthæus 12,15), at:

-"… der vil ikke blive givet noget andet tegn ud over profeten Jonas' tegn …".

Navnet Jonas betyder 'Duen'. Bibelen fortæller om Jonas' vision - at han opholdt sig i en hvals mave. På himlen udmåltes stjernernes positioner i forhold til ekliptika, og det var tillagt betydninger. Her er stjernen Baiten Kaitos, dvs. 'Hvalens Mave', og Duen placeret symmetrisk på en meridian ved forårspunktet - og i ens afstand hhv. under og over ekliptika.

Efterhånden glemtes mysterierne koder til okkult himmelgeometri. Ligesom f.eks. de senere så berømte "Skt. Peters nøgler" til bibeldechifrering forsvandt sammen med stjernelæren. Herved glemtes den særlige opfattelse af "treklangen" Faderen, Moderen og Sønnen og deres himmelgeometriske, pythagoræisk retvinklede, genpart. Kun en del af idéen forblev nu indlagt den specielle, "åndelige" treenighed Faderen, Sønnen og Helligånden. Alle tre begreber i maskulinum. - I hebraisk monoteistisk religion er Jahweh maskulinum, mens ruach, 'ånd', er femininum.

Fortrængelsen af det oprindelige billede øgedes, da yderliggående ideologier vandt indpas. Herved - især efter de nye klostres skik - kunne bl.a. cølibat og faste pålægges som forbillede i dagliglivet. Der blev tendens til afstandtagen fra kvinden, moderen og den materielle verden.

Kirken nødsagedes til at genindføre dette arketypiske element. Det blev i form af Madonna-billeddyrkelse - der kunne ses overdrevet til det groteske. Dette kvindelige aspekt bortfaldt igen, i Nord- og Vesteuropa, da Luther revolterede mod den katolske kirke og afskaffede dyrkelse af helgener og - om end tøvende - Marias/Madonnas betydning i symbolik.

Denne afstandtagen fra det kvindelige - hos de kristne er det guddommelige alene maskulint (jf. også, i islamisk tradition kan kvinder almindeligvis ikke komme i Paradis) - afstedkom en kulturel slagside med både psykisk, sproglig og filosofisk ubalance og dermed mangel på en større "helhed" i verdensbillede og livsbetragtning.