Det omtalte øvre niveau i israelitternes religion blev efter Moses' tid overtaget og koncentreret hos de øverste præster. Ahrons og senere især Zadoks familieklaner ved Jerusalems tempel bevarede gennem tiderne monopol på dette felt, især hvad angår indvielse og hemmelig lære.

Optakt til ændringer skete allerede, da kongerne David og Salomon (i alt, ca. 1010-925 f.Kr.) af politiske grunde delvis tilpassede sig landets mange ikke-israelitiske indbyggeres forskellige religioner.

Derefter, i 700-tallet f.Kr., fjernedes Moses' kobberslange (brugt ved israelitternes helbredelse i ørkenen) - idet det hævdedes, at den blev misbrugt til tilbedelse i templet, hvor den opbevaredes som relikvie.

Da Nordisraels befolkning blev tvunget i eksil i Babylon, i 722 f.Kr., benyttede Jerusalems præsteskab sig heraf til at skaffe sig den ledende position i hele landet. De lod det endeligt og afgørende ske via den unge konge Josias' voldsomme indgriben 622 f.Kr. Snarere end en tilbagevenden til Moses' lære blev i stedet traditionen/overleveringen omdirigeret til en særlig form: præsteskabets udgave af Moses' lære.

Et par århundreder f.Kr. blev indvielseskulter i Mellemøsten udbredt uden for de forskellige landes præsteskaber. Vendt imod Jerusalems præsteskab opstod opposition fra frie grupper, bl.a. Qumran-skrifternes ophavsmænd, som mange mener er identiske med essæerne. Opposition ses ligeledes i beretningerne om Jesus' angreb på Jerusalems præsteskab. Var det imod dets "monopol" på en særlig lære?

Især i Romerrigets tid var den jødiske religion ved dens afgjort anderledeshed fra alle andre religioner opfattet af udenforstående ofte som en art mysteriereligion: uden gudebillede, og med en særpræget, egen mytologilære og mystik-filosofi.

Med åbenlyst kendskab til det bagved liggende højere kultiske islæt og indvielseslære i Moses' religion ses 1.400 år efter indstiftelsen heraf, at den egyptisk-jødiske filosof Philo i Alexandria omtaler Moses som bl.a. en mystagog og hierofant. Det var på Philos tid velkendte titler for ledere af indvielseskulter (herom i kap. 15).

Senere, inden for islam - som Mohammed havde baseret bredt på Moses' lære, sådan som den fremstod i Bibelens senere version - opstod der igen sekter, der havde den vanskeligt undværlige esoteriske overbygning. Sekterne har fra tid til anden været skiftevis accepteret eller forkætret inden for islams forskellige religiøse grupperinger.