26. KAPITEL
De forsvundne nøgler
Stjernelæren i kirkens fundament og symbolik
Ifølge Bibelen udstedte Moses forbud mod at tilbede stjerner, hvorimod han anviste at lade netop himmellegemerne markere de religiøse højtider. Men i Egypten var begge forhold tilladt og praktiseret.
Selve Bibelen går ikke dybere ind i kosmologi. Men i verdens gamle kulturer ses gennem flere tusinde år stor forbundethed med grundlæggende kosmologiske træk i relation til jordisk eksistens. At betone en samklang med kosmos var et almindeligt indforstået udgangspunkt under tidligere tiders umådelige optagethed af stjerneverdenen og stjernelæren. Datidens "helhedsopfattelse" indebar en sådan form for verdenssyn: At hvis alt hænger sammen, har alt også konsekvenser - og i den relation ansås det jordiske at indgå i et subtilt balanceret samspil med himmel- og stjerneverdenen.
Denne kosmologiske faktor - hvor stjernernes forhold på lige fod med den jordiske verden indgår i eksistensen og dens præmisser - var derfor en ubrydelig og vital del af de ældste religioner og idéverdener.
Eksempelvis i det mere end 3.500 år gamle indiske vedanta-filosofiske værk "Yoga Sutras" (af Patañjali), hvori Nordstjernen og den stjernedannede Verdens-akse på himlen betones. Et andet centralt Vedanta-værk, Kurma-purana, er opkaldt efter 'skildpadden' (kurma), der desuden i hele Mellemøsten og Kina samt hos grækere og egyptere var navnet for, eller henviste til, stjernebilledet Lyra (Lyren). Lyrens hovedstjerne alpha Lyrae/Wega, var den oprindelige Nordstjerne.
Den egyptiske dyrkelse af Isis og hendes form som himmelkoen Hathor foregik også ved dyrkelse af stjernen Sobdet (Sirius). Isis-templet på Sinai var bl.a. dedikeret til Sirius; her var et særligt kultrum for denne vigtige stjerne. Ikke langt derfra ligger Sinai-bjerget - foran det menes dyrkelsen af Guldkalven at være sket. Der er (jf. kap. 8) tegn på, at Guldkalv-kulten også delvis har været forbundet med stjernekult, og at overdyrkelse truede forståelsen af Jahweh-religionens originale lære.
Men selv i Moses' såkaldt monoteistiske religion kunne stjerneverdenen ikke udelades. Planeterne blev kaldt "ærkeengle". Her er Rafa-el, 'gud helbreder', også betragtet som lægekunstens planet Merkur. Gabri-el er "Jordens engel", navnet: den egyptiske Jordens gud Geb; på hebraisk blev ordet til gbr, 'fasthed (Jorden), styrke', og på græsk geo, 'jorden'. Desuden kendes Micha-el, 'hvem er som gud', med flammesværdet, han var tilknyttet Solen - og anses at udtrykke, at "gud er som lyset".
De to engle nævnes placeret ved Paradisets østport, "lysets port", der var det østligste punkt på Paradiscirklen, dvs. "Sol-banen" ekliptika, - og hvert Dyrekredstegn langs denne bane kaldtes en "solport".
Et andet eksempel er kombinationen af astrologi og drømmetydning i "1. Mosebog", hvor Josef fortæller om sin drøm, der handlede om "Solen, Månen og de 12 stjernebilleder".
Den senere kirke vil ikke kunne frakende sig også at have disse rødder. Stjerneverdenen var ikke kun for særlige religioner, men overalt og alment integreret i kulturen - i litteratur, filosofi, videnskab, kunst m.v. Og ved retsvæsenet: I årtusinder praktiseredes at tortere forbrydere til døde ved at de blev korsfæstet, firedelt ved partering eller sat på hjul og stejle - alt dette refererede til elementer i den kosmiske orden, nemlig de fire verdenshjørner, verdenskorset, himmelcirklen og Verdensaksen.
Det er veldokumenteret - jf. Franz Cumont's "Astrology and Religion Among the Greeks and Romans" (New York 1963) - at ordet katolsk kom fra stjerneterminologien og brugtes i universel betydning: "himlens stjerneindflydelse ovenfra over alle nede på Jorden". Den svenske forsker og nobelpristager biskop Nathan Söderblom påviste i sin "Allmäna Religionshistoria" (1912), at den første teologi var baseret på stjernekundskab.
Til den oldkristne tro hørte, at tre astrologer fra øst havde forudsagt Jesu fødsel. Og i evangelierne, at Jesus selv udtalte sig - helt som en astrolog - hos "Matthæus" (16,3) og "Lukas" (21,25), angående at:
-"… tyde tidernes tegn (vedrørende varsler der ses på himlen) …" - og om "… tegn i Sol, Måne og stjerner …".
De første større kristne gruppers symbol var en fisk. Det var samtidig en græsk bogstavkode, Ixthys (Ichthys), 'fisken', som betegnelse for Iesoús Christós Theoú (H)yiós Sotér, dvs. 'Jesus Kristus Guds Søn Frelser'. Det var også samtidig det græske ord for selve stjernebilledet Fiskene.
Kirkemødet i Nikæa 325 e.Kr. indledtes med oplæsning af den førkristne og dermed "hedenske" digter Vergils kosmisk og astrologisk orienterede digt "4. Ekloge" om den kommende frelser og en ny tidsalder. Digtet er fra år 40 f.Kr. og ligner meget kollegaen Horats' digt "Epode XVII" fra foråret samme år. Begge var også inspirerede - via profetierne fra den berømte sibylle i Cumae - af mytologien om Isis og sønnen Horus.
I hele Bibelens verden, med stærke indflydelser fra egyptere såvel som babyloniere og senere grækere, genkendes det stjernemæssige billedsprog. En hel del findes videreført i kristendommens verden. Bl.a. genkendes - fra både Egypten og Babylon - udtrykket "troner" i himlen.
Begrebet kan bl.a. ses i "Johannes' Åbenbaring" - og kan forbindes til egyptisk ast, 'trone', der var himmeldronningen Isis' navn. Isis identificeredes med den stærkest lysende stjerne Sirius, og ast er herudfra blevet roden i betegnelsen aster, astra, astral, estella, etoille, star, stjerne etc. (jf. kap. 15). Ligeledes afbildede babylonierne Solen, Månen og planeterne som guder, der sidder på troner mellem stjerner på himlen.
Kirkens "første teolog", kirkefaderen Irenaeus (130-202 e.Kr.), fik etableret videreførelse af Bibelens tradition - fra "Ezekiels Bog" (1,10) og "Johannes' Åbenbaring" (4,7) - ved at symbolisere de fire evangelister ud fra Dyrekredsens såkaldte "fire faste stjernetegn" (jf. kap. 19): Lukas med Tyren, Markus med Løven, Johannes med Ørnen (stjernebillede ved Skorpionen) og Matthæus med Englen (Vandbærerens stjerner). Kirken bruger symbolerne endnu i dag; også korset i en cirkel, og som reelt var et solkors.
I den ældste kristendom efterlignedes det himmelske og stjernemæssige hierarki i kirkens jordiske organisation:
- Kirkeledere af højeste rang blev opkaldt ud fra disse himmelmæssige forhold, nemlig kardinaler - fra latin cardo, dvs. 'port', 'dør', idet de fire "vigtigste" solporte var betegnelsen for årets fire solhvervspunkter. På himlen udgør de selve de fire verdenshjørner, øst, nord, syd og vest - og bærer den oprindelige betydning af kardinalpunkterne.
Ligeledes overtaget fra antikken var idéen om "sfærernes harmoni", som ifølge myten blev frembragt af solguden Apollons himmelske lyre/harpe - stjernebilledet Lyra øverst på himlen og Verdensaksens øverste del. idéen blev i kirkens regi til himlens engle, som spiller på harpe.
Og "Sønnen", med Solen som symbol, var kendt fra Mithraskulten, hvori det 6. eller næsthøjeste indvielsestrin, "Sønnens trin", hed Helios, 'Solen'. Hans fødsel blev nu fastlagt på "Solens genfødelsesdag" ved vintersolhverv på Mithras' fødselsdag den 25. december. Denne dag (julen) for årets genopståede Sol med lysets tilbagevenden - den 'ubesejrede Sol', Sol Invictus - blev som nævnt (kap. 25) gjort til symbolsk fødselsdag for Jesus. Men senere blev denne dato taget bogstaveligt, som om det var den rigtige fødselsdag.
Efter lignende princip blev søndagen, der i mange lande er opkaldt efter Solen, 'Sol-dag', nu tilknyttet gudssønnen Jesus, der genopstod - ligesom Solen. Dagen fik navnet kyriaké på græsk og domenica på latin, dvs. 'Herrens dag', hvormed der udtrykkeligt menes Jesus. Søndag blev hos kristne gjort til helligdag i stedet for jødisk sabbat (lørdag).
"Moderen", Jomfru Maria, fik Månen som symbol (gengives som en halvmåne) og en blå stjernebestrøet kappe (himlen) - bl.a. med inspiration fra "Johannes' Åbenbaring" (12,1). Måne-symbolet blev til sidst problematisk, da Byzans/Konstantinopel, den græsk-ortodokse kirkes hovedsæde, stod under Marias beskyttelse og havde halvmånen som symbol:
- Den islamiske tyrkerhær, havde ligeledes halvmånen som symbol (det gamle klanmærke fra deres hjemegn Turkestan i 1100-tallet) og erobrede byen fra de kristne; det skete just under en måneformørkelse i påsken i 1453. I 1900-tallet efterlignede mange islamiske stater halvmånesymbolet hos tyrkerne - det påberåbes nu som gammelt symbol for islam, skønt de kristnes månesymbol for Maria er 600 år ældre end islam.
Ugedagenes øvrige navne er stadig opkaldt efter planet(gud)erne. Men ikke som i hebraisk (og græsk) skik, der ud fra Moses' bibelske kalender kalder de syv ugedage med tal - f.eks. "andendagen": mandag - hvilket igen er fra egyptisk kalenderskik blot med den forskel, at det egyptiske år inddeltes i 36 uger hver af 10 dage.
Ud over at flere måneders navne stadig er opkaldt efter Dyrekredsens stjernebilleder, har den katolske kirke den skik at navngive hver dag i året efter en helgen. Dette stammer fra gnostikerne i Egypten, der dedikerede hver dag til en arkhont ("verdensguvernør"/engel). Men gnostikerne havde det fra egypterne, der i flere tusinde år havde en stjerneguddom tilknyttet hver eneste dag i året. Det påvirkede også araberne, der - indtil Mohammeds erobring af Mekka - just i denne by havde Kaaba'en som helligdom for 360 guder, én for hver regulær dag i det egyptiske år.
|