Septuaginta, den græske

- og ældste - hele bibelversion

I århundrederne efter jødernes hjemkomst fra Babylon efter 535 f.Kr. foregik der også jødisk bosættelse i mange andre lande. Allerede i 300-tallet f.Kr. boede et flertal af jøder uden for det daværende Israel. Antallet voksede yderligere efter Jerusalems og templets ødelæggelse 70 e.Kr.

Historikere anslår, at på kejser Augustus' tid udgjorde diaspora, dvs. denne store "udenlandske" gruppe, helt op til 80 pct. af samtlige jøder - hvoraf kun en mindre del forstod hebraisk.

Foruden jødedommens religiøse hovedcentre Jerusalem og Babylon blev Alexandria i Egypten snart det store jødiske kulturcentrum. Under Augustus var i hvert fald en fjerdedel af denne verdensbys borgere jødiske. Ud over at have templet i Jerusalem havde jøderne i det nu flere steder græsksprogede Egypten etableret som nævnt hele to templer.

Disse mange jøder i Egypten, samt det lignende antal indvandrede samaritanere her, inspirerede den lærde egyptisk-græske kong Ptolemæus II Philadelphos (285-246 f.Kr.) omkring 280 f.Kr. til at få iværksat oversættelsen af den Hebraiske Bibel til det mere udbredte sprog græsk. Ifølge en egyptisk-jødisk forfatter Aristeas (cirka 250 f.Kr., og af omstridt identitet) skulle 70 eller 72 (71?) rabbinere, der:

-"… også var bekendt med de græske lærdomme …"

- indkaldes, mest fra Jerusalem, for at oversætte især Mosebøgerne. Det viser, at oversættelsen skulle i realiteten autoriseres fra Jerusalem og efter forbillede i templets lovråd Sanhedrin med dets i alt 71 præstelige medlemmer. Det antal bestemtes ud fra, at Moses' rådgivere omfattede de 70 ældste plus Moses selv.

I hvert fald fra 100-tallet f.Kr. vides, at den ledende person for Sanhedrin - dvs. den religiøse og lovstyrende rådsforsamling tilknyttet templet i Jerusalem - i reglen var saddukæer (medlem af den førende præsteklan), og at den næstledende var farisæer (rabbiner, skriftlærd).

Selve oversættelsen, der blev et af hovedgrundlagene for den senere kristne Bibels Gamle Testamente, er kendt som Septuaginta, det græske ord for '70', dvs. "De 70's Bibel". Den afviger på visse punkter fra den Hebraiske Bibel, hvis form var ved at træde i karakter kort efter ca. 280 f.Kr., hvor man også havde anerkendt den anden udgave, Septuaginta'en.

Senere ophørte jøderne med at bruge denne oversættelse, der ellers var uhyre populær og udbredt, og som også Jesus og kredsen omkring ham har kendt og ofte benyttet. Som jødernes anerkendte "hellige skrift" gælder nu alene den "originale Hebraiske Bibel. Under alle omstændigheder fremgår, at denne Hebraiske Bibels endelige version er farisæernes - dvs. også sådanne lærde, der ifølge Jesus manglende dybere forståelse.