Fortsat erindring om

det rette (?) helligsted

Da Alexander d. Store erobrede Palæstina fra perserkongens herredømme senere i 300-tallet f.Kr., skærpedes konkurrencen mellem samaritanernes og jødernes ypperstepræster: - nu om at få hver deres tempel i henholdsvis Gerizim og Jerusalem anerkendt hos deres nye hersker.

Nogen tid derefter fik de jødiske udvandrere i Egypten endnu et tempel, denne gang ved Nil-deltaet (jf. "Temple" i "Encyclopaedica Judaica", vol. 16, Jerusalem 1972). De i lige så stort antal udvandrede samaritanere i Egypten vides ikke her at have haft et sådant satellit-tempel.

At konflikten stadig var aktuel fremgår også, hvor Johannesevangeliet beretter (4,21) om en kvinde, der ved Jakobs brønd nær Gerizim var i tvivl om Jerusalem eller Gerizim var det rigtige hellige sted, og at Jesus svarede hende:

-"… den time kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, hvor I skal tilbede… etc.".

Jerusalems præsteskab synes tusind år efter David fortsat at være det fremtrædende, da Jesus opponerede mod det religiøse monopol hos disse sandsynlige efterkommere af den gamle magtfulde præsteklan. Ved deres fremgang under Herodes d. Store ses præster stadig benævnt - ud fra Zadok - som saddukæere.

Det jerusalemske præsteskabs religiøse magtmonopol vedvarede således til Jesu tid, hvor Jesus var i stærk opposition til saddukæere (foruden til ypperstepræsten, der endda var hasmodæer). - Jf. Jesu lignelse om "den dårlige tjener, der begravede sit pund (dvs. tro og viden) i stedet for at nyttiggøre, og formere det". Her overfor har Jesus stillet samaritanerne ("den barmhjertige samaritan" etc.), der bedre synes at have bevaret "den rette arv". Var der heri elementer af mysteriekultisk tradition?

Den skjulte strid om Gerizim kontra Zion ligner i princippet den senere ligeså skjulte omplacering, der flyttede Jesu fødested Bethlehem, 7 km fra Nazareth i nord, ned til landets andet Bethlehem, omtalt som "Davids stad", 19 km syd for Jerusalem. Hvornår det indsattes i teksten, vides ikke. Før 325 e.Kr. hæftede de kristne sig mindre ved, hvor stedet var. Men kejser Konstantin d. Stores mor lod indrette en grotte - tidligere brugt af en Adam-kult i Bethlehem i Judæa - til at være "grotten, hvor Jesus var født". (Jf. Jesus også som "den 2. Adam").

Forfatteren Ahmad Mohammad Arafa refererede i det egyptiske kulturministeriums ugemagasin "al Qahira" ('Cairo'), 5. aug. 2003, problemet om "Jerusalems hellige status" i islam: Ifølge Quranens sura 17,1 gik profeten Mohammeds natrejse fra det hellige masjada, 'bedested, moske', til al aqsa, 'det/den fjerneste'. Ikke ét ord om Jerusalem. Islamiske bedesteder fandtes kun i Mekka og Jatrib (Medina). Først årtier efter sin død fik han tilhængere i Palæstina og moskeer i Jerusalem.

I Jerusalem går kristne "Jesu vandring" på en vej først bygget 100 år efter Jesus. Templets fjernelse år 70 var første afgørende skub til kristendommens udbredelse. - Hvis det religiøse centrum, som Zion-bjerget er for jøder, kristne og islamister, ikke er det sted Moses udpegede, kan lokaliteten fint have symbolsk betydning i religionerne - men uoverskuelige perspektiver, når det tages historisk bogstaveligt.