Himlens dække og hemmelighederne

Himlen danner fysisk og visuelt et loft eller dække over Jorden, mens dens sfære/tal/lyd-struktur samtidig ansås for et kosmisk dække for "hemmelighederne" inden for den mystiske erkendelseslære. Det er denne dobbelte betydningsform af 'dække', der menes udtrykt ved himmeltelt, stjernebaldakin, tempelloft etc. Også det nordisk-germanske ord himmel kommer oprindelig fra et ord, der betyder 'tilsløret', 'et dække', idet himmel er af samme rod som ordet hemmelig.

Da Moses som "teltmager" eller "bygmester" lod Tabernaklet bygge, blev dette "himmeltelt", ifølge Bibelen, båret af 10 alen lange stænger med 10 tæpper på. Uden på disse opsatte han 12 dækkener (11 plus indgangens forhæng). Disse forhold ses i jødisk og kristen mysterielære opfattet som de 10 sefirot's tal indlagt i 12-tallet, der var himlens opdeling (sefirot betyder/kaldes for 'aspekter af det guddommeliges manifestationer').

Lignende opfattelser genkendes også senere f.eks. i den manikæiske religion, hvor der omtales "de 10 himle med de 12 porte (Dyrekredsen)".

De himmelske hemmeligheder blev også ifølge kulternes lære omgærdet med et antal dækkener eller slør. Det ses udtrykt ved "de 10 tæpper eller forhæng", en benævnelse som senere ligeledes Plutarch anvendte.

Kirkefaderen Clemens af Alexandria skrev bl.a. om de indviedes lære - dog neutralt og ofte indirekte - i sin bogserie, hvis titler han kaldte "1. tæppe" (græsk: stromata), "2. tæppe", "3. tæppe", etc.

Ifølge Bibelen lagde Moses hyacintblå-farvede skind over teltet, som et øverste himmeldække. Og i Græsk Bibel ("Septuaginta") var denne farve et almindeligt udtryk for (nedennævnte) blå safir: 'himmelfarvet'.

Bibelen omtaler ved Ezekiels syn, flere gange, at Jahwehs himmelsæde var som en safirsten. Bemærk senere, i "Johannes' Åbenbaring", at den himmelblå safir er en af grundstenene i "det nye Jerusalem", visionen af himmelstaden.

De jødiske mystikeres idéer baseredes også på den yngre del af det det Gamle Testamente, f.eks. Daniels vision ("Daniels Bog"s kapitel 7). Også her gjaldt det om at "trænge ind bag forhænget" - ligesom bag dét der skjulte templets Allerhelligste - og derved "trænge ind i Paradis (Pardes)". Og således gennemgå det kosmisk-esoteriske erkendelsestrin.

De oldkristne hævdede Maria som "himmeldronning" (forbilledet: Isis). I nytestamentlige apokryfe (ikke-kanoniske) skrifter ses, at Jomfru Maria syede på motivet på forhænget til templets allerhelligste. Josefus' "Jødernes Historie" ("Antiquitates") nævner, at det specielle forhæng var udsmykket med ét stort billede af himlen, dvs. med stjerner og fra øverst til nederst og selve Mælkevejen. Denne var, i den udbredte mellemøstlige tradition, den synlige himmelske Verdens-akse.

Templet var, ud fra netop Moses' gamle anvisninger, indrettet med et sådant forhæng. Dette bevirkede hermed, at Verdensaksen stadig var repræsenteret, selv om den hellige søjle eller pæl var afskaffet.

Der er et forbløffende anderledes perspektiv i, hvad teksterne i virkeligheden indeholder: Dette kosmiske motiv vides allerede indsat - under forhængets broderede keruber - i Moses' instruktion om indretningen af det Allerhelligste ("2. Mosebog" 26,33), hvor:

-"… forhænget (læs: 'himlens dække - med Verdensaksen') skal danne skel mellem det hellige og det allerhelligste …".

Pointen i, at forhænget for Jerusalem-templets allerhelligste ved Jesu korsfæstelse revnede - ved et jordskælv, der også knækkede dørens overligger - fra øverst til nederst og her symboliserede Verden splittet i to halvdele og åbnede mere direkte til "det højere", gik simpelthen tabt senere for bibellæserne. For dette, at forhænget var vævet som et himmelbillede med Verdensaksen, findes ikke nævnt i de tekster, som Nikæa-kirkemødet i 325 e.Kr. kritisk udvalgte - blandt de øvrige eksisterende tekster - til alene at udgøre det Nye Testamente.

Der var frem til den tid blevet åbnet for adgangen til, at megen mysteriekultisk lære nu kom ud i større udstrækning i verden. Elementer fra Moses' mysterielære kunne endnu engang medvirke - denne gang til at opbygge en religion: den oldkristne kirke.

_________________________________

• Især årene 600-300 f.Kr. var historisk en dynamisk periode for åndelig nyorienterende aktivitet - og med en større åbning af mysterielæren.
• Adskillige filosofiske/religiøse skoler prægede Mellemøsten - og senere tænkning og (kristen) religion både her og i Vesten.

_________________________________