Den Hebraiske Bibels tradition

Tidligere var flere af den Hebraiske Bibels bøger slået sammen til et samlet antal på 22 (også ifølge Josefus): De var blevet bragt til at svare til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet (a = 1, b = 2, etc.). Efter Ezras tid var der kommet flere tekster til.

Det samlede antal bøger i den Hebraiske Bibel blev 39. Det viser - ligesom i den apokryfe (og ikke af Ezra) "4. Ezras Bog" fra 130 f.Kr. - at hele Bibelens senere definitive kanon (autoriseret tekstsamling) forelå færdig disponeret allerede forinden - som sagt kort efter 280 f.Kr. Skønt den jødiske udgaves endelige rækkefølge af alle Bibelens bøger syntes fastlagt, kunne den stadig blive udsat for diskussion i flere århundreder.

I "Lukas' Evangelium" (24,44) definerer Jesus en på hans tid velkendt hovedopdeling af Bibelen: - Moses' Lov, Profeterne og Salmerne.

Kort efter romernes ødelæggelse af Jerusalem og templet, der denne gang blev jævnet med jorden, ankom nu til byen Jamnia's lærde råd (jf. kap. 11), nord for Gaza, en række lærde jøder. Her fik de i år 73 af Jerusalems erobrer Titus Vespasian tilladelse til genetablere Sanhedrin og et akademi. Af farisæernes overlevende grupper af skriftkloge menes de rabbinere at tilhøre de mere pacifistiske. Blandt folkene i akademiet og rådet/retten i Jamnia opslugtes tillige de fleste separatist-grupper.

Dette Sanhedrin i Jamnia blev rabbi Johanan ben Zakai, og derefter rabbi Gamaliel - også kendt for at have undervist Paulus - sat til at lede. Flere fra denne forsamling af religiøse talsmænd deltog i akademiet, Beth ha-Midrash. Her fortsattes den århundreder lange diskussion om bøger, der kunne ønskes inkluderet eller udeladt af Bibelens såkaldte hellige skrifter. Der var tvivl om "Prædikeren" og "Jubilæerbogen" m.fl.

I de mange henvisninger herom i rabbinerskrifterne, især Babylonisk Talmud, er der intet tegn på, at Bibelens form blev endeligt vedtaget i Jamnia, men at diskussionen om dele af dens udformning fortsatte i århundreder til ca. 300 e.Kr. Den ses da at være faldet på plads, bl.a. stadig ud fra en fra ca. 250 f.Kr. udbredt praksis og principiel ramme for kanonopfattelsen - i sig selv problematisk at modgå. Jf. f.eks. Robert C. Newman's "The Council of Jamnia and The Old Testament Canon", IBRI Research Report (Vol. 13, 1983), med Talmud-citaterne herom.

Som nævnt var flere lærde kritiske over for brugen af nogle dele af "1. Mosebog" samt af "Højsangen" og "Esthers Bog", hvilke ønskedes at blive undladt at læses i synagogerne. Mens andre skrifter, der ikke blev godkendt til kanonisering - bl.a. "4. Ezras Bog" - gerne læstes.

Disse lærde fastlagde bønnen i synagogerne - en række af 18 bønner, samt, som nævnt, én med stærk forbandelse af frafaldne, (jøde)kristne. Den indeholder opfordring til stening. Det menes i nogle traditioner at have inspireret til skikken ved jødiske begravelser at deponere sten til senere opfyldelse af formålet.