Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (119 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (119 af 170)

Reinkarnation i egyptisk

og i græsk opfattelse

 

I Egypten ansås mennesket for at være skabt af guderne og dermed at nedstamme fra dem - og derfor også at have en gnist af det guddommelige i sig, sjælen, som bevares gennem genfødsel. Deraf blev læren om døden til en særlig videnskab - døden som værende en nøgle til livet.

Egypterne ønskede efter døden at blive ligesom Osiris, og tilmed, når de nåede underverdenen, at søge sammen med ham. De afdøde identificeredes da med Osiris, og blev ofte endda direkte benævnt Osiris. Egypterne mente, at alt kunne komme til live igen og igen - så hver ny menneskekrop blev besøgt og beboet af ba, 'sjælen'.

I de mangfoldige egyptiske tekster om døden omtales reinkarnation ikke konkret ud fra en nutidig distinkt definition af emnet. Mange idéer har i øvrigt tilhørt de lukkede lærdomme i kulterne, og har siden været kendt fra den forbundne filosofi bag osirisianismen, nemlig mysterielæren om Osiris' genfødsel, der var forbillede herfor.

Inden for kristendommens første århundreder skrev kirkefaderen biskop Synesius i sit værk "Forsynets Traktat", at der på hans tid stadig eksisterede egyptiske traditioner med "instrukser fra Osiris, der lærte om menneskets periodiske genfødsel".

Til bestemte ceremonielle formål farvedes huden sort på flere afbildninger og gravstatuer af egyptiske konger, ligesom ofte Osiris' udseende: Nilens utroligt frugtbare sorte slam, hvoraf alt gror frem igen og igen, gav egypterne navnet (kemt) for deres land og er et visuelt tegn for genfødsel. Mumificering af afdøde konger ansås som vigtigt for at skabe en god fase til overgangen fra det nuværende liv.

Her var egypterne også meget fikseret på kroppen, der helst skulle balsameres, for "ellers var det svært at fortsætte i den anden verden".

Selv om den senere kristne kirke ikke praktiserede mumificering, har den alligevel bevaret reminiscenser fra det egyptiske mumificeringsritual til det kristne begravelsesceremoniel.

Tilapia-fisken, der beskyttende tager sin yngel i munden og spytter den uskadt ud igen, blev et af mange egyptiske billedlige udtryk for genfødelse. Et andet billedudtryk herfor var et kastetræ (boomerang, vender tilbage igen), hvilket er forbundet med en myte om Osiris. Et tredje billede var - ligesom i Indien - lotusblomsten, som solguden var født af.

I værket "Corpus Hermeticum"s mange oprindeligt egyptiske tekster betyder reinkarnation (især i Traktat 7), at "intet af det værende går til grunde, og at man tager fejl, når man kalder forandringer for undergang og død". Dertil Traktat 10 om nøgler til forståelse af reinkarnationen, og Traktat 13 om genfødsel, samt kapitlet "Asclepius"s afsnit 41, der omtaler:

-"… forskellen mellem genfødsler … består i forskel på legemer; og opløsningen af legemet vil betyde velfærd og lykke som før …".

Senere blev værket genfundet i større helhed, efter tusind år nær glemt i Europa, men genintroduceret i renæssancen. Her tolkede begejstrede tilhængere, at "modsat den ugudelige (men dog af kirken autoriserede) Aristoteles, forkyndte egypterne og Hermes sjælens udødelighed".

Reinkarnationsideen i Egypten ses bl.a. som den evige tilblivelse (f.eks. livet genfødes ligesom Solen genopstår hver dag). Grækerne fik tidligt egyptisk viden og kultisk inspiration. I grækernes lære om det hinsidige, kan reinkarnation også optræde, men ikke altid accepteres eller forklares.

På gravsten i den oldgræske verden ses afbildninger af "puppe og sommerfugl" (græsk psyke: 'sjæl' såvel som 'sommerfugl'), hvor, ved en persons død, sommerfuglen med de smukke vinger illustrerede sjælens befrielse fra det jordiske hylster, dvs. kroppen symboliseret som puppe. Dette billede var tidligt vidt udbredt - også i Asien, f.eks. i Kina hos den taoistiske reinkarnationstilhænger og mystikerforfatter Chuang Tzi, 400-tallet f.Kr., i hans værk "Sjælen og Sommerfuglen".

Læren om reinkarnation kunne opnås i mysteriekulterne, f.eks. i Orpheus-dyrkernes lære. Den var velkendt hos græske tænkere: Pythagoras, Empedokles, Heraklit, Platon (Orpheus-inspireret), Apollonius af Tyana, Porphyros, Hypatia, Proklus og Plotin. Blandt øvrige græske filosoffer gik mange tilhængere af stoikernes lære ind for reinkarnation.

Også flere kendte romere, især forfattere som Vergil, Ovid, Lukan og Apuleius - samt nyplatonikerne - og f.eks. Cicero, er kendte for at have bekendt sig til en lære om reinkarnation.

Overalt i den oldkristne kirke anvendtes afbildninger af Fugl Fønix ofte i form af påfuglen - overtaget fra egypternes mytologiske benu-fugl der var et symbol for genfødslen. Denne fugl som blev født igen og igen i store fortsatte cykler.

I koptiske og mange græske kirkebygninger er det stadig tradition at ophænge strudseæg (: Fugl Føniks' æg), et egyptisk inspireret udtryk for genfødsel, nu fortolket som symbol for (Jesu) genopstandelse.

Denne fugls æg optræder i begravelsessammenhæng tidligt i græsk (mykensk), etruskisk og lucansk kunst. Også dét stammer fra Egypten - og blev et emblem hos Pythagoras' efterfølgere i Syditalien. Pythagoræere var også mystikere med bl.a. det mål at hjælpe til at befri sjælen. Flere af dem undlod at spise kød, da de mente, at også dyr havde en sjæl.

Den græske nyplatoniske filosof Iamblichus (ca. 290 e.Kr.), en elev af filosof og forfatter Porphyrios, skriver i sin bog "Pythagoras' Liv":

-"… han (Pythagoras) kendte de tidligere liv, han havde levet; derfor var han i stand til … at påminde andre om deres tidligere eksistens …".

Netop Porphyrios citerer i sit eget værk "Vita Pythagoras" den græske filosof Empedokles' udsagn om, at Pythagoras kunne:

-"… se alle de ting, der er i ti, ja endog tyve liv hos et menneske …".

En anden græsk forfatter, Diogenes Laertius (200-tallet e.Kr.), skriver ligeledes om "Pythagoras' Liv", at:

-"… han (Pythagoras) havde fra Merkur (Hermes) fået hukommelse om sin egen sjæls vandringer … og den evne at huske, hvad hans egen sjæl og andres sjæle havde oplevet mellem død og genfødsel …".

Shakespeare omtaler Pythagoras for dette i sine teaterstykker "Købmanden i Venedig" (4,1), "Som Man Behager" (3,2) og "Helligtrekongersaften", om end fra en mere udstrakt opfattelse af Pythagoras' ord.

I mysteriekulter gennemspilledes emnet genfødsel som en fornyende proces, der viser reinkarnation som en del af den kosmiske helhed.

En metode kendtes allerede i det gamle Egypten med teknikker for dødsforberedelse, så sjælen i overgangsfasen kan undgå forvirring.

Jesus genopvækkede en person, Lazarus, et grækificeret navn af el-Azar fra det egyptiske Osiris-navn: Azer - guden, der døde og genopstod til fortsat liv, en hovedfigur i kulternes dødsmysterier. Den, der skulle indvies til en høj grad, blev psykisk forberedt til bevidstgørelse om reinkarnationens processer: ved at blive lagt i en kiste eller på et særligt leje og bragt i dødlignende søvn i tre døgn - for at genopstå. Det blev af mange opfattet som dét, der reelt skete ved Jesu genopstandelse.

Den romerske forfatter og astrolog, Firmicus Maternus (ca. 335 e.Kr.), omtaler at mystis, 'kandidaten', bliver moriturus, 'fremtræder som døende', ved en præliminær frivillig død, sådan som det f.eks. foregik i Mithras- og Isis-kulterne.

Tidligt hos de kristne gnostikere skrev en kendt Valentinus-tilhænger, Theodotus (140-170 e.Kr.), at den sande gnostiker er et menneske, der har erkendelse om:

-"… hvem vi var, hvem vi er blevet, hvor vi var, hvad vi er blevet kastet ind i, hvor vi haster hen, hvad vi bliver genløst fra, hvad fødsel er, og hvad genfødsel er …".

Jævnfør desuden, som tidligere anført, at Cicero udtrykte at have lært i kulterne, "at leve med glæde - og også at dø med bedre håb".

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth