Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (169 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (169 af 170)

APPENDIKS

 

70-punkts katalog om bibelsforskning

  1. "Litteratur-teologi" og den store bibelhypotese
  2. Atomisering af bibelteksterne
  3. Egyptisk indflydelse – underestimeret
  4. Teologiforskningens problem med historien
  5. Gamle tekster i anakrinistisk analyse
  6. Forfatterskaber opspaltes til at optræde i flertal
  7. Modreaktionen
  8. Litteraturteorier fulgte ikke arkæologien
  9. Historiske fakta bestyrker tidlig datering
  10. Modstand mod ajourføring af datering
  11. Bibelteksternes oversete referencer
  12. Nyere bibelforsknings hypoteser – og virkeligheden

 

Bibelforskning overfor nyorientering

 

Både inden for historie og forskning er der begået alvorlige "attentater" mod Moses som person og identitet og ligeledes mod hans lære og virke. Det skete især i tre omgange i de næsten 3.400 år fra hans tid til nu: Første gang hos hans samtids egyptere, anden gang hos redaktører af jødernes Hebraiske Bibel før og under antikken, og tredje gang i nutidens teologiskoler.

Bibelforskning har stagneret vedr. Moses pga. 3 hovedfejlsskøn, påstande om at: - a) Moses er en mytefigur, - b) Moses er sent dateret, - c) Moses-teksterne blev skrevet af en halv snes forfattere 1000 år efter Moses' tid.

Alvorlige forskningsmæssige konsekvenser heraf demonstreres i det følgende - et veritabelt 70-punkts-katalog. Det kan bruges uafhængigt af den øvrige bog.

 

1: 'Litteratur-teologi' og den store bibelhypotese

 

Vores opfattelse af den religion, der tidligt hos jøderne kendtes som Moses' religion, er - ud over senere farvning via kirkens tradition - i nutiden blevet yderligere præget af nyere teologiforsknings egne historiesyn ved tolkning og bibeloversættelser.

Dette tiltag fik særlige konsekvenser for bedømmelse af religionens grundlag - og for nutidens forståelse. Det blev et problem for forskningen, at der tidligt blev udviklet akademiske hypoteser om bibelteksternes tilblivelse således længe før der var udviklet en videnskabelig arkæologi samt gjort afgørende fund og real-historiske undersøgelser af afgørende betydning.

Denne udviklings forløb er ikke hidtil blevet beskrevet i bredere omfang; men i det følgende kan demonstreres, hvorledes et mangelfuldt udgangspunkt førte ind på konsekvent stadig skævere spor. Der skal dertil fremlægges en serie af arkæologiske og historiske data, der konkret danner et noget andet billede end det, der ofte hidtil er blevet opereret ud fra.

Midt i 1800-tallet begyndte teologiske forskere sammen med historikere på at ville rekonstruere udviklingen med modeller hovedsageligt eller ofte endda alene ud fra tekst. Dvs. med en uhensigtsmæssig ensidighed. Således blev dette forhold en af årsagerne til hidtidig konkret resultatmangel særligt inden for Moses-forskning.

Det begyndte med et ikke urealistisk nysyn, især fremført i 1880erne af den tyske teolog, orientalist og semitolog Julius Wellhausen (1844-1918) på grundlag af idéer fra pionerer som deWette, Reuss, Graf og Kuenen. Nemlig at mange bibeltekster er stykket sammen af ældre og forskellige skriftlige kilder, der i overleveringerne undertiden blev udsat for ændringer eller ligefrem er blevet bevidst bearbejdede.

Tilhængere af Wellhausens tekstopdelingshypotese skabte en trend, der i mange år var "sandhed", nemlig at Bibelen havde 6 Mosebøger, hvoraf den 6. var "Joshuas Bog". Derfor afskaffede mange teologer i en lang periode udtrykket Pentateuch, der betegner alene de 5 Mosebøger, for med et nyt (i 1877) udtryk, Hexateuch, at omfatte alle de 6 bøger. I leksika og fagteologiske værker blev dette koncept brugt i årevis, men andre gik ind for kun "4 bøger", Tetrateuch; nu er der mest tavshed herom.

Wellhausens synspunkter - senere i den vidtgående videreførelse heraf kendt som 'dokumentar'teorien ("dokumenthypotesen" eller "4-kildeteorien") fra starten af 1900-tallet - resulterede i en til at begynde med besnærende, men efterhånden også anstrengt hypotese for en særlig opdeling af bibelteksterne. Hypotesen går generelt ud på, at teksterne, med deres forskellige betegnelser for israelitternes gud (i den Hebraiske Bibel) samt varierede udgaver af navne og beretninger, derfor måtte stamme fra flere kilder. Disse ses som oprindeligt tilknyttet guden Jahweh eller guden ("guderne") Elohim (eller El) - næsten som om teksterne kom fra andre religiøse retninger eller folkeslag.

Anvendes 'dokumentar'teorien ved tekstanalyse, er det let at finde en hel del, der kan passe smukt ind i disse mønstre. Problemet er, at der er meget mere, der passer ret dårligt, og meget oftere endda slet ikke passer. I den tidlige forskning forsøgtes det derpå at beskytte helheden i hypotesen imod sit "genstridige" emne - ved simpelthen at tilpasse denne hypotese ved nu at inkludere et gedigent utal af afvigelser og undtagelser.

Idet der herved fortsat byggedes på dens struktur, og konceptet udvidedes mere og mere, blev hypotesens påstand snart af de fleste tilhængere behandlet i praksis som en konkret kendsgerning. At konceptet mest af alt havde sin eksistens på skrivebordene, glemtes helt.

Da man fra begyndelsen gik ind i sagen med en forud bestemt hypotese, og mest ønsker at finde bevis for denne, ses undersøgelsens resultat lige så forudbestemt blive forvrænget i lignende grad. Hermed blokeredes for at stille sig åben for de forskellige muligheder, som fortsat strømmede til fra et væld af nye opdagelser.

Lad det være sagt straks - efter år 2000 har de fleste forskere forladt selve 'dokumentar'-teorien, der var fastholdt i 120 år, og ses tilmed nægte at vedkende sig, at de fleste nyere afvigende bibelforskningsteorier dog på en eller anden måde oprindelig har roden i den teori. Derfor skal der i det følgende præsenteres en del forhold af vigtighed for afdækning af også de "nye" teoriens ældre problemgrundlag.

 

2: Atomisering af bibelteksterne

 

Da man tog tekstkritiske studier i brug til Bibelen, og her historisk-kritisk metode, startede man med Moses som forfatteren og antog ved materialets tilsyneladende forskellighed, at han desuden havde gjort brug af flere kilder eller fragmenter. Heraf kom fragmenthypotesen. Men flere af de fragmenter, man i dag mener at kunne udskille, kan tydeligvis være sat ind senere på andre historiske tidspunkter. Da man derefter, uden holdepunkt, lod sene tekster datere hele teksten, blev Moses opløst.

Et argument var, han ofte er nævnt i 3. person - uanset dette ikke var ualmindeligt. Fra disse grundlag kom 'dokumentar'-teorien, der f.eks. vil differentiere teksterne ud fra, om et indhold optræder et dobbelt antal gange, eller hvis der i en påstået tekststilart ses bestemte former for gudenavne, der så findes i anderledes form i forbindelse med andre påståede stilarter.

´Dokumentar´teorien, ofte præsenteret som den tyske skole, og tidligere også kaldet Berlin-skolen, fik en dominerende indflydelse i sit videre og nu århundredelange forløb. Den præger informationen om Bibelen i betydelige antal af værker og leksika. At gennemskue at den blev mere og mere afvigende, blev oftest overdøvet. Den skole blev (jf. følgende) nu ekstrem:

- 'Dokumentar'teorien opererer med følgende mangfoldige kilder, og resultatet taler for sig selv: - En bibelkilde, "J-kilden", koncentreret om israelitternes gud Jahweh - en anden, "E-kilden", om guderne/guden Elohim/El - en tredje, den hypotetiske "P-kilden" kaldet "Præsteskriftet", som præsteskabet hævdes at have skrevet - samt "D-kilden" som værende materialet i "Deuteronomium" ("5. Mosebog"). Disse betragtes som de 4 grundlæggende kilder for 'dokumentar'teorien.

Derudover er der opfundet komplicerede underafdelinger som "J1- og J2-kilden", "P-a- og P-b-kilden", foruden udbygninger såsom "L- og N-kilden", eller "den tidlige J-kilde", "den sene J-kilde" samt "den genuine J-kilde" samt f.eks. "pseudo E-kilden" etc. etc. - således i hovedtræk. Dog ved nærlæsninger afsløres den besynderlige, men aldrig i sin helhed fremlagte kendsgerning, nemlig:

- Ved vers for vers i Moses-teksterne er de pgl. forskere forbløffende uenige om oprindelsen. Hvor den ene mener, et vers i Mosebøgerne er en J-kilde, mener en anden, at det er en ældre E-kilde, en tredje en yngre E-kilde, mens en fjerde kalder det hovedkilde, og en femte en sekundær-kilde etc. Uundgåeligt vil det medføre, at allerede det meste må frafaldes. (Jf. eksempler s. 58).

Ydermere er der vild uenighed om tidspunkterne for, hvornår disse tekster blev skrevet. En hyppig anvendt datering er, at J-kilden, også kaldet Jahvisten, sammen med E-kilden, Elohisten, er fra 800-tallet f.Kr., og D-kilden (især "5. Mosebog") fra 600-tallet f.Kr. Desuden det hypotetiske Præsteskrift kaldet P-kilden (mest "3. Mosesbog"), fra før, under eller delvis efter det jødiske eksil i Babylon i 500-tallet f.Kr.

I forsøget på at forklare oprindelsen til Moses' optegnelser blev Moses selv gjort til et historisk ikke-eksisterende væsen. Derefter har man blandt de påståede 'dokumentar'kilder (J-, E-, P- etc.) - og her nødvendigvis med udeladelse af Moses, som Mosebøgerne ellers tilskriver forfatterskabet - opfundet en såkaldt G-kilde ("Grundlage"). Det skete på tilsvarende vis som ved den bekvemt opfundne Q-kilde ("Quelle"), der, udokumenteret og aldrig tilstrækkeligt sandsynliggjort, indtænktes som grundlag i det Nye Testamente, hvis egne forskere inspireredes heftigt af 'dokumentar'-teoriens princip.

På samme vis er "opfundet" det omtalte hypotetiske og ikke reelt eksisterende "Præsteskrift", P-kilden. Og endda nogle såkaldte "redaktørskrifter", f.eks. "R-J/E"-kilden. Nemlig en påstået "redaktør-kilde", opdelt ved skiftende former for indholdsvariation og ændringer i teksterne.

Der kom yderligere forsøg på at skelne ekstra omfattende i kilderne: J. Morgensterns "K-kilde" og R. Pfeiffers "S-kilde", samt Otto Eissfeldts ændring af J1-kilden til at være ovennævnte "L-kilde" ("Laien-Quelle", "Lay-source"). Det har øget den i forvejen ikke ubetydelige usikkerhed.

Der fortsattes tilmed at opdele andre af bibelteksterne - også de noget yngre: F.eks. "Esajas Bog" blev til "Esajas", "Deutero-Esajas", "Trito-Esajas" m.v. Skeptikere har sarkastisk udtrykt, at man i Tyskland ikke kunne blive teologiprofessor, hvis man ikke havde fundet (på) mindst én ny slags tekstkilde.

Også dateringen er blevet præget af alt dette; - og tendensen er, at teksterne nu ofte anses som yderligere 300-500 år yngre end tidligere antaget.

I dag har mange forladt selve den konkrete 'dokumentar'teori for at følge ændrede hypoteser. Men det er vigtigt at gentage, at de har stadig det underliggende 'dokumentar'kilde-teoretiske præg endda uanset visse grene af forskningen i senere tider fraskriver sig denne baggrund som værende forældet.

 

3: Egyptisk indflydelse - underestimeret

 

Som det skal blive fremlagt har den tyske skole, samt dens udløbere og arvtagere - også med fodfæste i den angelsaksiske og i dele af den skandinaviske forskerverden - ikke lagt tilstrækkelig vægt på den egyptiske faktor. Denne faktor viser sig, som en lang række konkrete eksempler netop demonstrerer, som et af de vigtigste elementer til forståelse af mange påståede uoverensstemmelser i Moses-teksterne.

I spidsfindige sproglige detaljearbejder glemtes sammenhængens fortællende, historiske, religiøse, kosmologiske og symbolske helheder. Sprogligt var mange forskere og teologer semitologisk uddannet - og da akkadisk, dvs. assyrisk og babylonisk, tidligt var veludforsket, ligesom Babylons nyere histories stærke korrespondance til Bibelen også var tidligt kendt - betragtedes hovedparten af indflydelse på bibelmaterialet mest fra en babylonisk synsvinkel. Hvorimod "den egyptiske faktor" blev temmelig underbetonet, bl.a. fordi egyptologisk sprogforskning først nåede sin endeligt sikre grund så sent som omkring 1930.

Et stort problem blev grundlagt, da forskere - klassisksprogede filologer især - længe indtog den holdning, at græsk kultur var den ypperste, idet de glemte alt det, grækerne havde lært i Egypten. Egyptologien kom sent i gang, og i det fag føltes konkret mindreværd over for de for længst etablerede klassiske sprog- og kulturstudier, der med Wilamowitz' skole (oldgræsk) typisk kunne hævde f.eks., at "egypterne havde en dårlig kropsholdning og grimme næser - derfor kunne de ikke lave smukke billeder og følgelig ikke have forstand på kunst, og var da ret barbariske". Den holdning blev udbredt blandt estimerede videnskabsmænd i alle humaniora-fag. Det er et faktum, at inden for egyptologiforskning fandtes autoriteter, der faktisk så ned på selve deres emnes grundlag: egypterne, egyptisk religion og kultur.

Den egyptiske faktor er blevet bedre repræsenteret af den mindre ensidige "franske skole". Denne var allerede tidligt stærkt influeret af netop egyptologer, f.eks. arkæologen Gaston Maspero - bl.a. i hans egyptologitidsskrift "Recueil de Travaux …" især i årene 1910-18.

Ligeledes er den britiske egyptolog Kenneth A. Kitchen blandt de forskere, der ser bibelske forhold i egyptisk perspektiv. I sin afhandling, "Moses: A More Realistic View", i Christianity Today, (21, June 1968, s. 8-11), påpeger han, at den stadige strøm af nyt informativt materiale fra arkæologien må kræve en afstandtagen til de stadig fastholdte hypoteser, for de konkrete data har for længst miskrediteret den tyske skoles litterært indelukkede ensidighed. Han tilføjer:

-"… den teutoniske myopia (nærsynethed), der under et røgtæppe af metodologi fejler i at se det indlysende, vil netop afsløres ved at blive konfronteret med en udefra dokumenteret realisme …".

Et betydeligt antal data og relationer taler for, at utallige specifikke forhold især under Egyptens 18. dynasti, 1550-1310 f.Kr., findes omtalt i bibelteksterne - data først nu genkendelige via nutidens historiske videnskaber. De demonstrerer, at teksterne ikke kan være fremstillet af senere tiders jødiske præsteskab. Men fortsat ses de mangfoldige egyptiske data kun sparsomt i bibelforskningen.

Fakta om den egyptiske faktor:

1.-Skønt hele Bibelen har 3-4 hebraiske ord for 'linned', 'hørvævet klæde' (bl.a. bad, peshet og sadin), bruges egyptisk shesh (shesn) herfor 38 gange: Heraf 34 passager med det ord i Mosebøgerne (især "2. Mos."). Men uanfægtet af dette påstås disse tekster at være skrevet af præsterne ("P-kilde") længe efter Moses' tid. Men hvorfor skulle præsterne, da de og folket blev fri af fremmede herredømmers indflydelse, undgå deres eget gamle sprogs ord og optræde som egyptologiske sproghistorikere?

2. - Betegnelsen farao brugtes kun direkte for 'konge' fra Tuthmosis III's - og hermed Moses' - tid og indtil 900-tallet f.Kr. (og indgår herefter som et mindre led i en lang titulatur), og findes kun i Egypten. Men hvis Mosebøgerne først var skrevet tusinde år efter begivenhederne, hvilke jødiske læsere forventedes da at forstå det antikverede egyptiske ord?

3. - Hvorfor skulle i så fald til disse senere tiders jøder opfindes en sagnhelt, Moses ('barn') - dvs. selve deres historiske leder med netop et egyptisk navn?

4. - Hvorfor er der så mange ikke-hebraiske navne for israelitter i Mosebøgerne? - især egyptiske navne som Ahron ('mægtigt er navnet'), Miriam ('elsket af Amon'), Phineas ('neger, etiopier'), Hopni ('Nil-gud'), Jethro ('Nilen', 'floden') og Hur, Korah, Merara, Pashur, Kam - og med semitisk el i egyptiske navne: El-easer ('Osiris-guddom'), Ezeki-el, Puti-el, Jerame-el m.v.

5. - Idéen om én skabergud (henoteisme eller rettere monolatri: ikke ren monoteisme med kun én gud, hvilket er et temmelig sent fænomen i historien) er dokumenteret som kendt i Egypten ved 1450 f.Kr., dvs. mere end 100 år inden Akhnatons religiøse revolte, men har spor tilbage før 2400 f.Kr. - og hvor det i 1400-tallet indgår i epoken for Moses' tid i Egypten. Så hvordan skulle indførelse af Moses' Jahweh-religion passe med, at en så gammel "monoteisme" reformeret gennem Moses, ifølge de pågældende forskere først skulle være opfundet og indsat i en tekst i 400-tallet f.Kr.?

6. - Ved den store præsentation af Jahweh-navnet i "2. Mosebog" (3,14f) er navnet forklaret ved: "jeg er, jeg er/vil være den", men det udtryk med nøjagtig samme ord og mening, "nuk pu kheper", eksisterede allerede i en magisk tekst for solguden Ra (Re) i den ældgamle egyptiske skabelsesberetning og er tilmed stadig enslydende i bibeltekstens oversættelse i den koptiske ("egyptiske") Bibel. Igen: ingen jødiske præster i antikken ville til deres egen nationale religion begynde at opfinde et gudsnavn, hvis dette fandtes hos egypterne?

7. - Den egyptiske historieskriver og kronolog Manetho angiver, at Moses' og hans oprøreres udvandring fandt sted under en bestemt farao: Amenophis (II), nemlig Amenhotep II. Dette er i almindelighed ignoreret af forskningen, da det ikke passer til visse nyere historiemodeller. Hvilket kan være vanskeligt at forstå, da egyptologien påviser, at denne farao - modsat aktivt byggende forgængere og efterfølgere - næsten ikke selv fik bygget noget videre af betydning i sin egen, endda langvarige, periode på 25 år og 9 mdr. Ingen farao på den tid ville normalt undlade at bygge noget monumentalt. Men det bemærkelsesværdige forhold hos denne ellers succesrige farao er mindre undersøgt, skønt omtalte mangel netop kunne være forbundet med, at Egypten ved udvandringen drænedes (iflg. Manetho) for vigtige arbejdsgrupper.

8. - Moses' mobile tempeltelt, Tabernaklet, har sit præcise forbillede 1500-1300 f.Kr. i Egypten, hvor han havde fået grundlagt sit førstehåndskendskab.

9. - Folketællingerne i ørkenen, omtalt i Mosebøgerne, foregik efter velkendt egyptisk mønster fra 18. dynasti (1500-1300 f.Kr.) - dvs. usandsynligt at efterkonstruere i en tekst i langt senere tidsalder i et andet land.

10. - At Moses i krig under et slag rakte armene mod himlen, for at hans folk skulle sejre (2. Mos.17;8-16), er en egyptisk skik kendt fra inskriptioner - f.eks. også senere hos Ramses II. Men det var næppe kendt af et jødisk præsteskab efter 500-tallet f.Kr., bl.a. fordi egypternes militære traditioner herefter blev mere præget af deres persiske og græske erobrere.

11. - Flere af "de ti bud" er skrevet i en negationsform, der endda er lidt "skæv" i Bibelens hebraiske sprog, men er velfungerende og udbredt på egyptisk: Dvs. ikke en sandsynlig skrivemåde for senere jødiske præster.

12. - Med Moses' lovgivning bestemmes - som det første eller ældste kendte tilfælde i historien - at præsteskabet ikke må eje jord. Sandsynligvis var det ud fra negative erfaringer fra Egypten, hvor præster med kæmpemæssige jordbesiddelser blev den største kapitalmagt, som selv kongerne måtte underkaste sig. At det nævnte påbud, skønt senere overtrådt, kunne begrænse præsteslægternes økonomiske magt i Israel - dvs. hos en tolvtedel af Israel (her inklusive øvrige levitter) - gør det usandsynligt, hvis Moses' love hævdes at være skrevet alene af netop præsterne.

13. - Omskæring var en ældgammel egyptisk skik, kendt i afbildet form helt tilbage fra før 3000 f.Kr. "1. Mosebog" beretter, at Abraham først blev omskåret som ældre. Nemlig efter at han havde været i Egypten. Det sandsynliggør, at den pågældende bibeltekst er af betydelig alder frem for at være konstrueret specielt til jødisk brug på et sent tidspunkt.

14. - Det hævdes ofte af forskere, at kameler (dromedarer) som husdyr i Mellemøsten omtales historisk for tidligt i Bibelen (hos Abraham), skønt arkæologer i babyloniske områder og i Arabien for længst har fundet talrige ældre spor: Dyrenes folde, foderoptegnelser, knogler i ældre kulturlag, samt i ældgamle segl og på klippevægge med afbildninger af lastdyr - tilbage til 2800 f.Kr. I Egypten hører kameler, ligesom f.eks. hjorte, til dyr, der ikke er afbildet, men det er dog dokumenteret, at egypterne kendte hjorte. Jf. senere Mohammed, der som oprindelig karavanesekretær har kendt alt til kameler (dromedarer), men ikke nævner dem overhovedet i Quranen - dvs. manglende omtale/afbildning beviser ingenting. Omtale af kameler menes dog antydet - om end stadig omstridt - i egyptiske tekster som Papyrus "Anastasi" og "Bologna" fra 19. dynasti og tidligere. Senere indførte perserne, i 700-tallet, i større udstrækning kameler til brug hos egypterne, men der er stadig ikke fundet egyptiske afbildninger.

15. - Det ses jævnligt hævdet, at Josef-beretningen var "digtet" på et sent tidspunkt, bl.a. fordi en i teksten omtalt titulatur først menes indført i egyptisk brug tusinde år efter beretningens handling. Men forskningen viste siden, både at titelbetegnelsen var en senere modernisering af en ældre udgave, og at andre detaljer var korrekte: F.eks. prisen på slaver, for disse var over dobbelt så dyre netop de tusind år senere - bl.a. ifølge den engelske egyptolog K.A. Kitchen's undersøgelser ("Ancient Orient and Old Testament", 1966). Endvidere er Josef-beretningens omtale af "syv magre år" et kendt begreb i ældre egyptiske kilder (jf. Pritchard's "Near Eastern Texts", 1969, s. 31).

 

4: Teologiforskningens problem med historien

 

I det Gamle Testamente omtales dens egen tekst ikke som direkte historieskrivning. Dvs. ikke i den forstand hvor historie defineres som et fag af historisk-kritisk forskning, grundlagt i 1800-tallet, hvor man troede, at der fandtes en enkel historisk virkelighed, man kunne få fat på. Alligevel forhindrer det ikke, at det Gamle Testamente kan være historisk kilde og endda i mange tilfælde et regulært kildeskrift.

Men det kom bag på ældre bibelforskning, at Bibelens tekster ikke altid direkte kan bruges som kilde for historiske begivenheder. Dog ofte var problemet snarere en mangel på historisk viden; bl.a. var Egyptens historiske forhold ikke i højere grad velkendt i detaljer uden for egyptologien. Teologer er ikke historikere, og tekstforskere er ikke arkæologer, og arkæologer er ikke antropologer: Der er ikke mangel på teorier, men på tilstrækkelig tværvidenskabelig viden.

Og da et originalt skriftligt grundlag for kendskab til historisk aktivitet før 900-tallet f.Kr. i Israel er forsvindende lille - der findes kun yderst få af de ældre inskriptioner og fragmenter - har dette tilladt en så voluminøs teoretisering som hos den tyske skole just i kraft af, at dens modeller således ikke er verificerbare.

Der har aldrig eksisteret og er aldrig fundet noget kildedokument - f.eks. et E-kildemanuskript! I hele Mellemøsten findes heller ingen eksempler på således som i 'dokumentar'teorien at opsplitte forskellige tidsaldres dokumenter og sammensy dem på tværs - eller direkte at "opfinde" en forhistorie og med det formål at være nationalt-religiøst bestyrkende. Dette ville snarere have modarbejdet hensigten, idet bibelteksterne gang på gang viser folket og dets ledere i dårligt lys; foruden at meget stof i Mosebøgerne er mindre relevant for religion og nationalisme.

Den såkaldte "new historicism" støttede linjen i 'dokumentar'teorien. Men det er den tyske skoles - og efterfølgeres - litterære synsvinkel, der førte til det spektakulære resultat. Det fik tilhængere heraf blandt forskere og teologer til at anse bibelteksterne for at være noget af et kunstprodukt eller, hvis ikke falsknerier, så dog folkloristiske fortællinger uden realhistorisk kildeværdi.

William F. Albright påpeger - i sin "Archaeology and Christian Humanism" (1964) - at den tyske skoles tilhængere i Tyskland under nazismen efter 1933 ofte blev afskåret fra kontakt med Palæstina og ikke-tysk forskning, samt fra nyere arkæologiske og filologiske data, hvorfor de næsten kun udførte systematiseret forskning ud fra teoretiske linjer:

-"… I dag er der en meget dyb kløft mellem den dominante tyske skole over for den arkæologiske skole, der især er repræsenteret i Amerika og Israel …".

Yderligere har selve teologiforskningen næsten aldrig vist sig at kunne evaluere arkæologiens resultater tilstrækkelig professionelt (hvilket allerede for arkæologerne selv kan være særdeles krævende). Kort sagt antages - bl.a. influeret af en nu mere end 30-årig forældet arkæologisk model, dengang kendt som "new archaeology" - denne holdning:

- At "Abraham og Moses er ren fiktion", at "udvandringen fra Egypten aldrig har fundet sted" - og at "det meste er opdigtede skønlitterære national-ideologiske fortællinger, der først blev skrevet 400-200 f.Kr." Herved påstår man - på flere tusinde års afstand - at vide bedre besked med teksterne end forfatterne, der dengang skrev dem: På anakronistisk vis at presse moderne nationalisme-idéer ned over et oldtidsunivers' anderledes samfundsopfattelse. idéen er ren "etno-kitsch". Og bagvendt at hævde: "af nødvendighed måtte Moses opfindes" - er selvmodsigende.

Fakta om teoriernes troværdighedsproblem:

16.-Hvis Mosebøgerne blev skrevet omkring 300 f.Kr., hvorfor er de så skrevet på oldhebraisk, der ikke menes særligt i brug efter 900 f.Kr., hvis teksterne var til den jødiske befolkning? Det er aldrig blevet bevist, at (old)hebraisk var udbredt dagligsprog efter 500-tallet f.Kr. Hvor mange kunne læse teksten, når der i så fald synes mindre tradition for at bruge oldhebraisk, hvis Bibelen først var skrevet på dette sene tidspunkt?

17. - Hvordan kan samaritanernes nogenlunde lige så gamle bibeltekst have stort set samme tekst som - og være skrevet med en endnu ældre skrift (fra cirka 800 f.Kr.) end - den Hebraiske Bibel efter Babylon-tiden fra 500-tallet f.Kr., hvis samaritanernes ofte fjendtlige "religiøse konkurrenter", de jødiske præster, først har "digtet" Bibelen i 400-200 f.Kr.? I så fald - og yderst urealistisk - måtte de jødiske præster også opdigte de ældste rabbinerskrifter, der udbygger Mosebøgerne. Forskere har så også måttet påstå, at samaritanernes Bibel tilsvarende var en meget sen konstruktion. Men desuden er jødernes Bibel skrevet med en revideret, dvs. senere, stavemåde, indført af præsten Ezra (der i øvrigt var stærkt samaritanerfjendtlig ifølge Bibelen). Flere ikke-fælles forhold i de to bibelversioner må derfor være etableret længe før Ezra og hans tid.

18. - Arkæologiske fund i Israel af små bronzefigurer udformet som Guldkalve er indbyrdes uafhængigt daterede til 1400-1300-tallet f.Kr. Det resultat har ingen bestridt. De konkrete fund bestyrker plausibiliteten af Bibelens beretning om Guldkalven og tekstens tidsmæssige originalitet, især da disse fund bl.a. er fra Ashqelon, samt byen Dan i nord. Det må påpeges, at det var netop de to steder, der efter tur beboedes af Dan-stammen, som fortsat havde Guldkalv-kult - bl.a. ledet af en præst, en efterkommer af Moses ("Dommerbogen" 18,11-31). En sådan tekst med så dårlig prestige - Gulkalv-kulten - er det ikke sandsynligt, at nogen ville "opfinde".

19. - Alteret og den kultiske indretning af det før-nabatæiske offersted i Petra er i klippen udhugget i nøjagtigt de mål, der angives af Moses til israelitternes kult. Mosebøgerne viser, at han adskillige gange opholdt sig i selve distriktet - og forfattere i antikken omtaler en tradition om Petra som værende hans hovedbase under exodus-perioden. Petra ligger langt uden for Israel, var delvis egyptisk domineret og blev senere nabatæisk i 800 år frem til cirka 40 f.Kr. Gennem al den tid havde jødisk præsteskab ikke adgang - så hvordan kan disse altermål m.v. optræde i Bibelen, hvis teksterne først blev skrevet omkring 400-200 f.Kr.?

20. - Moses påbød, at hvis en mand døde, skulle hans bror gifte sig med den efterladte svigerinde. Det er typisk for tidlige stammesamfund (og evt. nomader), men ikke for bystater. Denne lovs eksistens indikerer at kunne være fra exodus-perioden eller før israelitternes integrering i det nye land - og er ikke opfundet af præster i 400-tallet, dvs. tusind år senere og under andre samfundsmæssige og kulturelle forhold.

21. - Mosebøgerne, med deres centrering om Moseloven, indeholder 25 næsten ordrette genparter af den babyloniske (akkadiske) konge Hammurapi's (Hammurabiæs) lov, eller "domssamling", og endnu flere genkendeligt enslydende reminiscenser. Hammurapi's lov fra cirka 1800 f.Kr. var ude af brug allerede inden 900 f.Kr., og således stadig lovstil på Moses' tid. Ud fra hvilke gådefulde motiver skulle det overhovedet lade sig gøre for de påståede sene bibelforfattere fra 400-tallet f.Kr. - eller senere endnu - at overtage disse fremmede love og være overens i tid, stil og ordlyd så længe efter?

22. - At der i tidens løb kan være blevet justeret i Moses' love og forordninger, anses ofte i forskningen som at præsterne direkte skulle have opstillet lovene selv. Men der kendes ikke noget land, hvor love blev udstedt af præster. Uden et lands hersker ville det være uden tilstrækkelig autoritet. Mens Israel i 1.500 år - fra Moses' tid frem til Jerusalems ødelæggelse i året 70 - kun havde få hundrede års selvstændigt styre, var det udbredt praksis, at erobrede lande bibeholdt lokale love. Også ifølge Bibelen respekterede erobrere af Israel, f.eks. Persiens konge, at folket brugte Moseloven, dvs. den allerede eksisterende, hævdvundne gamle lovtradition.

 

5: Gamle tekster i anakronistisk analyse

 

Usikkerheden og manglen på samstemmighed viser, at en påstået opdeling af tekster i "oprindelige" J-, E-, P-kilder etc. i virkeligheden kan være temmelig urealistisk. Men denne tilstand var længe ikke erkendt, fordi de pågældende forskeres mange forskellige afvigende antagelser ikke er blevet sammenstillet i en samlet indbyrdes konfrontation. Og i stedet opererer store dele af forskningen uanfægtet videre, som om disse begreber J-kilde, E-kilde etc. var tilstrækkeligt og reelt konkretiseret og havde en fuldt beviselig og selvstændig eksistens.

Den tyske skole har sin rod i tekststudier og blev da farvet af en nutidsbaseret og derfor ikke acceptabel anakronistisk synsmåde. Nemlig ved litterærkritisk tolkning, formteori og redigeringsmetodik, hvori arkæologiske fund derefter "indpasses" - en i sig selv diskutabel fremgangsmåde (jf. bl.a. punkterne 23-25 nedenfor); det har resulteret i selvevaluerende cirkelslutninger.

Historikere har kritiseret dele af litterærkritikkens til tider lemfældige adfærd med historiske kilder. Litterærkritikken hos den pågældende teologiforskning kan ses brugt så uvidenskabeligt, at selv litteraturforskere tager afstand. Eksempelvis når en J-kilde påstås at skifte til E-kilde midt i en sætning, negligeres ofte al litterær erfaring om forfatteres ikke usædvanligt forekommende, mindre homogene stil i detaljerne:

- På de teologiske fakulteter og præsteseminarier i flere lande indstreges med hver sin farve i teksterne mange af de påståede, vidt forgrenede kilder. Herved sker det ofte, at to eller flere forskellige farver bringes til at støde sammen endda midt inde i en sætning. Kritikere, som også fandt dette yderst betænkeligt, har ironisk udtrykt, at man i konsekvens af studiemetodikken til en sådan "regnbuebibel" ikke kan blive præst, hvis man er farveblind.

Ligeledes bliver overlapninger i handlingen og både små og større fejl - foruden en række tilsyneladende modsigelser, hvad der er naturligt forekommende i et stort værk som Bibelen - alligevel ofte tillagt fantasifulde ekstraordinære betydninger som bevis på påstanden om sammenskrivning af mange selvstændige kildeskrifter.

Den tyske teologiske forskerautoritet Martin Noth, der ironisk anså omtalen af Moses' ukendte grav som eneste realistiske overlevering om Moses, opstillede i 1930-1940rne vidtgående tekstkonstruktionsteorier. Men det glemtes, at disse var skrøbeligt afhængige af, hvorvidt hypotesen om eksistensen af et indbygget præste-kildeskrift, P-kilden, overhovedet er korrekt!

Fakta om ekstremer ved analyseformen:

23. - En amerikansk forsker, John Bright, har i sit værk "Early Israel in Recent History Writing" (London 1956) påvist, at hvis Martin Noths strengt "bureaukratiske" traditionshistoriske analyse forsøges udført punkt for punkt på den kun 200-årige historie om George Washington og USA's uafhængighedskrig, er konsekvensen et "resultat" vildt afvigende fra den veldokumenterede historiske virkelighed.

24. - Når litteraturhistorieforskning bliver mere optaget af formen end af indholdet, bliver litteraturteoretiske og strukturanalytiske metoder mindre objektive: Hos de amerikanske forskere, Phyllis Tribles i "The Study of the Book of Jonah" (Columbia UP, 1963) og G. Landes i "The Kerygma of Jonah" (Interpretation, 1967), kan enhver bedømme udfaldet, der åbent demonstrerer, at de - ud fra helt ensartede analyser af de samme tekstled i Bibelen - alligevel endte med hver sit stærkt påfaldende forskellige resultat.

25. - En analyse af, hvad et stort udvalg af de kendteste og dygtigste eksperter inden for den indflydelsesrige tyske skole gennem 100 år hver for sig mener om Mosebøgernes tekster, er præsenteret i Joachim Hahn's værk "Das Goldene Kalb" (Frankfurt a.M. 1981, s. 142-143 og 266). (Jf. nærv. illstr. s. 58). Dette viser dem indbyrdes grundlæggende uenige i de fleste punkter:

-- Blandt disse mange autoriteter findes der foruden Wellhausen (1889) også Dillmann (1880), Driver (1911), Gressmann (1913), Eissfeldt (1922), Kittel (1923), Pfeiffer (1925), Beer (1939), Noth (1948), Lewy (1959), Bayerlin (1961), Seebass (1962), Davis (1967), Coats (1968), Schmid (1968), Jaros (1974) og Valentin (1978) m.fl. Især viser de stor uenighed om de enkelte sætningers tilhørsforhold til den ene eller den anden, tredje etc. kilde. Dog, hvis en teori er ekstrem rummelig, vil den dermed ophæve sig selv.

 

6: Forfatterskaber opspaltes til at optræde i flertal

 

Der er blevet iværksat et utal af forsøg på bevisførelse for, at Mosebøgerne ud fra deres indhold af beretninger, lovregler og kvad skulle være skrevet af mange forskellige forfattere. Her er det som om en forfatter var ude af stand til at skrive i mere end én stil, skønt det er elementært, at en forfatter, der skriver digte, også kan skrive prosa - ligesom f.eks. en jurist, der formulerer juridiske dokumenter, omstiller sin stil, når andre, f.eks. private, forhold skal optegnes.

Der kendes gennem historien en hel del forfattere, der har skrevet i afgjort forskellige stilarter beregnet for henholdsvis deres epos, digte og politiske skrifter. I det hele taget findes der næppe noget større litterært dokument i verdenshistorien, der kan karakteriseres som gennemført stilrent, men alligevel styres kildeforskningen af skrivebordsteorier med et stilens ensartetheds-ideal, der er utopisk.

Selv om Bibelen i afskrifter, ændringer og tilpasning kunne optage udtryk fra senere tider - f.eks. i Josef-beretningen - og ved en sådan senere redaktion helt kan være blevet farvet af denne senere tids præg, så fører det på galt spor at forveksle tidspunkterne for redigeringerne med selve alderen af det oprindelige forfatterskab; samt herudfra at konkludere, at de pågældende tekster først er skrevet på det tidspunkt, hvor disse ord og vendinger af senere dato var i omløb.

Men at lave et så kompliceret værk som Bibelen så sent som i 400-300 f.Kr. ville være ugennemførligt i praksis. Der er endda hypoteser - af bl.a. en semitisk ekspert i etiopisk, Edward Ullendorff (Wiesbaden 1971) - om at uregelmæssighederne i oldhebraisk skyldes, at endog selve sproget kan være opfundet af præsterne, dvs. et kunstprodukt og af sen dato. Jf. lige fra da amerikanske astronauter foretog første månerejse i 1969, er der udgivet bøger og artikler, som med "en smuk hypotese" seriøst prøvede at bevise denne rejse som et kunstprodukt: "det hele foregik på Jorden, ved tricks, arrangeret i et filmstudie".

Men hvem ville finde på at opfinde en person som Moses, der opfandt en religion længe før der fandtes "religionsstiftere" (en nydannelse, der først kendes fra 600-tallet f.Kr.: Zarathustra, Buddha, m.fl.), og som herefter skrev om denne religion på et sprog, som mange tilhængere ikke forstod?

Der er en særlig baggrund for, at "5. Mosebog"s noget individuelle stil (påstået som "D-kilden") naturligt kan bero på, hvad denne tekst selv peger på: Nemlig at dens handling, der dækker udvandringens sidste måneder og forklarer Lovens pagt, resumerer for folket dets nyere historie samt fremlægger mange forhold, der var nødvendige især for den nye generation af israelitter, som på Moabs sletter var blevet misledt ved fremmedes/fjenders indflydelse. Dette fungerede desuden som en peptalk til hele folket, der stod over for endelig at begynde på invasionen af kanaanæernes land. Eventuelle yngre justeringer kan heller ikke her bruges til at anfægte alderen af tekstens ældste, oprindelige kerne.

Hurtigt bredte Wellhausens idéer sig som en regulær modebølge også til andre, dvs. ikke-bibelske, tekstforskningsområder. Dette kan bl.a. opleves ved nogle af de senere analyser af nordiske sagaer. Wellhausen-effekten bidrog også til, at Shakespeares forskelligartede skrivemåder er blevet påstået som resultat af op til 50 forfatteres indsats.

Et typisk "litterærsyndrom" opstået om Homer kan illustrere problemet: Wellhausen-hypotesen brugtes især også af den preussiske forsker i oldgræsk, Wilamowitz. Han hævdede, at i Homers "Odysseen" var kapitlerne - eller kvadene - skrevet af en lang række forfattere på hver sin tid, f.eks. "den 9. sangs (påståede) forfatter", "den 10. sangs (do.) forfatter" etc., etc. Wilamowitz og hans tilhængere mente at kunne påvise, at den 23. sang i "Odysseen"s sidste del (der er 24 sange i alt) var skrevet i senere tidsaldre, fordi den er særlig forskellig fra de øvrige afsnit.

Senere i 1900-tallet holdt mange forskere på, at Homers to værker i hvert fald havde hver sin forfatter. Det var blevet bemærket, at Odysseens forfatter kendte Iliaden meget godt (uden at den ligefrem citeres direkte), mens det omvendte forhold ikke synes at fremgå hos Iliaden.

Med Homer i så fald begrænset til to forfattere og ikke et større antal skribenter, er næste spørgsmål, om de cirka 30 års forskel, der synes at være mellem Iliaden og Odyssen, mest naturligt måtte skyldes den yngre og ældre udgave af samme forfatterpersonlighed. Hermed demonstreres reelt en fuld parallel til akademisk-teoretisk problematisering af Moses' forfatterskab til Mosebøgerne, hvoraf som nævnt især den seneste del/bog viser lidt ændret stil.

Studiet af oldgræsk sprog og kultur var det førende, mest ansete og mest autoritative fag, og mange forskere fulgte trop. Banale fejl i de gamle afskrifter af oldtidsteksterne blev gjort til ledetråde for påståede stilarter og forfattere. Men f.eks. franske eller serbiske middelalder-epos'er, der ikke kan mistænkes for falskneri og skjult indbygning af andre kilder, er lige så fyldt med såkaldte 'fejl' som Homers "Iliaden" og "Odysseen".

Hvad der med rimelig sikkerhed vides, er, at værkernes ældste kerne (måske mundtligt gengivet), som handler om Troja-tiden i 1200-1100-tallet, anses at stamme fra før et af de ældste fund med græsk alfabetskrift overhovedet. Nemlig fra en vase fundet på den italienske ø Lipardi, og som med arkæologisk vedtaget datering er fra 800-tallet f.Kr. - hvor indskriften er et citat fra Iliaden.

Visse af Wilamowitz' idéer om de oldgræske værker er stadig i brug, skønt for længst afgørende modbevist af bl.a. en række amerikanske forskere og især af breve fra hitittiske arkiver (nu i Berlin) fra Trojas forbundsfælle kong Hatusa: fra selve tiden for handlingen i Homers "Iliaden". Det burde revolutionere synet på Homer, da brevene indeholder et væld af de fra hans værk så kendte person- og stednavne fra Troja, dvs. Ilia, Uil(u)ia; bl.a. denne bystats prins Paris, som både arkiverne og Homer også nævner, dog ofte mest under sit ekstra navn Alexandros Ilion. Bl.a. omtaler Homer en hjelm lavet af hugtænder fra vildsvin - så helt usædvanligt, at forskere bedømte det som digteriske fantasier. Men netop en sådan hjelm fra 1100-tallet f.Kr. er fundet ved den såkaldte Agamemnons grav, dvs. præcis tiden og stedet for Iliadens udgangspunkt.

John Kraft, professor ved University of Delaware, med 20 års erfaring i græsk topografi og geologi, har påvist, at Homers landskaber i Iliaden passer i mindste detalje med Trojas topografi for 3000 år siden. Også f.eks. den i nutidens hævede havbund, hvor man fra byen Troja ifølge Iliaden kunne se direkte ned til skibe på stranden. En række eksperter, også i linguistik og historie, støtter dét de geologiske udgravninger viser - at Iliaden ikke er "bare en legende": "Vi kan bevise, at landskaberne eksisterer" (Geology, Journal of the Geological Soc. of Am., March 2003).

Ligeledes da forskerne Ventris & Chadwick, der løste linear-B skriftens gåde som værende med mykensk sprog, fandt, at i denne skrift fra Kreta 1500-1400 f.Kr. kan der læses homeriske navne såsom Akilleus og Hektor. Ifølge dette var Homer en bruger af konkret historisk stof snarere end en opfinder af totale fiktioner. - Desuden ignoreres, at den græske filosof Heraklit blot 150 år efter Homer omtaler, at dennes brug af mytens form var kun beregnet for tekstens iklædning for at skabe allegorier.

Skønt selve de hitittiske arkiver således anvender dobbelt-navne for en og samme person: prins Ilion (opkaldt efter sin stat) og prins Paris, ses dette faktum ofte ignoreret. Her f.eks. hæfter visse forskere sig ved en systematisk optælling af steders og heltes navne og bruger så resultatet som "bevis" for, at Homers beretning om denne prins var en sammenskrivning af flere kilder (fem kilder er foreslået). Homer bedømmes derpå som værende ikke-eksisterende, en sagnfigur, dvs. parallelt med teologers bedømmelse af Moses - i stedet for at få øje på Homer, som fra ældre konkret stof inden for forskellige dialekter, har samlet realhistoriske baggrunde for sin inspirerede fremstilling.

Selv om Homers kvad kan skifte mellem græske dialekter - ikke usædvanligt i sig selv og ikke bevis på, at værket har flere forfattere - er grundbestanddelen jonisk. En påstået stilændring i "Odysseen"s sidste sang skyldes blot, at en stor del er resumé: Præcis som det er tilfældet med "5. Mosebog".

For også "5 Mosebog" er netop kendt for en særlig stil, der ligeledes er naturlig pga. dens referat af Moses' taler i direkte form (undtagen en afsluttende tilføjelse om Moses' død). Det er samtidig indlysende, at efter et forløb på ca. 40 år er hans nye skriftsprog forbedret og udviklet i denne, den sidste bog. (Jf. et kendt eks., Sigmund Freud skiftede til anden (ny) stil med sit sidste værk - der i øvrigt var om Moses)

Mange handlinger og forhold omtales to gange i samme afsnit i de forskellige bibeltekster, og især sådanne tilfælde ses jævnligt bedømt som værende sammensat af flere kilder. Tidligt var Johs. Pedersen i sit værk "Israel" (I-IV, 2. ed., London 1934) netop på vagt over for de hypoteser:

-"… vi har Gang på Gang set, at man i høj Grad har overdrevet Dobbelthedernes Betydning, og at Fortællingerne danner en naturlig Sammenhæng. Gudsnavnenes Vekslen er ofte ret vilkaarlig og derfor intet paalideligt Kriterium. Det er derfor tvivlsomt, om man overhovedet i Genesis ("1. Mosebog") kan regne med Jahvisten og Elohisten som to sammenhængende Kildeskrifter … ".

Bibelteksterne viser en variation i ordvalg eller sætninger, ligesom en god foredragsholder kunne gøre det, og er ikke ukendt i ældre tekster, der ofte overtog stilen fra mundtlig stil. Men i de mange tilfælde kan denne redundansform også have helt andre og særlige årsager - f.eks.:

I midten af 1900-tallet har flere teologiske forskere, uanset deres eventuelle forhold til 'dokumentar'teorien - Mowinckel, Noth, Pedersen, von Rad, Weiser m.fl. - bestyrket, at flere af fortællingerne i Mosebøgerne var givet form til kultisk brug.

Netop ved (mysterie)kultiske tekster var flerdobbelt tydning yderst udbredt. Det ses ofte at være i denne mere underkendte side af tekstens kultiske funktion, at en af de oprindelige årsager kan søges til, at de ældste bibeltekster nu i vor tid giver forskningen indtryk af at være "syet sammen" af et overtal af forskellige traditioner.

Fakta om bl.a. "fabrikationer" og dobbeltnavne:

26. -I Tell el-Amarna er fundet breve fra 1400-talet f.Kr. fra Kanaan, og de nævner navne som Benjamin, samt Joshua (Iashuia) og stednavne velkendte fra bl.a. "Joshuas Bog", hvis indhold også ifølge Biblens egen kronologi er netop fra samme tid.

27. -I brev nr. 256, er byen Pella (netop i Jobs distrikt) omtalt sammen med det egyptiske navn A-ia-ab, dvs. Job (på hebraisk som Ajwb). De navne er fra J.A. Knutzons oversættelse 1907-1915, et stadig anerkendt standardværk (også efter ny oversættelse), og hans oversættelse af navne er aldrig blevet bestridt. Alligevel blev de totalt afvist - dog aldrig med noget bevis - at kunne forbindes til Bibelens periode. Fortsat ignoreres disse data, skønt de viser navnene som kendte og i brug i pågældende tider.

28. -I teologiforskningen fastholdes ofte, at dobbelte navne og betegnelser, såsom Jahweh/El og Jakob/Israel eller de mange dobbelte gengivelser af begivenheder, lokalnavne og lovtekster er bevis på, at flere kilder er sat sammen til ét dokument. Havde Wellhausen og efterfølgerne blot vidst dengang, at dobbeltformer var almindeligt brugt og yndet allerede i Mellemøstens ældre tekster ved navne, begivenhedsomtale og i kvad! Dette er bl.a. påvist af strukturalisten Claude Lévi-Strauss. Det er en kendsgerning, at i Babylon og Egypten, og hos hittitterne, var det udbredt, at guders og kongers navne optræder i dobbeltformer.

29. - Under forskernes vekslende tvivl om historisk plausibilitet i de ældste tekster, Mosebøgerne, har bibelforskningen jævnligt set bort fra den kendsgerning, at bibelteksterne kan informere specifikt om personer, tid og sted, præcis ligesom det kræves til juridisk bevisførelse i retssager - dvs. i modsætning til legender og eventyr, hvor faktorernes baggrund er uklar.

 

7: Modreaktionen

 

Fra starten fremsattes kompetente - dog mest overhørte - indsigelser mod således at opløse de ældste bibelberetninger. Den tyske skole blev tidligt karakteriseret af W.F. Albright's kollega, den amerikanske semitolog Melvin Grove Kyle i dennes "Moses and the Monuments" (London 1920), som:

-"… dogmatisk, arbitrær og ultra-semitologisk …".

Ligeledes angiver førstnævnte egyptolog Kenneth A. Kitchen, i sit værk "Ancient Orient and Old Testament" (London 1966), at:

-"… Ingen steder i den gamle Orient findes noget kendt sidestykke til elaboreret historie dannet af fragmentariske tekster fra forskellige forfatterskaber … sådan som teorien vil påstå. Og ligeledes, ethvert forsøg på at anvende disse 'dokumentar'teorier på gamle orientalske værker, der har en kendt historie, men indeholder samme litterære fænomener, resulterer i regulære absurditeter …".

At 'dokumentar'teoriens påstand om en sammensyning af forskellige kilder kan være galmandsværk, hvis den anvendes på en hvilken som helst anden oldtidslitteratur, har også været berørt af autoriteter - selv om de bifaldt dele af selve teorien - nemlig U. Cassuto, Y. Kaufmann samt Moshe Greenberg og E.A. Speiser. Og især af William W. Hallo, der også udtrykte det præcist, i Journal of American Oriental Society (110:2, 1990, s.187-199), allerede fra starten med sin afhandlings titel: "The Limits of Scepticism".

Endelig har de mellemøst-arkæologiske eksperter Cyrus W. Gordon & Gary A. Rendsburg i deres værk "The Bibel and the Near East" (4. ed., New York 1997, s. 34 og 123n) påpeget, at selv når Mosebøgernes forskelligartede materiale betragtes som forskellige kilder, så fremgår det alligevel, at:

-"… Arbejdet med at afdække sådanne tidligere kilder er misledende. Det faktum står fast, at det eneste vi er i besiddelse af, er slutproduktet, og alle analyser af bibelske tekster burde arbejde ud fra den virkelige tekst - ikke fra hypoteserede eller rekonstruerede kilder. Ydermere er der, som nyere studier har påvist, meget mere enhed i den bibelske beretning, især "1. Mosebog", end der er ikke-enhed …".

Denne orientalist og sprogforsker Cyrus W. Gordon afviser - på linje med J. Montgomery, M. Margolis og W.F. Albright - "ideen om tidlig israelitisk religion og samfund som værende såkaldt primitive og uden litterær tradition". Angående citatet ovenfor fastholder Gordon allerede i sit værk "Higher Critics and Forbidden Fruit" (New York 1959, 1966) at tage de gamle tekster netop på deres egne betingelser i stedet for at tvinge dem ind i et fremmed system som her 'dokumentar'teorien med J-, E-, P-, D-kilderne.

Gordon kalder disse "kilder" for rene "kunstprodukter"; mens han regner den i Bibelen nævnte "Jashars Bog" - et nationalt epos der fremlægger en heroisk hebræisk historie fra Joshua til David - for et sandt kildeskrift.

Hans synspunkt var for avanceret for en stor del af forskningen, så han blev stemplet som en videnskabelig "fundamentalist". Især da han afslørede, det forhold, at meget materiale, der hævdes at eksistere som P-kilde, var af langt tidligere dato, noget var endda før-mosaisk.

I den tyske skoles tekstdeling vil "5. Mosebog" ("Deuteronomium") tilhøre den teoretiske D-kilde og skal ligesom P-kilden ("Præsteskriftet") ifølge Wellhausen ansættes til en meget sen dato, 600-300-tallet f.Kr.

På baggrund af den senere forøgede viden på disse områder er denne antagelse blevet kvalificeret modgået af den polsk-israelske forsker Yehezkel Kaufmann (1889-1963) og andre autoriteter; hans facts er yderligere underbygget af senere arkæologiske fund. Men alligevel forskes der videre, som om disse ændrede forudsætninger end ikke eksisterede.

Imod flere af Wellhausens hypoteser kom tidligt ofte den stærkeste modstand fra Uppsala-skolen, der især var repræsenteret af den svenske teologiforsker Ivan Engnell, som ("Bibel" i Svensk Bibelsk Uppslagsvärk, 1966) konkluderede:

-"… det er formålsløst at prøve at isolere 'dokumentar'kilder, for disse eksisterer ikke …".

For i hypotesen om 'dokumentar'kilder tabes sammenhængens betydning.

Ligeledes kritiserede den danske autoritet Johs. Pedersen i sit førnævnte værk "Israel" overdrivelserne, især hvad angår "Præsteskriftet", altså den hypotetiske P-kilde - og lod forstå, at i virkeligheden:

-"… kan det ikke betragtes som sikkert, at det ("Præsteskriftet", ed.) udgør et selvstændigt, sammenhængende Skrift …".

Han resumerer om de to kilder J- og E-:

-"… Delingen af det øvrige Stof mellem de to Kilder, Jahvist og Eloist, maa anses for meget tvivlsom, da den ofte beror på en Miskendelse af Fortællingernes Art og indre Sammenhæng …".

Ligeså oplyser "Encyclopaedia Judaica"s hovedredaktør, semitologen Louis Isaac Rabinowitz (vol. 13, Jerusalem 1971) under emnet "Pentateuch" (Mosebøgerne), at det påståede indhold af P- og D-kilder etc. mest kun vil bero på forskelle i udtryk og sproganvendelse, således at:

-"… det er umuligt at bestemme, hvilken (P- eller D-kilde) der har prioritet, eller hvilken der er senest fremstillet, på basis af disse udtryk, fordi det er umuligt at differentiere strata i bibelsproget fra det første tempels periode …". (Generelt anses templet for bygget ca. 970 f.Kr., ed.).

Den canadiske forsker Frederick V. Winnett oplyser i sin afhandling "Re-examing the Foundations", Journal of Biblical Literature (vol.84, 1965, s.1-19), at:

-"… (det er demonstreret, at) J-E-hypotesen er uden fundament, når det angår "2. Mosebog" og "4. Mosebog". Mine senere studier af "1. Mosebog" har kun kunnet tjene til at bestyrke, at denne konklusion er korrekt. Volz og Mowinckel har også udtrykt det synspunkt, at opfattelsen af J og E som to parallelle fortællinger ikke kan opretholdes …".

I "The Interpreter's Dictionary of the Bibel" (New York 1965) skriver en anden amerikansk semitolog, David Noel Freedman, under opslagsordet "Pentateuch", at:

-"… der er kun lille tvivl om Mosebøgernes (og tidlige profetskrifters) relative ælde jævnført med andre af det Gamle Testamentes bøger …".

Flere af Qumranteksterne, Samaritanerbibelen og den Græske Bibel (Septuaginta) har en hel del indbyrdes samstemmigheder i visse tekstafsnit og synes her på en række punkter at gå længere tilbage end den Hebraiske ("masoretiske") Bibel. Parallelt hermed angiver Freedman i sin tekst, at:

-"… (denne baggrund) destruerer en skandinavisk påstand om en meget sen sammenstilling af teksterne …".

Om det udvidede problem med et stadig øget antal påståede kilder påpeger Freedman videre, at:

-"… nettoeffekten af den minutiøse undersøgelse af kilderne har været, at 'dokumentar'teorien er blevet omtåget … der er alt for mange 'dokumentar'kilder … 'dokumentar'kilderne synes at være kompilationer i sig selv frem for originale kompositioner …".

Samtidig hermed erklærede den amerikanske semitolog William F. Albright ("Archaeology and Christian Humanism", 1964) - kendt for at have disciplineret bibelarkæologi til at blive mere videnskabelig og respekteret - at:

-"… man er gået tilbage til generelt at anerkende, både i store træk og reelle detaljer, nøjagtigheden af Israels religiøse historie … Vi kan konkludere, at vi nu igen kan behandle Bibelen fra begyndelse til slutning mere som et autentisk religionshistorisk dokument …".

Ligeledes har resultaterne fra andre forskningsgrene også affødt en forståelig modstand mod 'dokumentar'hypotesen og dens udløbere.

Fakta om hypotesernes mangler:

30. - Hypoteserne om hebraisk som et muligvis opfundet sprog er i stærk modstrid med, at Mosebøgernes hebraisk, f.eks. Balaam-afsnittene - og også i "Jobs Bog" - er genuint arkaisk hebraisk i lighed med tekster på arkæologiske fund helt tilbage til før 900-tallet f.Kr.

31. - At Moses ifølge Bibelen var gift med en kushitisk/midianitisk kvinde, viser, at Moses-beretningens tekst er fra et meget tidligt tidspunkt, idet han allerede under udvandringen med dødsstraf forbød folket at have samkvem med midianitiske kvinder (om end midianitkvinder tidligere var skånet for henrettelse). Senere præster ville næppe have opfundet en beretning med dårlig prestige for deres store lovgivers ægteskab med en fjende.

32. - Moses forbød folket at opstille og tilbede hellige pæle og at tilbede afbildninger. Men Moses selv opstillede en pæl med kobberslange, som folkets syge skulle se på og blive helbredt. Israelitternes midianitiske fjender havde kobberslangekult, og egyptiske gravbilleder viser præster med slanger. Først 700 år senere (ifølge Bibelens kronologi) fjernedes Moses' slange fra templet i Jerusalem. Den senere jødedoms præster ville næppe have opfundet en religionsstifter med hvad der synes at fremstå som billedkult og lovbrud.

33. - Moses anses som den første og største profet. Men at han i starten afslog og forsøgte at unddrage sig at anføre folket - samt hans skarpe diskussioner med Jahweh - var uhørt for de fleste senere profeter i Bibelen. Det kan bestyrke, at Moses-teksternes kerne er af tidlig dato, da det ville være formålsløst for præsterne at opfinde en sådan type "helt" og profet.

34. - En særlig ubalance kan afsløres ved en til dette formål udført statistik med optælling af ord uden for de bibeltekster, der specielt omhandler Moses eller David (dvs. Mosebøgerne og visse kapitler i "Samuels-", "Konge-" og "Krønikebøgerne"). Nemlig at i hele resten af Bibelen - redigeret under Ezras ansvar fra 400-tallet - hvor forløbet endda er inden for meget kortere historisk tidsrum end helt fra Moses' tid: er David nævnt 5 gange så ofte som Moses. Men i græsk og romersk tid kom der fornyet interesse for Moses, og mens nogle jøder ventede en messias af netop Davids type, så ses Jesus selv at proklamere vigtigheden af igen at lægge vægt på Moses' lære. Intet tyder da på, at Moses-teksterne er et sent og kunstigt produkt fra præsternes periode efter 400 f.Kr., for der var netop kun sparsom omtale af ham helt frem til Moses-interessens revival samtidig med Qumran-tiden og hermed også på Jesu tid.

 

8: Litteraturteorier fulgte ikke arkæologien

 

Indvielsesritualer og mysteriekultisk ceremoniel brugtes udbredt i talrige sammenhænge inden for de gamle samfund, men er mangelfuldt repræsenteret inden for historisk eller teologisk bibelforskning. Selv på flere tusinde års afstand af disse kulters ritualer kan denne betydningsfulde faktor hos de gamle kulturer ikke overses i deres historie, men kan derimod medvirke til at forklare mange mindre forståelige hændelser i Bibelen som andet og mere end "legende" og "litterær digtning".

En international semitologisk autoritet, den tidligere nævnte Umberto Cassuto, har fremhævet Bibelens mangelfulde oplysninger om Moses' forældre (i episoden med Mosesbarnet på Nilen) som en litteraturmæssig indsat virkning, stilistisk af høj "kunstnerisk" værdi. Dette skønt nutidig literary taste næppe er velegnet til at bortforklare denne - netop i Bibelen - så usædvanlige mangel ved introduktionen af en hovedperson.

En af de hyppigste fælder er derfor blot at betragte bibelteksterne som litteratur, f.eks. som sagnroman eller folkeeventyr. Alligevel gør flere teologiske forskere dette, og bruger her flere former for semiotik med analyse ud fra moderne - igen mest anakronistiske - litteraturteoriers metodologi: Med betydningsstrukturer, litterære motiver og strategier, rollefunktioner, semantisk differentiering, transformationsproblematik, poststrukturalistisk læsning og diskursive refleksioner om morfemniveau, æstetik- og empatifaktorer, subbiografisk fragmentering etc., etc. - fremmedgørende elementer i en overrepræsentation, der taler for sig selv.

For dette overvældende, ofte selvrefererende hyperapparatur er ikke primært designet til at kunne fungere pålideligt med fremmedartede meddelelser fra fjerne tiders uklare kulturer. Eksempelvis er det et faktum, at religiøse tekster kun vanskeligt kan litteraturanalyseres.

På det seneste er teksterne udsat for bearbejdelse med læsestrategier, dekonstruktivisme, skeptisk pragmatisme, opløsning i tænkte forlæg og ditto udviklingsfaser - samt analyse ud fra synsvinkler, der er enten f.eks. marxistisk litterær, freudiansk, feministisk politisk, eller ud fra synet på Heideggers strukturer eller Jungs arketypiske modeller - ad lib.

Religionens særlige mystik reduceres til litterære gåder, og kultisk ritus forvanskes til folkloristiske vanemønstre. Al respekt for formålet med teksternes oprindelige meddelelser drukner her, hvis litteraterne ikke også i mindst samme omfang som litteraturanalysen inddrager historie, arkæologi, sprogvidenskab, religionshistorie, kulturhistorie og antropologi. Jf. religionshistoriker Seymour Cain, v/"Bibel" i The New Encyclopaedia Britannica (Macropaedia, 14, 1987, s.274), om Bibelens skrifter:

-"… Den arkæologiske kritik er blevet tilbøjelig til at bekræfte pålideligheden af de udpræget historiske detaljer (i Bibelen) fra selv de ældste perioder, og til at devaluere teorien om at Mosebøgernes beretninger blot er afspejlinger af en senere periode. De nye metoder for kritik har bibragt en direkte opmærksomhed på det liv, og den erfaring og religion, som Mosebøgerne udsprang af, og på at indtage et mindre statisk og litterært syn på de fastlåste 'dokumentar'kilder …".

Dette at Bibelen skulle opfattes som blot et litterært digterværk, modstrides endda stærkt af en lang række konkrete veldokumenterede forhold:

Fakta om Bibelens påståede fiktive baggrund og indhold:

35. - Gamle semitiske navne, kendt i Bibelen, var kendt i Egypten i 1460 f.Kr.: navnene Jakob og Josef findes i Tuthmosis III's Theben-inskriptioner.

36. - Navnet Kaleb findes i en inskription fra cirka 1500-1450 f.Kr. i Gezer, dvs. netop i overensstemmelse med, at Kaleb (person og/eller klan) nævnes i Bibelen i forbindelse med de sydligste områder i Palæstina.

37. - Navnene Hur og Manasse findes i inskriptioner fundet på Sinai, begge dateret cirka 1500-1450 f.Kr. Alle disse navne (jf. også pkt. 3 og 4), som Bibelen nævner i forbindelse med exodus, bl.a. undervejs på ruten hen over Sinai - er dermed tidsmæssigt i overensstemmelse med en tidlig datering af exodus. Fundene viser netop, at disse navne ikke kan være opdigtede til brug for en hypotetisk sen fremstilling af Mosebøgerne efter 400 f.Kr.

38. - Desuden findes Benjamin-navnet, ben(e) jamina i de kongelige arkiver fra 1700-tallet f.Kr., udgravet i Mari: her genfindes andre lignende kendte navne som i Bibelen, bl.a. David. Også vest herfor, i Ebla i Syrien, blev i 1967 fundet forskellige tavler fra 2000-1000 f.Kr. med hebraiske navne: Ismael, Adam og igen Daud (David) samt Eber.

Fakta, mindre Torah-relaterede - om Bibelens påståede fiktive baggrund:

39. - Navnet Balaam skrevet i Deir 'Alla-væggen, nær Jordans østbred, er fra 900-tallet f.Kr. - ligesom også gudsnavnet Jahweh sammen med Israels konger Omri's og Akab's navne inskriberet på moabitterkogen Mesha's sten (fundet 1868 i øst-Jordan nord for Arno-dalen). Derfor er disse kongers navne, der findes i "1. og 2. Kongernes Bog", ikke "opdigtede" til en påstået sen bibelskrivning efter 400 f.Kr.

40. - Tidligt blev det afvist, at en i Bibelen flere gange nævnt assyrisk by Ninive nogensinde havde eksisteret andet end som en myte, fordi ingen i Mellemøsten kendte den. Men i 1849 udgravede Henry Layard ved Kujundjik ruinerne af Ninive og her især kong Sankerib's (Sennacherib) palads. På dets vægge fandtes afbildet og beskrevet Sankeribs erobring, 701 f.Kr., af en af den jødiske kong Ezekias' byer, Lakish: - delvis samme episode er gengivet i Bibelens "2. Kongernes Bog" (17-19).

41. - Forskerne tog tidligt Bibelens omtale af et komplet ukendt folk, hittitterne, som bevis på, at dette folk var opdigtet, indtil udgravninger i Tyrkiet ved Boghazköy i 1905 blotlagde hittitternes hovedstad og deres kultur.

42. - Endnu sent i 1990erne ses forskere afvise også Davids eksistens og påstå. at jøderne opfandt David for at have en imperiebygger ligesom Alexander (d. 323 f.Kr.): - en vildledning, da David intet imperium skabte - og især fordi et sejrsmonument fra 800-tallet f.Kr. af basalt, endda opstillet af Israels syriske fjender aramæerne 100-150 år efter David, er inskriberet med "Israels konge" samt "Davids hus", bjtdwd (det udtryk findes 25 gange i Bibelen, især om Davids dynasti der var herskere i Juda).

- Stenen er udgravet 1993 i Tel Dan i Nordisrael. Fundet af navnet blev betvivlet, og det ville ødelægge en stor forskergruppes historiemodel, hvori David kaldes ikke-autentisk, især fordi han indtil da ikke fandtes omtalt uden for bibelrelaterede kilder. Altså skulle bjtdwd snarere være (de teknisk set ligeså korrekte) udtryk som '(guden) Dods hus' eller 'keddelhuset' (køkken) til trods for at det umulige i, at en sejrsstele skulle berette om at have besejret/erobret et køkken. Men navnet kunne evt. også være en titel.

- De mere særprægede tolkninger blev udelukket, da arkæologen Avraham Birham's fund med inskriptionen blev sat i sin sammenhæng, ved at han 1994 fandt to yderligere fragmenter af basaltstelen, inskriberet med navnet på Judas konge Ahaziah (repræsenterede traditionen om Davids hus) - og Israels konge Jehoram. Denne kæmpede ifølge "2. Krønikebog" (22,5) mod Assyriens konge, der vandt og lod stelen opstille. Men også på Moabitter- eller Mesha-stenen, fra Jordans østside, findes dette udtryk "Davids hus". Jf. bl.a. Andr‚ Lemaire's "House-of-David; Restored Moabite Inscription", i Biblical Archaeology Review (20;3, 1994, s. 30-37). (Jf. nærværende illstr. s. 126).

43. - Det blev længe påstået, at bibelforfatterne havde opfundet en ellers ukendt farao Shishak, indtil egyptologer fandt beviser for denne farao Sheshonq I (se også pkt. 57) både i Theben i Egypten og i Megiddo i Israel.

44. - Flere andre historiske faraoner er nævnt i Bibelen, f.eks. Tirhakah (Taharqa), Nechoh (Nekau II) og Hophra (Apries) er blevet konkret identificerede og koordinerede historisk inden for netop 700-600-tallet f.Kr., hvor de tidsmæssigt præcist også forekommer i bibelberetningerne.

45. - Bibelen nævner kong Ezekias' kanal til Gihon-kilden. En sådan kanaltunnel under Jerusalem blev genfundet i 1867, og i 1880 den tilstødende tunnel med Ezekiels indskrift om konstruktionen; 700-tallet f.Kr. (nu i Istanbul Museum).

46. -- Byen Lakish blev igen, i 500-tallet f.Kr., angrebet af en babylonerkonge (Nebukadnezar) ifølge Bibelens "Jeremias' Bog". Overensstemmende med dette er der i Lakish udgravet mange breve skrevet (på potteskår) forud for slaget: I brev nr. 3 nævnes de vigtige personer Elnathan og Hoshaoah, hvilke netop er nævnt hos "Jeremias", hvor yderligere flere af de fundne navne direkte kan genfindes, f.eks. Gemariah, Neriah og Jaazaniah. Fra den tid er her fundet et segls prægetryk i ler med teksten "Gedaliah, herskeren over huset". Flere personer i Bibelen bærer navnet Gedaliah, bl.a. den af Nebukadnezar indsatte guvernør over Judæa.

47. - Den tyske assyrolog E.F. Weidner fandt 1933 i Nebukadnezar's tekst fra Babylon 592 f.Kr. navnet: "Jojakin (Ja'-u-kinu), konge af Juda (Jahud)". Igen som ovenfor: Arkæologien verificerer plausibelt en hel række bibelske personer, f.eks. netop denne kong Jojakin i Bibelens "2. Krønikebog".

48. - Babylons kong Belsazzar, nævnt i Bibelen, blev af flere fremtrædende, bl.a. tyske, forskere afvist som opdigtet og som udslag af forfatterens fantasi. Men senere arkæologiske fund fra det sydlige Irak viser hans historiske eksistens som kong Nabonid's søn og co-regent, der af dennes kongelige far blev betroet kongedømmet, men kun levede kort tid.

49. - Fra en koloni med jødiske lejetropper i 500-tallet på Nil-øen Elephantine i Øvre Egypten blev der i 1903 på selve øen fundet en mængde breve skrevet på aramaisk - heri nævnes Sanballat, Samarias guvernør: han findes tilsvarende i Bibelen, i "Nehemias Bog" (4,1).

50. - I et slag udkæmpet som tvekampe kort før 1000 f.Kr., i "2. Samuels Bog" (2,14-16), berettes om den specielle kampmåde, der er totalt uforståelig for nutiden. Og denne del af bibelteksten blev så afvist som upålidelig. Arkæologen Yigal Yadin har på et relief fra Tell Halaf nordvest i Mesopotamien genfundet denne, dengang udbredte, men først nu ordret forståelige form for tvekamp - som dermed er verificeret. Jf.: Yigal Yadin, i Journal of the Palestine Oriental Society (21, 1948, s. 110-116).

 

9: Historiske fakta bestyrker tidlig datering

 

'Dokumentar'teorien og især dens udløbere indførte en hyperkritisk holdning over for gamle kilder og en næsten uhæmmet passion for sen datering.

Blandt arkæologiens mangfoldige dateringsformer, der anvendes til den historiske baggrund for bibelteksterne - inklusive de nyere og nyeste - findes: C-14 metoden, keramisk datering, termoluminiscens, glaciologisk datering, pollenanalyse, palæobotanik og dendrokronologi. Men der ses meget sjældent anvendt astronomisk datering, som dog er den mest specifikt præcise tidsbestemmelse, der kendes.

Den teologiske forsker Martin Noth - skønt tilhænger af teorien om Bibelen som sammensyede kilder af ret sen dato - fremhæver i sit værk "The Old Testament World" (1966, s. 272) denne metode som den mest velegnede, præcise og specificerende til absolut kronologi; til forskel fra relativ kronologi, der "blot" fastsætter historiske begivenheders rækkefølge.

Det er lykkedes ud fra babyloniske kongers astronomisk veldaterede regeringstider efter 700 f.Kr. at datere samtidige konger i Israel. Dog kan det være et problem, at astronomisk brugbare data sjældent ses i andre kilder. Men mulige daterbare formørkelser af Sol eller Måne blev desværre udelukket fra undersøgelse, da de pågældende forskere, der ville bruge denne metode, uden videre har antaget, at oldtidens mennesker kun interesserede sig for den type (mindre hyppige) formørkelser, der var totalformørkelser.

Ved tidligere tidsfæstelser end hos de pågældende babyloniske konger er dateringen af f.eks. israelitternes udvandring fra Egypten problematisk. En folkegruppe på vandring i en periode efterlader sig ikke nødvendigvis arkæologiske spor. Så derfor kan det på ingen måde udelukkes, at en hebræisk/israelitisk invasion i Kanaan-Palæstina virkelig fandt sted.

Også selve invasionen afvises af mange forskere på grund af mangel på spor fra en stor folkehær gennem landet. Men forskere, bl.a. en elev af W.F. Albright, den amerikanske semitolog George Mendelhall, påviser nogle sprogligt afgørende forhold ved bibeltekstens angivelser: At det var en relativ mindre - og dermed mere "sporløs" - folkegruppe, som Moses førte til Kanaans land.

En hyppigt benyttet fremgangsmåde for dateringen er at forbinde Bibelens omtale af to nordegyptiske byer, Ra'am'ses (Rameses), og Pi'tom, med israelitternes ophold i Egypten; samt at antage, at Ra'am'ses, hvor israelitterne ifølge Bibelen var sat til tvangsarbejde, var opkaldt efter farao Ramses II i 1200-tallet f.Kr. Men uanset hvilke byrester, der er blevet foreslået som oldtidsbyen Ra'am'ses, er de ud fra et forbedret analysegrundlag fundet at være af ældre dato - og er derfor ikke oprindelig opkaldt efter denne farao. Lignende gælder byen Pi'tom, hvis navn også er fra meget senere tid.

Den udbredte antagelse, at Moses-tiden var samtidig med netop Ramses II, dvs. 1200-tallet f.Kr., stammer især fra en ældre misforståelse, opstået da en af de første betydelige egyptologer, tyskeren Karl Richard Lepsius, udgav en bog om Egypten, "Reise vom Theben …" (Berlin 1845, London 1853), med en tidstavle med denne angivelse af historisk samtidighed. Siden viste det sig, at Lepsius med det dengang utilstrækkelige materiale havde dateret Ramses II næsten 300 år for tidligt, dvs. til 1500-1400-tallet f.Kr. Men nu var det blevet vidt udbredt, at "Moses var samtidig med Ramses II".

Så da egyptologerne senere med bedre kendskab omdaterede Ramses II til 1200-tallet f.Kr. - blev dateringen af Moses automatisk flyttet med. Misforståelsen bredte sig og blev ukritisk citeret videre. Herefter opfattedes det af mange nærmest som en sandhed, at Moses ligesom Ramses II levede i 1200-tallet f.Kr. - hvilket er indgået temmelig uudryddeligt i litteraturen. I 150 år er det reelt ikke opdateret.

Fakta om dateringen af Bibelens ældre begivenheder:

51. - Filistrene påstås omtalt for tidligt i Bibelen, mens forhold, der viser dem før i historien end hidtil antaget, negligeres - f.eks. navne på pelasgere (filistre) i Tuthmosis III's inskriptioner i Theben før 1460 f.Kr.

52. - Nogle teologiske skoler hævder, at kanaanæerne og israelitterne aldrig eksisterede, men er "opfundet" af senere præster. Men farao Amenhotep II's inskription ca. 1445 f.Kr. beretter, at han tog 3.600 'apru ('hebræere', jf. pkt. 63) og også andre folk til fange i områder i Palæstina. I 1990erne gjorde arkæologen Lawrence Stager fund fra en sådan tidlig kanaanæisk kultur.

53. - Også indskriften på farao Seti I's basalt-stele, cirka 1300 f.Kr., beretter om overvindelsen af 'aprufolk i just kanaanæiske distrikter. Seti I omtaler på sejrslisten for (gen)erobrede byer i Kanaan-Syrien tilmed et område kaldet Asar (i-s-r), hvis distrikt ifølge Bibelen er beliggende i netop (Nord)Kanaan. At det eventuelt var hos den israelittiske stamme Asher, blev totalt afvist, alene fordi stavning ikke er totalt ens - s på egyptisk for sh på hebraisk - skønt den variant er naturlig for to forskellige sprog.

54. - Navnet "Israel" er ikke et sent påfund, men kendes især fra farao Merenptahs inskription fra ca. 1225 f.Kr. (fundet af Flinders Petrie 1896): "… Ashqelon er taget til fange(r) … Gezer taget … Israel ødelagt".

55. - At det ikke er tilfældighed, viser endnu en Merenptah-stele med "Israel" - Spiegelbergs fund (begge i Cairo Museet). Ramses II's søn Merenptah regerede 10 år (1228-1218 f.Kr.). Det modgår lowdateringshypoteserne, i hvilke israelitterne startede 40 års ørkenvandring under Merenptah, "den nye hårde farao": Så hvordan kunne Israel omtales som et folk i Kanaan, når dette folk ifølge de teorier endnu ikke var ankommet og bosat i landet?

56. - I en ældre Ugarit-tekst ses navnet Abram (jf. Abraham) forbundet med bl.a. Egypten (se også nedenfor i pkt. 57), i Text 2095:2,4 i Cyrus H. Gordonæs "Ugarit Textbook" (Rome 1967, s.25). Det synes urealistisk, at præstelige bibelredaktører meget senere i Israel skulle have opfundet det navn.

57. - Farao Sheshonq I (Shishak) førte krig i Palæstina før 900 f.Kr. (jr. også pkt. 43), og i hans sejrsrelief i templet i Theben findes navnet i udtrykket "Abrams mark/land". Bemærk, at formen Abram ligeledes her er brugt i forbindelse med Egypten: og parallelt tilsvarer, at det ifølge Bibelen var Abrahams navn i formen Abram frem til netop efter, at han havde været i Egypten. Om sådanne forhold siger visse teologiske skolers teorier, at selv om der har været et historisk Israel, har dette intet at gøre med jødiske præsters historiefantasier, som Bibelen i så fald er et produkt af. Herved gøres præsternes påståede fantasier i 400-300-tallet f.Kr. mere konkrete end virkelighedens arkæologiske fund - ja, gøres endda til et produkt også af præsternes omgivende hellenistiske forestillingsverden.

58. - De i Mosebøgerne nævnte traktater eller pagter, der ratificeredes med Jahweh, er udformet typisk for 1400-tallet f.Kr. mellem konge og vasal eller vasalstater, især hos hititterne. Den form hos dette allerede efter 1100 f.Kr. forsvundne folk findes ikke "overvintret" andetsteds og kunne ikke eftergøres af jødiske præster næsten tusind år efter; mens derimod senere traktater, især efter 600-tallet f.Kr. er af et andet mønster.

59. - Babylonierne er historisk kendt for at have troldmænd, barum, i spidsen for deres hære for at besværge fjenden - og efter samme principper optræder Balaam hos moabiterkongen, ifølge "4. Mosebog". Tilmed bekræftes autenticiteten fra arkæologiske fund foretaget 1943 sydvest for Jerusalem: En kileskrifttavle med et brev om okser i det magiske antal af 7 til ofring for en militær ekspedition. Bibelen omtaler helt tilsvarende handling og antal: Balaam ofrede 7 okser og 7 væddere for at få magisk kraft i forbandelsen over israelitternes krigere. Brevet er dateret til 1400-tallet f.Kr. og synes at bestyrke highdatering af Moses og Balaam.

 

10: Modstand mod ajourføring af datering

 

På hele ovennævnte baggrund, hvor man mest søgte spor af Moses og exodus i en i virkeligheden ikke historisk sandsynlig periode (100 f.Kr.), afskar man sig i stor udstrækning fra at finde noget spor af betydning her. Derfor blev mange i Mosebøgerne nævnte forhold om Moses underkendt i den forskning. Også selve emnets validitet kritiseredes i stedet for dets datering.

Fakta om adskillige oversete daterings-evidenser:

60. - At der i "5. Mosebog" påbydes respekt for andre nationers rettigheder og advares mod at krænke deres territorium - foruden dette, at Moses formanede og gav advarsler mod at provokere nabofolkene, da han lod israelitterne passere gennem Østjordanlandet - bestyrker: At disse bibelskrifters ældste dele reelt er fra Moses' tid ved israelitternes udvandring fra Egypten (og netop ikke fra de krigeriske kongeperioder eller fra krigsperioden under og efter eksiltiden).

61. - Der redegøres i "2. Mosebog" (12,1-6) for israelitternes kalender, som Moses førte ud i praksis. Kalenderens nytår er om foråret - det viser, at denne Moses-tekst er fra samtiden, dvs. før israelitternes invasion i Kanaan, idet deres efterkommere senere især brugte (og stadig bruger) en kalender med basis i kanaanæisk landbrugskalender, hvor det almene år starter ved/efter høsten om efteråret.

62. - Udgravninger af Jeriko viser, at bymurenes konstruktion med huse oppe på murværket stemmer overens med Bibelens (Joshua Bogens) beskrivelse - f.eks. af Rahabs hus. Det gælder også spor af den veltilrettelagte afbrænding af byen, og den totale mangel på metalfund i det pågældende arkæologiske lag. Men arkæologen Kathleen Kenyons ukomplette arbejdsmetoder fra 1950erne med hendes datering af Jerikos fald som værende i 1200-tallet f.Kr. følges stadig af mange, skønt hun for længst er blevet modbevist af nyere og bedre arkæologi, bl.a. af Lawrence E. Stager samt især af John Bimson's gennemgribende keramiske og kemiske datering ("Redating the Exodus and Conquest", 1981): - og af arkæologen Bryant G. Wood ("Did the Israelites Conquer Jericho", 1990), der har gennemgået alt materiale på ny fra Jerikos erfarne udgraver John Garstang.

- Bimson og Wood blev først ikke så vel modtaget i syrio-palæstinsk forskning, fordi de måtte afvise Kenyons datering og påvisninger, mens de uafhængigt af hinanden afgørende rehabiliterer Garstang's datering af det pågældende sammenbrud af bymurene cirka 1400 f.Kr. Dette passer dermed også, og ligeledes uafhængigt, nøjagtigt med alderen på samtidens Tell el-Amarna breve om invasion sydfra af hebræere i dette område.

63. - Fortsat afviser mange forskere at have dateret hebræeres/israelitters invasion i Kanaan for sent: 1200-1100 f.Kr., men bedyrer alligevel, at på den tid eksisterede flere i Bibelen beskrevne erobrede byer ikke. De fandtes dog forinden, hvor de tidsmæssigt set godt kunne have været erobret. Disse forskere vil med dette "cirkelbevis" afvise hele beretningen. Men 200 år forinden, cirka 1400 f.Kr., angiver Tell el-Amarna-breve til farao, at Kanaans byer angribes af (h)abiru-folk, 'hebræere': Både egyptisk 'apru, semitisk apiru og habiru betyder 'nomader', 'røveriske indtrængere', 'omstrejfere', 'rejsende' og passer i sprog og tid på ørkenvandringens hebræere, der i hebraisk version af ordet selv kaldte sig ibri (forbundet med Abrahams stamfaders navn Eber).

64. - Igen og igen har ruinen Et-Tell været forsøgt som "bevis" for, at indholdet i Bibelens ældre tekster var et fabrikat af senere tiders præster; og her er et af den pågældende forsknings påståede "hovedargumenter" dens udokumenterede afvisning af eksistensen af byen Ai (ha-'Aj) på Joshuas tid. Hvorimod Bibelens Joshua-beretning omtaler en sådan by i forbindelse med hans invasion: at Ai ligger ved Bethel, at der er en dal nord for byen, at der kun var få indbyggere, og at han gjorde byen til evig ruinhob. Men Et-Tell ligger ikke ved Bethel og har ingen dal i nord, og der er udgravet en større bebyggelse til mange indbyggere, og bebyggelsen var ikke ruin før efter Joshuas tid cirka 1400 f.Kr.

 

11: Bibelteksternes oversete referencer

 

Selvfølgelig kan Bibelen ikke bekræfte Bibelen som historisk bevis. Men i arkæologen James K. Hoffmeier's "Israel and Egypt" (Oxford 1997) opsummeres bibel-arkæologiske data, frem til de nyeste, og fremlægges her med omfattende evidens for exodus-beretningens autenticitet. Idet Moses af visse skoler påstås som værende ikke-eksisterende, vil dette bestrides ved også Hoffmeiers fremhævelse af det faktum, at:

-"… fravær af bevis er ikke bevis for fravær …".

Litteratur-teorierne viser utilstrækkelighed, når det hævdes. at det var en anden eller andre forfatter(e), der skrev Mosebøgerne. For uanset hvem der end har forfattet teksterne, demonstrerer de fremlagte fakta, fund og data i sig selv, at indholdets kerne i hvert fald er langt mere historisk korrekt end antaget i mange hypoteser hos moderne teologi og religionsvidenskab.

Det angives adskillige gange i Mosebøgerne, at det er Moses selv, der er forfatteren; så hvis der senere kan være blevet ændret og tilføjet, forhindrer det ikke på nogen måde, at Moses har skrevet de grundliggende tekster.

Tekstændringer og eventuel udskiftning af ældre udtryk er af den tyske skole og de moderne udløbere - som nævnt - blevet udlagt som: At hele teksten følgelig må stamme fra de moderniserede udtryks egen tid.

Fakta om Bibelens egne referencer:

65. - Ifølge "Ordsprogene" (25,1) lod Judæas konge Ezekias bibelske tekster kopiere og redigere. I så fald allerede på hans tid (700 f.Kr. i Bibelens egen kronologi) bekræftes endnu ældre bibelteksters eksistens. For hvem ville opfinde afsløring af rettelser i Bibelens ældste tekster?

66. - I Bibelens "Kongernes Bøger" og "Krønikebøgerne" oplyses det ved omtale af israelitternes konger i 900-600-tallet f.Kr. (bl.a. kongerne Asa, Jehoshafat, Azariah, Ezekias samt Amaziah, Joash og David), hvorvidt disse konger fulgte Loven ("Mosebøgerne") eller fraveg den - samt endda på hvilke punkter. For Wellhausen var Moseloven senere end profeterne - han har aldrig modbevist, hvad disse bibeltekster viser om sig selv, nemlig at de eksisterede 900 f.Kr. i indarbejdet tradition.

67. - I Moses' love ses senere indskud fra evt. flere andre nærorientalske traditioner med brutale og primitive straffemetoder samt nogle overdimensionerede dyreofringer. Også dette har været taget som bevis på, at Moses og hans grundtekst ikke har eksisteret. - Men Bibelens senere profeter, f.eks. "Jeremias" (23,36) og "Hoseas" (6,6) påpeger netop sådanne forvrængninger af en oprindelig tekst. Heraf genkendes eksistens af en endnu tidligere, tekstlig "kanoniseret" tradition.

68. - I "5. Mosebog" omtales, at dens egen tekst blev - ved en reparation af Salomons tempel - fundet indemuret i væggen, og at det skete på kong Josias' tid, en begivenhed der almindeligvis bestemmes til 622 f.Kr. I forskningen ses oplysningen kaldt for en "fabrikation" skrevet efter 400 f.Kr. Mens mere moderate har hævdet, at teksten netop må være fra 622 f.Kr. - men alle uden at vide, at det var en endnu ældre, egyptisk, skik at indemure dokumenter ved templers grundlæggelse: - En Tuthmosis III-inskription fra cirka 1460 f.Kr. om reparation af et dengang tusindårigt gammelt tempel i Dendera omtaler et fund af et indemuret ældre manuskript på gedeskind fra farao Pepis tid 2200 f.Kr. (jf. egyptologerne Brugsch samt Naville). At ovennævnte indemurede bibelteksts indhold følgelig må være fra før Salomons tempel (generelt anset for bygget ca. 975 f.Kr.) - og hermed fra tiden, da tekstens klassisk hebraiske sprog endnu menes at være i brug - ses fortsat ignoreret i studiet.

69. - Ifølge Bibelen, rabbinerskrifterne, arabiske tekster og jødisk tradition har præsten Ezra i 400-tallet f.Kr. redigeret visse dele af Bibelen, som han genskrev med revideret stavemåde og nyere hebraisk skrift. Hans eget forfatterskab omfatter Bibelens "Krønikebøger", hvortil ses anvendt cirka 20 informationskilder. Ved sin store indsats kaldtes han herefter i jødiske skrifter for "den lille Moses". Med andre ord, både traditionen og Bibelen lader forstå, at selve de ældre bibeltekster på det tidspunkt var veletablerede i praksis. Ingen af disse forhold har kunnet modbevises.

70. - På mindst fem steder i Mosebøgerne omtales, at Moses skrev bøgernes tekst. I 20 ud af 27 kapitler i "3. Mosebog" fortælles, at teksten var Jahwehs ord talt til Moses, og at han skulle meddele dem til folket; det sker også i "4. Mosebog" mere end 50 gange. Yderligere findes der ni henholdsvis otte tilsvarende steder i "2. og 5. Mosebog". Desuden er der mange passager i resten af Bibelen, der henviser til Moses som Mosebøgernes forfatter: i "Joshuas Bog", "Dommerbogen", Kongebøgerne" og "Malakias' Bog". Personer som David, Daniel, Ezra og Nehemias refererer alle til Moses som forfatteren.

- Ydermere ses parallelt hermed i det Nye Testamente, at Jesus foruden Markus, Lukas og Johannes refererer til Moses som "Mosebøgerne"s forfatter. Også i direkte tale anerkender Jesus, at Moses var forfatteren ("Markus" 10,3-4 og 12,26 samt "Johannes" 5,46-47). Desuden anerkendte saddukæerne forfatterskabet ("Markus" 12,18-19). (Men godtages "non-Moses-hypotesen", må de forskere og teologer, der er troende kristne, ironisk nok anse Jesus' reference til Moses' forfatterskab for opspind).

- Bibelen kan ikke bevises ved sig selv, men de mange indikationer kan evalueres frem for at afvises. Forskerne kan ikke modbevise kilderne, men omvendt kræver man de stærkeste beviser ved opponenters kildeaccept. Ovenfor er samlet 70 punkter (hvoraf de færreste kan anses som "kontroversielle") - et veritabelt katalog over blot et udvalg af eksisterende facts og konkreter. Men mærkværdigvis er mange upåagtede eller glemt. Listen er bestemt ikke bevis for, at hele Bibelen er historisk korrekt, men den kan vise, at 'dokumentar'hypotesen og senere former afgjort strider mod dokumenterede kendsgerninger.

 

12: Nyere bibelforsknings hypoteser - og virkeligheden

 

Især de tyske metoder for tekstanalyse og hermeneutik ("fortolkning") var påvirket af hegelianisme, dvs. filosoffen Hegels syn på historie og udvikling set ud fra 1700-tallets (begrænsede) viden, hvilket også påvirkede - ud over f.eks. Karl Marx - bl.a. den tyske jurahistoriker Paul Koschaker i flere af hans retshistorie-teser (1917).

Om end det har været befordrende for fremskridt, når forskere var uenige, kan denne 'dokumentar'teori ikke behandles - sådan som det skete næsten lige fra starten - som en realitet. Og præcis det samme som gælder for dateringshypoteserne, der søger at hævde, at "Moses' tekster er skrevet tusind år efter Moses".

Dog, som sideeffekt har de tyske hypoteser medført det værdifulde, at tekstforskning i det hele taget her og på flere andre områder blev udbredt, og opnåede vigtige resultater - og er endda delvis accepteret også af flere ortodokse, der anerkender, at mange ældre bibelteksters endelige krystallisering skete i 700-tallet f.Kr. Men da den tyske skoles på flere måder således oprindeligt informative tiltag senere ofte endte i ekstremer, har den herfra nået at præge flere forskergenerationer tillige med præsteuddannelsen og bibeloversættelser.

Oprindelig var de fleste af bibelstudiernes forskere teologer med en delvis eller specialiseret sprogvidenskabelig uddannelse. Men de forgreb sig mere og mere på litteraturstudier i takt med, at filologien, der tidligere var fast baggrund i de fleste sprog- og kulturstudier, nu indskrænkedes stærkt mange steder. En afgjort forringelse - for i sprogstudierne ses nu udeladt studiet af sprogenes tidlige grammatiske former og selve sproghistorien, samt efterhånden megen af den tilhørende tidlige litteratur. I stedet blev der ofte indført en mere sociologisk indfaldsvinkel. Tabet kunne ikke opvejes.

Og i litteraturstudiet blev der lagt vægt på denne "sociolingvistik", med marxistisk eller anden politisering, så litteraturen delvis reduceredes til ideologi.

Den nyere litteraturvidenskab, der var blevet tilført, var påvirket af disse tendenser, hvorfor studiet oftest handlede mere om samfundsforhold, foruden psykologi, end om litteraturen og dens historie. Essensen i selve studiet af litteratur, blev til studiet af litteraturkritik - med dennes hyppige brug af højteoretiske udtryk lånt fra semiotikkens begrebsverden - og med påkaldelse af en postmodernisme, der for længst var blevet nærmest ortodoks; endda mere ortodoks end den tradition, man ville afløse.

I perioden ca.. 1885-1935 fremstod flere generationer forskere med en hidtil uhørt krævende klassisk og moderne baggrundsuddannelse og dermed en kapacitet second to none. Mange emigrerede fra krig og forfølgelse i Europa og blev ofte katalysatorer inden for deres fag i den amerikanske universitets- og forskerverden. Elever viderebragte dele af arven - siden hen blev afstanden til rødderne mærkbar under nye tiders uhørte mængder tilstrømmende information.

Der er nu tendens til, at det hos teologistuderende ikke mere er påkrævet (i Sverige f.eks.) at lære hebraisk - samt til at forstærke nævnte holdning at Bibelen mest skal anskues litterært. Et andet også for bibelforskningen nødvendigt forskningsområde blev ligeledes skadet: Flere steder kræves det i dag ikke længere, at egyptologer skal kunne læse græsk (en ellers vigtig ekstra adgang til mindst en femtedel af Egyptens historie).

Kort sagt, inden for bibelforskningen blev der indført en overvægt af litteraturstudier - hvori allerede brugen af imponerende metodeteknisk "udstyr" ses ukritisk forvekslet med evalueringserfaring og videnskabelig indsigt. Dette skete samtidig med, at litteraturstudiet i sig selv ændrede sig. Også modeller kendt i matematikken og fysikken bliver anvendt af litteraturforskning, som i mange tilfælde ses at have "misbrugt" og misforstået disse grene af naturvidenskaben inden for bl.a. statistik, entropi og relativitet.

Der er diskurser til diskurserne og kommentarer til kommentarers kommentarer, og der er bogholderiopstillinger af refleksioner over andre forskeres refleksioner. F.eks. er der produceret stribevis af psykologiserende værker om alene forskellige forskeres opfattelser af Sigmunds Freuds opfattelse af hans egen opfattelse af Moses. Men hvor blev Moses af i alt dette? Med teoretiseringer, selvcirkulerende betragtninger, name-dropping m.v. er der overvejende arbejdet med alene de skriftlige discipliner, undertiden helt uden at nævne arkæologien.

Den store vægt på teorierne har især styret vurderingerne, f.eks. når man anskuede bibeltekster mest som litterær "kunst" - eller har overfortolket betydninger, der ikke var tænkt af teksternes forfattere, men er ud fra egne nutidige forudsætninger, hvilket så igen foregreb konklusionerne.

Teorien og dens udløbere blev i sig selv en tro. Det er et faktum: at der aldrig er fundet den mindste stump konkret og objektivt bevis for rigtigheden af 'dokumentar'teorien. Dens videre og seneste former er stadig ren hypotese, hvor man ikke i længden vil kunne ignorere de betydelige ubalancer, der findes mellem teorierne og arkæologien, hvis kronologiske resultater er funderet på konkret fund-materiale. Det fremgår så mange andre sider af forskningen, at det kalder på en hovedrevision.

Et af de største problemer er fortsat, at arkæologien udvikledes sent som videnskab, og tilsvarende sent fik en korrigerende autoritet.

Beklageligvis har enkelte dominerende forskere med rødder tilbage i den tyske skole undertiden fremlagt deres resultater i en ret autoritær form, der - i ånden fra dengang - mentes at være berettiget ud fra idéer om, at de pågældende resultater bygger på universelle idéer for forskning.

Men sådanne principper har aldrig eksisteret i virkelighedens verden - og de mange nyere tilkomne indicier inden for bibelforskning, arkæologi m.v. nødvendiggør, at der må være åbent for flere synsvinkler, idet alle iagttagelser i realiteten er selektive. Som påpeget af den engelsk-østrigske videnskabsfilosof Karl Popper: At videnskaben snarere gør fremskridt ved at anfægte hypoteser end ved at bekræfte.

Ydermere har den tyske skoles udløbere - også i angelsaksisk regi nu voksende i USA, og i skandinavisk f.eks. Københavnerskolen, der mest frakender Moses al historicitet - undladt at se den egyptiske faktor som et af de vigtigste elementer til forståelse af de påståede tekstuoverensstemmelser. Også her manifesteres et "vidensfilter", der automatisk kan filtrere det fra, som ikke passer i de ønskede teorier.

James K. Hoffmeier, i sin tidligere citerede "Israel in Egypt" (s. 7ff i hans bog), gennemgår grundigt "Wellhausen-ismen" med dennes traditionel-kildekritiks opstillinger - og påpeger her dens deroute.

Mens denne skole både i ældre og nyere udformning er delvis på retur, er problemet, at indflydelsen derfra, bl.a. ved flere generationers stærkt indarbejdede faglitteratur og lærebøger, stadig ofte er ukritisk dominant.

Dertil kommer, at hos flere nyere historikere anses historiens spirituelle personligheder for at være et "upassende" emne. Og herunder anses idéer om nøglepersoner i civilisationens udvikling for forældet heltedyrkelse - og derfor som noget "mindre seriøst"; hvorfor f.eks. Moses helst skulle opfattes som i realiteten uhistorisk eller som ren fiktion.

Dog, når forskellige folkeslags store skikkelser mest kendes inden for det enkelte folks tradition og myter, er i senere tid sket, at visse nyorienterede historikere begynder at anse dem for personer, der har levet i virkeligheden, og at gamle beretninger kan indeholde værdifulde informationer, uanset at det endnu ikke er lykkedes at bekræfte dem arkæologisk. Antropologer bevidner bredt, at mange legender hos folkeslag over hele verden ikke er opdigtede beretninger, men bygger på grundlæggende oplevelser.

Det var et resultatrigt brud med traditionel anskuelsesmåde, at enkelte forskere tidligt tog myterne alvorligt og underkastede dem nærmere analyse. Antropologer og andre - James Frazer, Otto Rank, Sigmund Freud m.fl. - var blandt de første, der videnskabeligt udvidede synet på særlige forhold i de ældste bibelteksters indhold.

Disse værktøjer har aldrig løst det simple spørgsmål, at hvis det meste der findes om Moses i Bibelen kun er digt uden en vis bagvedliggende sandsynlighed, så er den mosaiske religions fødsel et kæmpe mysterium.

Historikeren og forfatteren Umberto Eco påviser dilemmaet, at selv om det er vigtigt at give en tekst i analyse vide rammer, kan den godt rumme træk, som ikke kan udlægges efter forgodtbefindende. Her kritiserer han trends som f.eks. strukturalisme og især dekonstruktion, der kan tømme tekst for mening og lade den betyde næsten hvad som helst.

I forskningsgrene omkring Bibelen fremstår især to foretrukne holdningslinjer. Enten er man voldsomt overforsigtig med at fortolke fund. Heri ses eftervirkninger egentlig på grund af tidligere vildspor, hvor man ved egen utilstrækkelig viden tabte tilliden til, at bibelteksterne skulle indeholde realhistorisk stof. - Eller også ses fundene fortolket så snævert fokuseret på mini-områder lokalt, historisk og tekstmæssigt, at omverdenens indflydelse systematisk glemmes. Især den omfattende egyptiske indflydelse.

De uheldige videnskabsmyter om Bibelen - som værende mest eller udelukkende et produkt af sammenskrevne legender - blev uden videre ophøjet fra hypotese til et faktum, og ses nu udmøntet i en reel forskningspolitisk holdning, bl.a. om at fortidens begivenheder aldrig har fundet sted, men kun eksisterer som fiktion.

Men hos hele generationer inden for den bibelrelaterede forskning glemmes igen og igen netop hypotesebaggrunden, hvor man til de historiske forløb, hvori Mosebøgernes bibelske epoke skulle placeres, ikke havde noget definitivt billede, men kun provisoriske modeller. Dvs. ikke facts: Manglende viden har fremkaldt et utal af meninger. Meninger ses hyppigt forvekslet med viden.

Der bygges fortsat ivrigt på videregående modeller fra de oprindelige, vidtgående teorier i håbet om, at de engang vil komme til at passe i den virkelighed, der dog vedblivende har vist sig at fremstå som inkompatibel med dem.

Igen, det kan næppe til evig tid ignoreres, at flere tekstdele i Bibelens ældste kerne stadig viser sig overraskende historisk plausible, velfunderede og gennemført logisk sammenhængende med et stadigt voksende antal fund og oldtidskilder.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth