Ældste kendte definition af videnskab

Arven fra Moses, og desuden Moses selv, påvistes (kap. 14) at være yderst ringe repræsenteret i det Gamle Testamentes nyere dele vedr. især tiden efter 1100 f.Kr. frem til 160 f.Kr. Men fra her omkring 160 f.Kr., efter befrielse fra græsk styre i Palæstina, opstod hos jøderne en voksende interesse for Moses og hans værk - det ses også hos Jesus og Philo.

Senere beskæftigede kirken i Vesten sig mindre med Moses og profeterne. Efter en særlig begivenhed i Firenze i 1400-tallet, da oldtidsværket "Corpus Hermeticum" blev genudgivet efter 1.000 års "pause" og slog igennem i resten af Europa i efterfølgende århundreder, fik Moses på ny betydning både direkte og indirekte. "Corpus Hermeticum" kom igen afgørende ind i billedet. Hvilket vil blive demonstreret.

Allerede i de ældste egyptiske tekster defineres videnskabsbegrebet:

-"… at måle og veje nøjagtigt …".

Dette er et næsten overset udtryk i indledningen af et vigtigt dokument, "Edw. Smith Surgical Papyrus", der er ældre end 11. dynasti og dermed fra før 2000 f.Kr.: Det er verdens ældste lærebog i kirurgi. Denne videnskabsdefinition hos egypterne er overleveret os via græsk filosofi og medicin. Metoden, i dag selvfølgelig og elementær, blev udgangspunkt for empirisk videnskab, hvis grundlag senere beskrives af Platons elev Aristoteles. I dag kan det anses for forældet positivistisk opfattelse, hvis videnskab opfattes at kunne måle og veje "alt" samt være totalt objektiv i sine udsagn - men metoden kan ikke undværes som udgangspunkt for de senere udviklinger; (i princippet ligesom Picasso bemærkede, at de bedste abstrakte malere først havde måttet lære at male naturalistisk).

De i således moderne forstand klare og videnskabeligt koncise beskrivelser af medicinske og kirurgiske behandlinger, omtalt i nævnte "Papyrus Smith", genkendes f.eks. ordret i senere græske tekster fra det oldgræske lægeidol Hippokrates, der nu blev gjort til forfatteren.

Desuden kan dele af andre egyptiske medicinske tekster senere genfindes, især bevaret via Byzans og Italien, og også næsten ordret i tyske (og f.eks. engelske) apotekers recepter endnu i 1800-tallet. Dvs. en ubrudt tradition i mere end 4.000 år efter deres egyptiske oprindelse.

Når eksempelvis menneskets egne målforhold - tommer, alen, fod, etc. - anvendtes, var det fordi, der var en mening deri, som betød langt mere end blot, at det var praktisk. Egyptiske tekster har til overmål klargjort, at deres gamle videnskab desuden var funderet i spirituelle, sensoriske og psykologiske aspekter af virkeligheden. Dvs. forhold man under vor moderne verdens anderledes indtryk er mindre opmærksom på.

Arkitekt, matematiker og filosof R.A. Schwaller de Lubicz - i 50 år tilknyttet Frankrigs Egyptologiske Kommission i Egypten - pegede på disse forhold. Flere egyptologer foretrækker imidlertid at anse dem for overfortolkede eller at ignorere dem. Dog er sådanne træk fremlagt i den engelske egyptolog John A. West's "A Key to Ancient Egypt" (London 1987, s. 44-45). Lubicz selv påviste konkret ved opmåling af ældre templer, at egypterne med deres matematiske tekster har haft kendskab til en avanceret matematik, praktiseret årtusinder før grækerne