Den oversete kilde bag det nye verdensbillede

I renæssancen fandtes der i forskernes og tænkernes verden en væsentlig åndelig side - Gud og Bibelen var altid med i billedet. Det influerede således stærkt, når der skulle tages stilling til nye ukendte fænomener. Så da det i 1500-tallet kunne påvises, at himlen var ekstremt meget større end hidtidig antaget, udfordredes opfattelsen af religionen og verden.

Fra renæssancens slutning begyndte menneskets vilkår at forandres stærkt. Det skete ved den største revolution i menneskehedens nyere historie. Fandt Moses overhovedet plads i dette nye verdensbillede?

Inspirationen fra det gamle Egypten blev især forstærket i renæssancen, hvor de hermetiske og de gnostiske tanker - tilføjet neoplatoniske og kabbalistiske idéer samt mysteriedoktriner - blev dyrket i hemmelige selskaber og i kvasireligiøse kredse. Samtidig i 1500-tallet fremdukker - f.eks. i England og tilflugtsstedet Skotland - frimurere, rosenkreuzere foruden tempelriddernes arvtagere - med deres egyptiske symboler.

Mange lærde, inspireret af "Corpus Hermeticum" og dens egyptiske præg, blev kaldt for hermetikere - og ofte for nyplatonikere. Sidstnævnte udtryk var oprindelig anvendt om den Platon-inspirerede filosof Plotins skole (400-tallet e.Kr.). Men det anvendtes også for de senere tilhængere, der inspireredes ved den omtalte revival af oldtidens lærdomme ikke mindst udgående fra det Platoniske Akademi i Medici'ernes Firenze.

Platon og hans elev Aristoteles har bidraget til viden og tanker om alkymi og stjernelære. Men flere af deres mindre forskelle i tankegang og emner blev med tiden gjort større under kirkens tilpasning og "forbrug" af Aristoteles' lære. - Nyplatonikerne havde ofte et fællesskab med tilhængere af værket om Hermes' doktrin, "Corpus Hermeticum", idet de sidstnævnte tilhængere også let kunne gå ind for nyplatoniske idéer og dele af Aristoteles' lære - og de betegnes først og fremmest som hermetikere. Tycho Brahe ses i nutiden omtalt som nyplatoniker, uden skelnen, men hans skrifter og breve viser klart, at han var hermetiker.

Hermetikerne og deres efterfølgere anså sig for at være i opposition til kirken, men ikke til Bibelen. De opfattede meget af Bibelen i et større perspektiv. F.eks. indgik det i mange hermetikeres alkymistudier, inspireret af "Corpus Hermeticum"s omtale af verdens skabelse - såvel som af Bibelens version af skabelsen - at de kunne betragte verdens skabelse som en alkymistisk proces.

Europas forskere og tænkere fandt i "Corpus Hermeticum" en for dem reelt videnskabelig forklaring - over for Bibelens ofte allegoriske fremstillinger, der tilmed kunne omfortolkes af kirken.

Det er hidtil temmelig overset, at dette oldtidsværks genkomst i virkeligheden er blandt en af de mest betydende årsager til, at den vestlige verden fra sidste del af 1400-tallet gik frem med stormskridt, i en videnskabelig og kulturel udvikling (ligesom det reelt skete 600 år tidligere, da værket dukkede op i den islamiske kulturkreds). For i dette værk findes brændstof til dét, der - efter Europas enorme svækkelse ved krige og pestepidemier - skulle gøre renæssancen til en veritabel dynamik.

Blandt verdens religioner er det således i jødisk religion og dens aflæggere, kristendom og islam, at de ikke forsøger at forklare verdens fænomener eller hvordan den er indrettet. De udtrykker ingen "verdensplan", ingen helsigtet kosmologi. Derfor måtte kirken genbruge Aristoteles' systemer, men i en undertiden lidt omredigeret version.

Alt dette indgik sammen med den noget oversete faktor i vestens videnskabsudvikling, "Corpus Hermeticum". I historieforskningen, især om filosofien og videnskaben, er det anakronistisk at anskue disse forløb med den moderne verdens videnskabsbegreb: at opdele i videnskab og pseudovidenskab. Hermetiske traktaters verdenssyn og magilære, alkymi og astrologi, og neoplatonismens tallære og geometri leverede det vigtige materiale i den udvikling, der ved Tycho Brahes opdagelser og empiriske metodepraksis, og via Kepler og Newton, blev til moderne videnskab.

Idet historieforskning mest har overset en særlig dybde i den intellektuelle kontekst for denne udvikling, giver den et mangelfuldt billede.