Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (110 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (110 af 170)

Himmelgeografi og Verdens-akse

skjult i anden litteratur

 

"Den skjulte Paulus-rejse" i teksten i "Apostlenes Gerninger" er ikke en enestående fremgangmåde. På samme måde som hos Paulus i det Nye Testamente kan meningsfyldte esoterisk-himmelgeometriske informationer ses i det tidligere nævnte værk "Pædagogus" af Clemens af Alexandria. I den tekst henvises i indre lag til særlige himmelgeometriske forbindelser af sigtelinjer mellem stjernerne Andromeda, Canopus, Lyra og Fiskene - (som tidligere citeret):

-"… jeres Segl skal være Duen, eller Himmelskibet som de styrer imod, eller Musiklyren - som optegnet af apostlene/fiskerne (apostoli piscatoris) …".

Lignende princip følges i Homers "Odysseen", der kendes i nedskreven form fra 700-tallet f.Kr. Heri er sørejsens kurs ligesom en præcis stjernerute. I den 5. sang (vers 270-275) instrueres Odysseus ved - ud fra skibets ror (canopus!) - at trække vigtige sigtelinjer i mønstre mellem Plejaderne, Bootes, Karlsvognen og Orion - og at kursen da er øst og nordøst.

Selve princippet her - hvor Homer-teksterne viser sig at rumme denne ekstra dimension med mentalt visualiserede (hukommelsesstøttende) "himmellandkort" - genfindes også, dog med andre eksempelformer, i Florence & Kenneth Woods' værk "Homer's Secret Iliad; the Epic of the Night Skies Decoded" (1999). Netop Iliadens således allegoriske astronomi - kan give løsningen til de lange og noget trættende opremsninger af skibe og deres besætninger (især i 2. bog), hvilket ellers kunne se ud som et stilbrud. Dette kendes hidtil som en gåde inden for litteraturen, og jævnligt er der publiceret lige så lange og trættende forklaringsforsøg.

I nyere tid kendes en svagere afglans af princippet, idet Jules Verne (1828-1905) i sin klassiske science fiction-bog "Rejsen til Månen" fra 1865 oplyser præcist om månepositioner og -faser undervejs. Ved nærmere studium af månetabeller fremstår de pågældende oplysninger som at stamme fra Månens reelle positioner i vinterhalvåret fra et årstid omkring udgivelsen, velsagtens mens han skrev bogen og med anvendelse af de dengang aktuelle positioner for Månens forløb.

Lignende forekommer hos forfatteren J.R.R. Tolkien (1892-1973), der lod Månens stilling på enhver given dag i trilogien "The Lord of the Rings" svare til dens stilling på himlen i de pågældende dage i 1954-1955, hvor han skrev denne trilogi.

Især er den irske forfatter James Joyce's "Ulysses" ('Odysseus'), fra 1922, flere steder konstrueret som det princip, der observeres i Paulus' beretning, men nu med Homer som nøgle - og er fyldt med konkret astronomi og skjult astromytologi. Der er mindst 3 strømme i ét. Der er ligeledes indlagt et skjult geometrisk mønster. Ved at betragte et bykort over Dublin, kan hovedpersonens byvandrings-odyssé følges: Ruten afslører at danne et præcist, kæmpemæssigt kors.

Allerede egypterne synes at have anlagt de store pyramider stjernegeografisk, efter en plan ud fra stjernebilledet Orion - i egyptisk udgave: Osiris. Opdagelsen er af forskellige gode grunde omdiskuteret, men har aldrig kunnet afvises. Bl.a. kritiseres, at Orion her er gengivet spejlvendt, men det princip var altid tradition, også f.eks. på himmelkort.

Lignende tradition som i "Paulus-rejsen" ses senere praktiseret bl.a. i Nordspanien, hvor kirken oprettede det fortsat anvendte valfartssted Santiago de Compostela - med parallel baggrund i stjernemysterier. I 800-tallet e.Kr. proklamerede kirken, at en grav, der mentes at indeholde apostelen Jakobs hovedskal, var fundet her. Hovedskallen skulle være flyttet som relikvie hertil, hvor han ifølge traditionen havde missioneret.

Ruten tværs over Nordspanien til dette valfartssted hedder stadig Via Lactea, 'Mælkevejen' (jf. Verdensaksens linjeføring), hvor pilgrimmene måtte passere større byer med stjernebetegnelser som Astor og Estella ('stjerne'), Burgos (arabisk-spansk: 'Dyrekredsen'), Leon (spansk: stjernebilledet Løven) og La Coruña (stjernebilledet Corona Borealis), indtil de lige før Capo Finisterre ('hovedet ved jordens ende', Canopus) nåede stedet med apostelen Jakobs hovedskal i byen Santiago (Sankt Jakob) de Compostela. Bynavnets sidste del er fra kirkens oprindelige latinske betegnelse for dette sted Campus Stellae, dvs. 'Stjernernes Mark'.

Heri var selvfølgelig allusioner til en berømt episode hos apostelens navnebror, den oprindelige Jakob, Isaks søn, i "1. Mosebog" (28,11-19), der i en egn kaldet Luz havde lagt sig med en sten under sit hoved (hovedskal) på en åben mark under nattens stjerner og observerede "en stige" fra jorden til himlen - jf. Verdensaksen som en scala cosmica (også bag myten om Jupiters vej til Leda) - som engle steg op og ned ad. "Vandrestjernerne" (planeterne), der astrologisk kunne aflæses for et budskab, kaldtes i hebraisk tradition også "ærkeengle". På græsk og latin dannedes ordspil på engle, angelos, 'budbringere', og angulus, de "budbringende vinkler" mellem planeterne. Hvorefter Jakob - ved at lade den pågældende mark med stjernerne over sig benævne Bethel, dvs. 'Guds hus/hjem' - i virkeligheden betegnede denne mark som "himlen", hvor både Gud og stjerner/engle har hjemme.

Rabbinerskrifterne oplyser, at det eneste Jakob tog med, da han flygtede fra Isak, var en speciel stav: "Jakobsstaven". Den består af en stang med nogle tværribber - og ligner bogstaveligt såvel som ved anvendelsen, "en lille stige til himlen". Denne type var som astronomisk måleinstrument fra oldtiden almindelig i brug helt frem til for 300 år siden.

 

Den-hemmelige-religion-26-Ove-von-Spaeth

 

Paulus' sørejse var en zig-zagkurs, men overført på himmelplan følger den en hel ret (sigte)linje. Denne udgår øst for Verdens-aksens sigtelinje (fra Canopus via Sirius til Lyren).

Planche 04 - Den-hemmelige-religion

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

 

Fra Moses' pagt til den nye pagt - i kodeform

Angående Paulus' skibsforlis bemærkes i "Apostlenes Gerninger"s kapitler 26 til 28, at skibets forstavn blev stående urokkeligt fast, mens to "strømme" - nu at forstå som den gamle og den nye retning inden for Moses' religion - søndersled styringen på skibet, dvs. på den gamle pagt eller gamle lære. Rejsen med det første Alexandria-skib startede ved byen Myra (Myrra), der ligger i Lucien, her forstået som "genklang" af Jakobs førnævnte sted Luz med Himmelstigen. Myrra betød også røgelse - jf. i Bibelen kunne Jahweh komme til stede i røg/røgelse.

Der lå en symbolik i, at ombordværende reddede sig i land på de søndrede dele af skibets agterstavn ved styreåren, roret ("basis: Canopus ved foden af Verdensaksen"). Og også i at de kunne rejse videre med et nyt skib - den nye pagt - der ligesom det første skib havde udgangspunkt i Canopus (Alexandria) og var kendetegnet "ved Tvillingerne", hvorunder stjernebilledet Skibet og Canopusstjernen befinder sig. Symbolikken var velkendt, f.eks. blev biskop Zeno af Verona alment forstået, da han (år 360) i en prædiken, "At Lære" (1,38), skrev at Tvillingerne repræsenterer det Gamle og det Nye Testamente.

Næsten 1.500 år efter Moses' tid kom grundlaget i hans lære i den gamle pagt således ud til verden, men i fornyet form: "det nye skib".

Den idé i Paulus-beretningen at betegne religionerne som "skibe" var også et velkendt billede - allerede buddhisterne kaldte deres religions to hovedretninger "det lille fartøj" (en eksklusiv, genuin buddhisme) og "det store fartøj" (den udbredte folkereligion). Kristne har ud fra deres ældste lære, der på flere punkter havde baggrund i fælles ældre nærorientalske idéer, mange steder kaldt deres kirkebygninger for "skibe".

Paulus-beretningen omtaler, at skibsfolkene ud for Cauda - under optakten til solformørkelsen - havde problemer med skibets jolle bag agterskibet, før end de fik den hejst ombord. Dette synes en ubetydelig detalje at bemærke i en beretning om "Apostlenes Gerninger", indtil det bliver klart, at der ud fra nævnte idéverden synes hentydet til "det lille fartøj"s eksklusive (mysterie)lære. Dette "lille fartøj" på siden af Skibets agterstavn (Canopus) blev under uvejrets uroligheder taget op i det "store fartøj" og ophørte således med selvstændig sejlads.

Det angives, at både det første og det andet skib kom fra Alexandria og skulle til Rom. Samt at også det første skib medførte en kornlast, hvilket også synes at gælde for det andet, idet det var normalt, at skibe fra netop Alexandria sejlede den egyptiske hovedeksport af korn til Rom.

Tidligere i nærværende bog ses korn som symbol i mysteriekulterne ved den ceremoni, hvor kornaks blev taget op af en ark/kiste. I mange datidige sprog kunne 'korn' og dets produkter 'mel' og 'brød' være samme ord eller afledninger deraf. Bibelen omtaler ved Adams fordrivelse fra Paradis: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød" - heri er ordspil (bl.a. på brød, ansigt og sved) med en alternativ mening af babylonisk oprindelse. Kornets tærskeplads kunne ofte være et helligt sted (jf. Jerusalems tempel) - hebraisk gan - der som magisk cirkelplads sattes i forbindelse med Dyrekredsens cirkel, der på himlen omkranser Paradis:

- Byer grundlagdes, eller tilknyttedes, ud fra stjerner - Ninive, Konstantinopel, Beijing, Cairo (al Qahira, 'Mars'), og Canopus (astromyte: "her landsteg Arkens styrmand Canopus"). Alexander d. Store dryssede korn i et cirkelformet by-diagram til orakel for Alexandrias grundlæggelse ved byen Canopus i den egyptisk-græske måned canopus, januar-februar. - Jesus fødtes i Bethlehem, 'korn- eller brødhuset' - og brugte symbolik med brød som "gudens krop" ved den hellige nadver; hans lignelser handler ofte om korn og brød i betydningen "guds ord".

Der fremstår her en bestemt symbolik i, at folkene ombord på det første skib under stormen var ophørt med at indtage "forældet" brød/føde i længere tid, hvorefter Paulus gav disse folk nyt brød, så de blev i stand til bedre at redde sig. Derfor kunne dette første skibs tyngende kornlast kastes i havet. Ud fra den specielle idéverden var her demonstreret, at kornet blev taget op fra skibet/arken ligesom i den velkendte ceremoni i mysteriekulterne. Og for at folkene skulle overleve åndeligt, måtte det første skibs last af korn - den gamle lære - smides ud.

I samme hensigt gav Paulus folkene nyt brød, og det nye skib fra Alexandria - dvs. fra 'menneskets frelser' (græsk: alexander) - fortsatte med Paulus (og kornet) til romè. I beretningens græsksprogede tekst kan det betyde 'Rom', de kristnes voksende center, men lige såvel betyde 'kraften' - Helligåndens udtryksform - og "rejsen"s virkelige mål. På himmelkursen var dette endemål netop Duen, dvs. Andromeda(galaksen). Andromeda - græsk for 'den, der behersker kursen' - indgår i stjernekodens spirituelle anvisning om vejen til 'kraften' fra himlen.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth