At Jethro rådgav Moses, da denne skulle udmønte regler for den nye religionspraksis, beskrives i "2. Mosebog" (18,13-26) således:

- På Sinai efter starten på udvandringen modtog Moses fra sit sæde israelitterne, for at disse folk "gennem ham kunne rådspørge Gud": En dommerrolle også typisk for oldtidens konger, der under audiens tronede som dommer, når folket kom for at få løst retsproblemer.

Et rabbinerskrift omtaler, at "Korahs oprør mod Moses i ørkenlejren havde som baggrund, at Moses var kronet til konge". Da det med denne status snart udviklede sig til at blive en krævende affære, støttedes Moses af den erfarne faraorådgiver Jethro med et forslag om en særlig uddelegering af magten. Det blev siden hen et kendt eksempel til grundlag for Israels - og senere de vestlige landes - administrative system.

Da Moses skulle udvælge rådgivere dertil, fortæller rabbinerskrifterne (bl.a. af rabbi Eleazar af Modi'im cirka 100 e.Kr.), at Jethro som faraos tidligere astrologiske ekspert rådede Moses til at anvende astrologi for at finde de bedst egnede. Moses blev af Jethro rådet yderligere:

- For at udøve den overordnede kontrol skulle Moses proklamere sig som den eneste udvalgte, der kunne modtage befalinger direkte fra israelitternes gud Jahweh. Og 3.000 år efter skrev den italienske historiker, magtanalytiker og statsmand Niccoló Machiavelli (1469-1527) beundrende herom i sit værk "Il Principe" ('Fyrsten'), at "det trick Moses lavede, var yderst kløgtigt, nemlig ved at kundgøre, at blandt hele folket var Moses den eneste, som Jahweh kunne bruge som talerør".

Men at folket accepterede Moses som Guds talerør var også et tegn på Moses' status. For i det gamle Egypten og Mellemøsten eksisterede en lang tradition for, at specielt kongen (og undertiden hans stedfortræder) var "gudens talerør".

Det var baggrunden for, at så megen vægt blev lagt på at tyde kongernes drømme og at tyde stjernerne ved vigtige begivenheder i kongens liv. Metoden ansås for at være gudernes meddelelse gennem kongen om noget, der angik hele landet. Derfor, i oldtidens tradition for astrologi, blev et lands skæbne sat lig med kongens skæbne ud fra "stjernernes varsler".

Når Moses optrådte som israelitternes leder, var det netop som den tids typiske "sakrale konge" ved at være "gudens talerør", herunder oplært i egyptisk præsteskabs gennem flere tusinde år udviklede skoling af åndelige kundskaber. Men derudover er han i al tradition kendt for, at han var i besiddelse af "den profetiske gave". Hverken dengang eller senere har der blandt troende hersket tvivl om hans særlige profetiske evner. Det synes her at have været Jethros fortjeneste at have organiseret en ny måde, som Moses anvendte denne side af sit særlige talent på.

At Moses' høje status reelt var anerkendt af israelitterne under exodus fra Egypten, fremgår også af, at han havde direkte adgang til den del af israelitternes telt-helligdom, "Tabernaklet", der var afspærret som "det allerhelligste" - hvor han fungerede som "gudens talerør" netop som kendt i egyptisk tradition. Den måde at indrette templet på var også fra egyptisk skik. Oprindelig praksis i den gamle verdens store templer var, at adgang til dette rum kun var tilladt for konger - og, ved fastsatte lejligheder, også for kongens religiøse stedfortræder, ypperstepræsten.

I overensstemmelse med denne status havde også Moses en ypperstepræst som stedfortræder til de religiøse handlinger, sådan som det var skik under de gamle kulturer. Inden for den katolske kirke er en af Pavens titler stadig Vicarius Dei, 'Guds stedfortræder'. En konges vikar som stedfortrædende "hjælperegent" svarer til en arabisk "vesir". Denne var i det gamle Mellemøsten oprindelig kongens religiøse stedfortræder - og siden hen generelt hans stedfortræder.

Dette ord vesir, fra arabisk wazir 'stedfortræder', betød oprindelig 'for Osiris' på egyptisk - og er i arabisk tradition netop anvendt for Ahron, idet han som ypperstepræst var Moses' stedfortræder på det religiøse område: I overensstemmelse med den forordning i Mosebøgerne, at "Moses skulle være Jahwehs profet, og Ahron skulle være Moses' profet".

Set på baggrund af de gamle egyptiske og babyloniske forestillinger om kongen som "gudens talerør", har Moses' udstedelse af love og religiøse regler - samt situationen på Sinai-bjerget med hans fremtræden med de ti buds tavler - korresponderet fuldt ud hermed.