Sfinxens gåde, - den gordiske knude,

- og Dantes system

Når mytens Oedipus ('dårlig fod') skal gætte en gåde foran sfinxen, foregik det oprindelig ved sfinxen foran "den store pyramide". Pyramiden opfattedes også som en himmelgeometrisk genpart dannet af Karlsvognen, Plejaderne og Sirius - nær Sirius ses stjernen Krebsens "dårlige" (venstre) fod (delta Cancri). Sfinx-gåden, "at gå på fire, to og tre", har som løsning: "mennesket", repræsenteret af Orion, der i hele Middelhavsområdet og syd herfor kan iagttages stige op på himlen netop "gående" på den måde. Det demonstreres udførligt i Aratos' stjernedigt "Phainomena" fra 270 f.Kr.

Alexander d. Store overhuggede "den gordiske knude" på et tov af bark fra kranion ('korneltræet'), der bandt (Karls)vognen ("livmoder"-Bjørnen): Symbolsk (dvs. i sit hoved/kranium) fik han i kultisk regi overskåret sin moderbinding ("psykiske navlestreng"): En psykisk-terapeutisk handling udøvet i de gamle kulter. Tovet/snoren fra moder-Bjørnen til (hovedet på) hendes søn, Bootes, var en af de vigtige sigtelinjer på himlen.

I Egypten vises Bjørnens stjernebillede som Meskhetiu (formet som en okseskank) og har "tilsvarende" en snor hen til - eller harpuneres af - gudesønnen Horus (farao som Horus). Netop "skanken", låret med hoften, kendes overalt som eufemisme for livmoder. I babylonisk udgave er det semitiske konger, der harpunerer Vildsvinet (den babyloniske Karlsvognen).

I Plutarchs Alexander-biografi rummer teksten om Alexanders fødsel nogle skjult indbyggede astrologiske henvisninger. Præcis samme princip har Svetonius' "Kejserbiografier" i teksten om kejser Augustus' fødsel.

Forbavsende sent ses den dobbelttydige læseform overalt. F.eks. hos den persiske 1100-tals digter Omar Kajjam. Og senere i Shakespeares værker, der vrimler med direkte astrologiske udtryk - også i det skjulte, ubemærket af litteraterne.

Den også af kirken højt estimerede italienske digter Dante Alighieri (1265-1321) konstruerede sin "Divina Commedia" ('Den Guddommelige Komedie') som et system af hundrede kvad. Dets omhandlede rejse gennem helvede, skærsilden og paradis afspejler universet i et komplekst etisk, politisk og religiøst system - og symboliserer sjælens vej fra synd og mørke til renselse.

I dette store værk viser Dante sig stærkt influeret af esoterisk-astrologisk lærdom. Han havde kontakt med en mysteriekult i en af sine eksilbyer, Ravenna, der havde mange århundreders statsligt tilhørsforhold til Byzans, hvor forbindelser var bevaret til oldkristendommens tidligt forbudte mysteriekulter. Værket kan være en hjælpende nøgle til at forstå det astrale symbolsprog i "Johannes' Åbenbaring".

Tilbage til Moses. Flere af Torah'ens oprindelige tekster var baseret på overleveringer fra Egypten, der har været skrevet med hieroglyffernes billedtegnsystem og et flerdobbelt betydningsindhold. De skulle derefter transformeres til et andet sprog, hebraisk, med et helt andet skriftsystem - alfabetet. Det krævede selvsagt andre måder at udforme teksterne på for stadig at kunne udnytte princippet med "flerdobbelt indhold".

I Bibelen synes dette forhold at have været medvirkende til Mosebøgernes undertiden mindre uhomogene stil. Den ses i forskningen til tider overfortolket eller forsket ud fra nutidens skiftende litteraturteoretiske strømninger, der ikke registrerer de skjulte lag eller nøgler i de oprindelige teksters udformning til kultisk brug.

_________________________________

RESUMÉ:

• Det Nye Testamente har sit grundlag i en kultur ikke mindst præget af det Gamle Testamente. De kristne begyndte tidligt systematisk at søge paralleller mellem de to tekstsamlinger.
• Blandt de ældste kultursamfund var religionen altid forbundet med en kosmologisk lære - de himmelmæssige forhold med stjernerne var et uundværligt forståelsesgrundlag.
• Også Qumran-skrifterne indeholder tekster af astrologisk observans.
• Parallelismer mentes at kunne findes inden for det Gamle og Nye Testamente ikke alene som religiøse "citater", men også når det gælder både direkte og billedlig omtale af stjernelæren og stjerneforbundne emner.

_________________________________

Arken i ny skikkelse med 'menneskesønnen' korsfæstet til masten, der udgør nederste del af Verdens-aksen - og med St. Peter som rorsmand i stedet for den gammeltestamentelige Noah. (Illstr. i italiensk 1400-tals manuskript).