Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (16 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (16 af 170)

Hove/klove i glemt kultisk ritual?

 

Der er stadig mange uafklarede forhold i forbindelse med "hove" i bibelteksterne og mytologien (f.eks. at Djævelen er udstyret med en hov i stedet for sin fod). Og i en episode kort før udvandringen fra Egypten fremsatte Moses en gådefuld udtalelse, i "2. Mosebog" (10,25-29), til farao, der efter pres var indstillet på at lade israelitterne tage af sted ud i ørkenen - men uden deres kvæg. Moses sagde:

-"… Du må også give os slagtofre og brændofre med, da vi skal frembære dem for Jahweh vor gud. Og vort eget kvæg vil også rejse med os. Ikke en klov vil blive ladt tilbage, for af dem vil vi tage nogle og dyrke Jahweh vor gud med, og vi ved ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til stedet …".

Denne gengivelse er fra en almindelig bibeloversættelse, men på hebraisk kan sidste sætning ligeså vel oversættes:

-"… Ikke en klov vil blive ladt tilbage, for af dem/den/det vil vi tage nogle at dyrke Jahweh vor gud med, og vi ved ikke selv, hvad vi skal dyrke Jahweh med, før vi kommer dertil …".

Med læsningen af "ikke en (eneste) klov" synes der umiddelbart at gives udtryk for "ikke et eneste klovdyr". Men udtrykket "(for af) dem/den/det" er på hebraisk mimmennu, hvilket er dobbelttydigt. Det kan derfor vise tilbage til en maskulin flertalsform "vi" såvel som til en maskulin entalsform, dvs. det "kvæg" der var tale om. Men i tilfælde af at det - i denne vokalløse hebraiske skrift - var forstået som mimmennah (hunkønsformen), vil det henvise til kloven!

Den hebraiske sætning er grammatisk korrekt, hvis der menes kvæget, men ifølge tekstens indhold ville det være naturligt, at der mentes "klov" opfattet som kollektivt repræsenterende kvæg (der også er en kollektiv form). Og i så tilfælde kan der oprindeligt i teksten lige såvel have stået mimmennah, der henviser til "kloven".

Som teksten nu er overleveret, er der tale om en senere forståelse. Fordi den hebraiske bibeltekst var uden vokaler - dem satte læseren altid selv ind - kunne den pgl. tekst læses på flere måder. Hunkønsformens slut-'h' fungerer blot som markering af lang slutvokal og udtales ikke i sig selv. Da der endelig, frem til 900 e.Kr., indsattes vokalanvisninger ("masoretiske" tegn) 2.300 år efter de oprindelige dele af Mosebøgerne skabtes, tabtes mange bibelteksters flerdobbelte tydning, hvorved den oprindelige (eller alternative) mening i forbindelse med klove/hove afgørende forsvandt. - Bibelteksten siger videre:

-"… Så lod Jahweh faraos hjerte forhærdes, og han indvilligede ikke i at sende dem bort. Derfor sagde farao til ham (Moses): 'Gå væk fra mig og prøv ikke mere at se mit ansigt igen, for den dag du ser mit ansigt, skal du dø'. Hertil sagde Moses: 'Sådan har du talt. Jeg vil ikke prøve at se dit ansigt igen' …".

Med (modbesværgende?) brug af faraos egne ord lover Moses ikke at skulle se hans ansigt igen.

Faraos trussel synes nemlig i modstrid med, hvad der i de efterfølgende linjer bliver fortalt, nemlig at Moses mødte farao igen og forlod ham atter - og der ser ud til at være foregået et gevaldigt skænderi:

- Der synes at være klippet noget væk, idet Moses, her i "2. Mosebog" (3,2-8), starter med at tale til folket, men da han slutter, er det farao, han har talt til. Skønt dette ikke lige omhandler æsler, kan der bag disse kryptiske bibelord, "vi ved ikke, hvad vi skal dyrke Jahweh med", i forbindelse med omtalen af hove/klove have været tale om en tekst med dobbelt tydning, hvilken her henviste til et kultritual.

Med andre ord - i stedet for at berette ligeud, hvad det drejede sig om, bliver det udtrykt uklart og på en sådan måde, at der også kan gemme sig en alternativ betydning om en mærkelig kultudøvelse, hvor Moses ville tage nogle klove at dyrke Jahweh med, men dog synes at være lidt i vildrede med, hvad der skal anvendes. Det ser besynderligt ud, at Moses til sin fjende, farao, omtaler ikke selv at vide, hvad eller hvor meget israelitterne skal dyrke deres gud med.

Senere, i Moses' love, findes særlige regler om, at visse dyr er tilladt at ofre og/eller spise, idet der her skelnes mellem "rene" og "urene" dyr, så ejendommeligt bedømt alt efter om de har hove eller klove.

Bag alt dette synes der således at have været et senere glemt, og nu ukendt eller skjult, kultritual i forbindelse med hove eller klove.

Så sent som 1.400 år efter Moses blev jøderne forbundet med tilbedelse af "et forgyldt æsel". Dette omtales hos egyptiske, græske og romerske forfattere lige fra 200-tallet f.Kr. - bl.a. Mnaseas - og i de følgende århundreder, hvor antikkens historikere og forfattere som Apion, Diodorus Siculus, Plutarch, Tacitus og i "Suidas" m.fl. omtaler dette.

Den førstnævnte, Mnaseas, beskrev hvorledes en vis Zabidus under en krig mellem jøderne og idumæerne (edomitterne) trængte ind i Jerusalems tempel og fjernede et guldæselhoved. Lignende beretninger omhandler jødernes helligholdelse - eller tilbedelse - af en statue af et forgyldt æsel, der holdt lovens bøger eller tavler ligesom Moses.

Diodorus Siculus (cirka 20 f.Kr.) beretter, at en syrisk-græsk konge (200 f.Kr.) gik ind i Jerusalem-templets allerhelligste:

-"… Da Antiochus (IV), også kaldet Epiphanes, førte krig mod jøderne, trængte han ind i gudens helligdom, hvor det kun var tilladt præsten at gå ind. Herinde fandt han en stenfigur af en tyk, skægget mand siddende på et æsel og holdende en bog i hånden. Han antog, at det var Moses …".

Det er tvivlsomt, om det udsagn var for at spotte jøderne, for på den tid var æslet kendt som et klogt dyr og var især æret som helligt dyr ikke alene forbundet med græsk-romerske Isis-kulter, men også med et af billederne på måneskiven, "det sparkende æsel". I gnostiske tekster omtales Jahweh som værende bl.a. æselskikkelsen Thatharaoth.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth