Adam gav dyrene "i himlen" navne

Adgang til den esoteriske viden bag den kosmologiske eller universelle stjernelære var at bryde bibelteksternes mere vanskelige "segl" - og hørte til blandt de højere trin. Senere hen var f.eks. Augustin med sin indsigt i astrologien - hvilket beskrives i hans værk "Bekendelser" - endda stærkt kritisk over for virkningerne af tekstens almene brug. Han udtaler netop, at "de hellige skrifter":

-"… kan ikke være til nytte for nogen, med mindre man forstår dem på den rigtige måde …".

Blandt mere skjulte læsemåder af de forskellige lag - som bl.a. egyptisk og babylonisk præg har aflejret i de ældste dele af Bibelen - skimtes et kosmologisk-astrologisk stratum. Ved starten af "1. Mosebog"s skabelsesberetning (1,14-15) tales om at kunne se tegn på himlen:

-"… der sættes 'lysgivere' (himmellegemerne og stjernerne) på den udstrakte himmel … de skal tjene som tegn og markere årstiderne, og afmærke dage og år …".

Bibelteksten oplyser, at "Adam gav dyrene navne", og at det foregik i det himmelske Eden. Det oversættes til Paradis, et oprindelig persisk udtryk for 'cirkelkreds', 'omslutning', 'omhegnet have' - jf. også hebraisk gan (se nedenfor). Dette ansås som selve ekliptika-cirklens indhegning af havens indhold af dyr og andre ting, idet alt hvad der omtales i Paradis-beretningen findes på himlen og betegnes bl.a. ved mange stjernebilleder med dyrenavne, især i Dyrekredsen. Jf. også Jesu lignelse om vingården med havemuren om (og hovedhjørnestenen).

"Adam gav dyrene navne" i Paradis og blev deres herre - ud fra den gamle idé, at "dét, som man kender ved navn, eller giver navn, behersker man". Det opfattedes også i den relation, at Adam var "den første astrolog", da han derved beherskede kendskabet til stjernerne og deres hemmeligheder ved at give dem betegnelser som "dyrenavne på himlen".

Adam kendtes over hele Mellemøsten og Indien. I Babylon (Akkad) kaldtes han Tammuz, og det babyloniske skrifttegn for ham var overtaget fra sumererne. Tegnets form er en gengivelse af stjernebilledet Arcturus (også kaldet Bootes), der ved en linje/snor ses forbundet med "livmoderen": stjernebilledet Arctos (med de mange navne: Store Bjørn, Vildsvinet, Karlsvognen). Allerede tidligt hos sumererne ses Adam på himlen placeret inden for Dyrekredscirklen, dvs. i Paradis.

Jakobs to hustruers navne Rachel og Leah betyder på hebraisk hhv. 'får' og 'vildokse' og vil samtidig henvise til betegnelserne for de to første stjernebilleder, Vædder og Tyr, i Dyrekredsens række på himlen. Deres fars navn Laban, er en afledning af det hebraiske navn for 'Månen'.

Det i Bibelen hyppigt anvendte, oprindelig babyloniske (også så sent som hos Nebukadnezar) udtryk, "himlenes hærskarer", betød "stjernernes store skarer". Et tidligt israelitisk udtryk var Jahweh sebaot, normalt oversat 'hærskarernes herre', men er egentlig 'han frembringer hærene/stjernerne' - og er derved 'stjernernes herre'.